Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Et filosofisk slumpetræf

Den ellers udmærkede fabulant Jostein Gaarder har skrevet en didaktisk brevroman, der nu foreligger på dansk
Kultur
25. august 2009

Sofies verden, Jostein Gaarders roman fra 1991, der satte filosofihistorien på romanform, var ikke kun for Sofie, men erobrede den halve verden på 50 sprog og har også fået mange kunstige efterligninger som følgeskab. Romangenren er i sig selv en mangfoldig og fleksibel verden, et diskussionsrum, et medium for oplysning, en kunstnerisk erkendelsesform, et eksperiment.

Jostein Gaarder er en udmærket fabulant, men i sin seneste bog fra sidste år, nu på dansk, brevromanen Slottet i Pyrenæerne, tipper balancen mellem faglig meddelelse og fiktion, idet to forhen elskende via e-mail udveksler lange artikler og afhandlinger i en disput om materialisme versus spiritualisme, hvor de vil overtale hinanden til at skifte livsanskuelse. Han er professor og klimaforsker og argumenterer med videnskabelige forelæsninger, lektioner i kvantefysik m.m. Hun er belæst sproglærer og clairvoyant med oplevelser af den anden verden.

Et træf

Det er alt sammen såre intelligent og uhørt selvhøjtideligt, nærmest i selvrosens navn, i al gensidig høflighed. Hver for sig er de troende og vidende. Derfor kunne deres samliv 30 år tilbage ikke holde efter forskellig fortolkning af en dramatisk oplevelse.

Nu er de ved et skæbnens tilfælde nylig mødtes på åstedet, et gammelt fjeldhotel på Vestlandet. Romanen er forsynet med en kortskitse, så man fint kan følge deres ruter omkring Sognefjorden. Gaarder sørger for en omhyggelig iscenesættelse af vejene omkring den særlige hændelse, som de har ruget over i alle årene og nu i slumpetræffets anledning får pinagtigt aktualiseret. De har, måske, påkørt en kvinde med et rødt sjal på en mørk og øde fjeldvej. Hende har de nu genset i et syn. Er 'Tyttebærkonen' et menneske, et genfærd, et åndesyn, en skrækfantasi? Spørgsmålet løses ikke ganske, selv om det involverer både dødsfald og en krænket ægtemands betragtninger.

Romanens titel er fra Magrittes maleri Le château des Pyrénées med den svævende sten og hentyder bl.a. til den mandlige hovedpersons mareridtsdrøm om en truende asteroide. Stein hedder han såmænd. Både drøm og virkelighed truer med stor realitet.

Tilfældige sammenstød og synkronicitet er et gængs romanmotiv. Men hverken stilistisk eller tematisk er det her lykkedes Gaarder at synkronisere indhold og udtryk med tilstrækkelig kunstnerisk telepati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her