En forfatter bor alene i et sommerhus langt fra storbyen for at få ro til at skrive efter en frygtelig skilsmisse. Han drikker som en svamp og er tæt på at gå i hundene, men så får han en telefonopringning, som får ham op af lænestolen.
Ovenstående lyder næppe som et originalt set-up, og det gør plottets fortsættelse da heller ikke: Forfatteren skriver nemlig makabre gysere, og en eller anden har kopieret hans ulækre mord i virkeligheden.
Men mordet på kvinden, som er fundet i Gilleleje havn, er kopieret fra forfatterens endnu ikke udkomne bog, og dermed er der bundet en nogenlunde original krølle på Mikkel Birkegaards nye thriller Over mit lig. Og eksekveringen af fortællingen, hvor endnu flere myrdes detaljeret efter andre af forfatterens bøger - og i særdeleshed slutningen - synes bestemt original. Faktisk er den så originalt makaber til sidst, at det er svært holde ud.
Forfatteren, Frank, får naturligvis kopi-morderen i røven, og han er nødt til at komme et skridt foran for at slutte drabene, som naturligvis er arrangeret, så det ser ud som om, Frank er den skyldige. Af forskellige årsager kan han ikke gå til politiet - hvorfor er ikke helt godt forklaret - men tager selv kampen op. Inden den store finale er der afstikkere til Franks tidligere liv med hustru og to børn, og selv om heller ikke forklaringen på denne sidehistories skilsmisse giver helt mening, er det en fin stemningsmættet fortælling fra et liv med bøger, venner og kærlighed. Og alt sammen leder hen mod den uafvendelige slutning.
Oplagt til filmatisering
Mikkel Birkegaard, der debuterede under stort ståhej med bogen Libri di Luca for et par år siden, har denne gang glemt det okkulte og har samtidig skruet en mere enkel og effektiv sag sammen. Det klæder ham. Og det gør Over mit lig til en oplagt bog at filmatisere, sådan som debutbogen vist er i færd med at blive. I hvert fald sikrede Nordisk Film sig rettighederne umiddelbart inden udgivelsen.
Birkegaard skriver let, muntert og har med denne bog nummer to bevist, at han ikke blot er endnu en forfatter i rækken med en enkelt bog i maven. Så selv om der måske et sted derude findes en thriller med nogenlunde samme historie som Birkegaards nye - inspirationen fra eksempelvis Stephen King er ikke helt til at overse - så er den absolut værd at læse.