Læsetid 5 min.

Fish’n’chips og den store vide verden

Britiske Arctic Monkeys har været i Joshua Tree-ørkenen og i hipster-bydelen Brooklyn for at indspille deres nye album. Det har sprøjtet vitaminer i deres fish ’n’ chips, men de smager stadig af Sheffield
Britiske Arctic Monkeys har været i Joshua Tree-ørkenen og i hipster-bydelen Brooklyn for at indspille deres nye album. Det har sprøjtet vitaminer i deres fish ’n’ chips, men de smager stadig af Sheffield
22. august 2009

Der er en ubetalelig beskrivelse af Arctic Monkeys på udebane i avisen The Guardian tilbage fra 2006: Vi befinder os på The Spotted Pig, en überhip restaurant i New York, hvor Coldplay fejrer sig selv efter en koncert i New Jersey. Jay-Z, Courtney Love, Michael Stipe, Gwyneth Paltrow er der, og det er tre modvillige fjerdedele af Arctic Monkeys også. Guitaristen Jamie Cook gider ikke alt det pjat. Han gemmer sig i skyggen af en søjle og fortæller journalisten om sin beskæftigelse før al succesen: At lave badeværelser. Hvordan han lavede sin vens
badeværelse færdigt efter bandets første udsolgte turné, fordi han ikke havde nået det inden. Og så smutter Cook ellers, for at mødes med sin fætter, som ikke blev fundet værdig til de celebres inderste gemakker.

»If you want a metaphor for the astonishing speed of the Arctic Monkeys’ success, then look no further«, skriver journalisten Alexis Petridis.

Det er en god gammeldags form for autenticitet, der er kørende her. Det er den solide, hæderlige, bundærlige brite på arbejde for det, han elsker: Musikken, men først og fremmest det han – på godt og ondt – kommer fra. I det her tilfælde byen Sheffield. Den gamle stålby i nord, der har fostret så markante navne som industrial-pionererne Cabaret Voltaire, politisk bevidste synthpoppere som Human League og Heaven 17, de smukke ironikere i Pulp og ikke mindst det stilskabende, navnkundige pladeselskab WARP. Og altså Arctic Monkeys.

Og det tager tid at komme ind på livet af firkløveret fra Sheffield som udenforstående (om man så er fra Holbæk eller Manhattan), altså uden for britisk dialekt og forestillingsverden. De kommer dig ikke løbende i møde med åbne arme, selv om de har solgt læssevis af plader. Jovist bliver der flammekastet med guitarer, men Alex Turner er en tilbageholdende, cockney-knudret forsanger. De har en stærkt skepsis over for etablissementet og holder stædigt fast i at holde mængden af PR nede, hvilket jo også kan begrænse forståelsen af bandet, så længe det ikke er The Sun eller MTV, der holder mikrofonerne. Og det er første gang, at de fire fyre selv optræder på coveret til et album, her på deres tredje, spritnye album, Humbug. »It’s a bold thing to do«, lyder det fra trommeslageren Matt Helders i pressekittet ...

Men det er måske også det, der har gjort dem så højt elskede i Storbritannien. De er alle som én one of the lads .... »We started just for something to do, because all us friends had bands«, sagde forsanger Alex Turner med tydelig dialekt i Guardian-artiklen fra 2006. Samme år som Whatever People Say I Am, That’s What I Am Not blev det hurtigst sælgende debutalbum i britisk musikhistorie.

Holdbart bekendtskab

Nu er Arctic Monkeys en slags old hat, som det hed engang på den anden side af kanalen. Ikke længere en manisk, britisk rockscenes bannerførere, i færd med at løfte arven fra The Jam, The Clash, The Fall, The Smiths. For den scene er visnet ynkeligt. Landfill indie, losseplads-indie, som genren blev døbt af skarptungede medier for et års tid siden, da det stadig væltede frem med drenge med stramtsiddende jeans, magre kropsbygninger og endnu tyndere kompositioner med en klæg pomade af idiotiske guitarriffs hen over. Arctic Monkeys har til gengæld vist sig at være et af de eneste holdbare bekendtskaber fra dén bølge.

De har altid haft giftige riffs i revolverhylsteret, og det har de også på Humbug. Men de har også noget andet mørkere, tungere, men mere undersøgende på spil. De har været i Brooklyn, New York og mest markant i Joshua Tree, Californien for at indspille deres album

– sidstnævnte sted i selskab med Queens of The Stone Age-frontmanden Josh Homme som producer. Og det kan høres i flere numre, hvor tungmetallerne trækker blytungt i blodet gennem de ellers så uterlige guitarhænder, der sidder på Alex Turner og leadguitaristen Jamie Cook. Guitarerne falder således med Josh Homme-tung domfældelse på »Dangerous Animals« og »Pretty Visitors«. Mens »Secret Door« derimod byder på henførte mandekor og oceaniske orgler; en slags britisk arbejderklasse-Mercury Rev. Og så er der den flamboyante »Potion Approaching«, der skifter i tempo og årtier stykke for stykke og byder på disse ord:

»I've got this ego mechanic/ She’s always trying to give me vitamins/ Oh she’d be frightened of your reflection/ I preferred her as a cartoon () Yours is the only ocean/ That I wanna swing from«.

Grå passion

Humbug emmer stadig af deres trademark grå passion, som Sheffield givetvis kan udstyre ethvert individ med, også selv om det for en stund er blevet omplantet til et ørkenlandskab i Joshua Tree. Turner har stadig den lavt levende, skæbneramte fornemmelse af jordbastet og

-bundet eksistens intakt – og den deraf følgende dybe skepsis over for popularitet.

»All the pretty visitors came and waved their arms and cast/ The shadow of a snake pit on the wall () What came first, the chicken or the dickhead?«
Og Turner søger således også væk fra verdens vrimmel, ind i romancen og eskapismen. Som det lyder anderledes kærligt, intimt:

»Tell me where’s your hiding place«.

En underspillet inderlighed gemmer sig under Turners stemme, og den afslører en mere nuanceret følsomhed i de aktuelle produktioner. En ny hjemsøgt fornemmelse viser sig i de roligere, formentlig ret så slidstærke sange, og det er kun under udråbstegnene i de mest ligetil rockere, at der kommer noget forceret over bandet.

Der er ikke noget i vejen med god, gammeldags autenticitet. Hvide drenge med guitarer, der ærligt og redeligt redegør for, hvor de står, og hvordan verden ser ud derfra. Men med Humbug strækker Arctic Monkeys sig alligevel længere ud i musikhistorien dérfra, hvor de står. Der er kommet vitaminer i deres salte fish’n’chips. Sangskrivningen er mere introspektiv, men også talt med flere, dog ikke spaltede tunger. Metal, dreampop, rock’n’roll, glamrock er sivet ned i deres new wave of new wave.

Arctic Monkeys holder fast i, hvor de kommer fra. Stedet, som de rives væk fra igen og igen i deres egenskab af stjerner, men også stedet de har med sig over alt. Da kvartetten er på den første USA-turné i 2006, er deres tourbus på indersiden et ildelugtende omklædningsrum og på ydersiden en støvdækket veteran. Der står noget i støvet, fortæller Guardian-journalisten: Lokal Sheffield-slang og henvisninger til fodbold-rivaliseringen med Leeds. Britisk lokalpatriotisme på de endeløse highways, tegnet med stiv, stædig, bleg finger i det evige, amerikanske støv.

rach@information.dk

Arctic Monkeys: Humbug (Domino/Playground). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu