Læsetid: 4 min.

Fire dage med fred og musik

Det burde ikke have kunnet ladet sig gøre, men alligevel blev det den største musikbegivenhed nogensinde. I dag er det 40 år siden, at musikfestivalen Woodstock begyndte, og en ny dvd med den banebrydende dokumentarfilm om festivalen fortæller også historien bag
Pete Townsend og Roger Daltrey fra The Who under Woodstock. I dokumentarfilmen om festivalen bruges splitscreens, hvor samme sanger eller band opleves fra to eller tre vinkler, til at højne intensiteten, og takket været den nyrestaurerede lyd i jubilæumsudgaven kan man nu høre ting, man ikke har kunnet høre før, f.eks. Ritchie Havens sandaler, der tramper rytmen.

Pete Townsend og Roger Daltrey fra The Who under Woodstock. I dokumentarfilmen om festivalen bruges splitscreens, hvor samme sanger eller band opleves fra to eller tre vinkler, til at højne intensiteten, og takket været den nyrestaurerede lyd i jubilæumsudgaven kan man nu høre ting, man ikke har kunnet høre før, f.eks. Ritchie Havens sandaler, der tramper rytmen.

Warner Home Video

15. august 2009

»Oh boy, this is really the mindfucker of all time, man. I have never seen anything like it.«

John Sebastian sagde det, som alle de optrædende - 32 bands og sangere i alt, fra The Who, Joan Baez og Janis Joplin til Jimi Hendrix, Canned Heat og Jefferson Airplane - tænkte, da de første gang betrådte den nybyggede scene, der var placeret på en mark i Bethel, New York, og pludselig stod foran et publikum på næsten en halv million mennesker. Arrangørerne havde på forhånd solgt ca. 180.000 billetter til det, de kaldte Woodstock Music & Art Fair, men som i dag blot kendes som Woodstock. En milepæl i musikhistorien, der blev sparket i gang den 15. august 1969.

Musikalsk humlebi

I Michael Wadleighs banebrydende og Oscarvindende dokumentarfilm om Woodstock, der bærer samme navn og havde premiere i 1970, kan man følge med i, hvordan hovedmanden, den glade hippie Michael Lang, og hans makkere hurtigt resignerede og faktisk glædede sig over, at festivalen nu var gratis, for det var tættere på ånden i hele projektet, end hvis folk skulle betale. Sponsorerne, derimod, som stod til at miste mange tusinde dollars, var derimod alt andet end glade, men det var for sent.

Fænomenet, der siden skulle komme til at stå som en slags højdepunkt og sidste energiudladning for hippiebevægelsen, kunne ikke længere stoppes.

En ny dvd-boks med Wadleighs film, der lige er udkommet i anledning af 40-året for Woodstock, fortæller historien bag både festivalen og filmen, som desuden præsenteres i et gennemrestaureret director's cut på næsten fire timer.

Ikke siden premieren i 1970 har filmen lydt så godt og set så godt ud, og har man ikke fået nok efter de fire timer, følger endnu to timer med fraklip, hvor kunstnere, som er med i filmen, giver flere numre, eller nogle af dem, som ikke kom med i den færdige film - f.eks. Credence Clearwater Revival - optræder for et umådeligt begejstret publikum.

Oven i købet får man også en lang række korte film, såkaldte featurettes, hvor de implicerede - fra Michael Lang og Michael Wadleigh til klipperen og instruktørassistenten Martin Scorsese og flere af musikerne - fortæller om filmen, festivalen og deres personlige oplevelser med dette kaos, der vel nærmest blev festivalverdenens svar på humlebien: Den burde ikke kunne flyve, men gør det alligevel.

Det store mirakel

Med undtagelse af Michael Lang, der kan ses både til hest og på motorcykel i Woodstock og med sit lange, krøllede hår er prototypen på den ubekymrede hippie, som tror på det gode i mennesket, forventede de fleste, at det ville gå galt, når så mange mennesker samledes på ét sted. Ikke mindst indbyggerne i Bethel var modvillige deltagere i den store begivenhed.

Men trods regnvejr, mangel på mad og masser af stoffer skete intet, og det er nok i virkeligheden Woodstocks store mirakel. 500.000 mennesker nød hinanden og musikken i løbet af festivalens fire dage, og flere gange i løbet af filmen udtaler lokale i byen, inkl. politimesteren, at de unge bare er så søde og betænksomme. Amerika kan godt være stolt af sin ungdom, og kun få kritiske røster får ørenlyd.

Andre steder spekulerer både deltagere og arrangører over, hvorfor festivalen dog blev sådan et tilløbsstykke, og de når frem til, at Woodstock var, hvad folk havde brug for på et tidspunkt, hvor krigen i Vietnam var på sit højeste, og ungdommen havde mistet troen på politikerne og fremtiden. På Woodstock genfandt de - i hvert fald for en tid - håbet og optimismen.

Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at i december 1969, kun fire måneder efter Woodstock, døde hippiebevægelsen en brutal død, da Hells Angels - der var hyret til at stå for sikkerheden - slog en ung mand ihjel på musikfestivalen i Altamont, der skulle have været et nyt Woodstock.

Det var begyndelsen på et årti med Watergate, borgerrettighedskamp og mere Vietnamkrig.

Intuitivt og kaotisk

Det bedste ved Woodstock-boksen er selvfølgelig filmen. Michael Wadleigh og hans klippere, der ud over den unge Martin Scorsese talte Thelma Schoonmaker, der siden blev Scorseses fas-te klipper, eksperimenterede lystigt med formater og effekter.

De bærbare 16 mm-kameraer, som dengang var en forholdsvis ny opfindelse, gjorde det muligt for instruktøren og hans fotografer at komme tæt på musikerne på scenen, og målet var at give publikum oplevelsen af at være der selv. Splitscreens, hvor samme sanger eller band opleves fra to eller tre vinkler, højner kun intensiteten, og takket været den nyrestaurerede lyd kan man nu høre ting, man ikke har kunnet høre før, f.eks. Ritchie Havens sandaler, der tramper rytmen, mens han kraftfuldt trakterer sin guitar.

I de mange featurettes på dvd'en fortæller Wadleigh og filmens producent Dale Bell om de mange logistiske og praktiske udfordringer, som optagelserne bød på. Det var kun lige akkurat, at de fik skrabet penge sammen til at lave filmen, og under festivalen blev filmrullerne f.eks. fløjet ind sammen med musikerne, fordi leverandøren ikke havde råfilm nok.

Til at begynde med havde Wadleigh store planer om at holde sig i kontakt med sin lille hær af fotografer via headsets, så de kunne koordinere, hvem der skulle optage hvad. Men den plan gik snart i vasken, og optagelserne blev lige så intuitive og kaotiske som selve festivalen, hvilket Wadleigh i dag anser for at være godt, for på den måde kom film og festival til at spejle hinanden, og filmen blev en hyldest til dette utopiske projekt, som aldrig siden har set sin lige.

Woodstock - Director's Cut. Instruktion: Michael Wadleigh. Region 2. Warner Home Video

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu