Læsetid: 3 min.

Ingen forståelse uden fordomme

Arne Jørgensen har skrevet en både underholdende og oplysende introduktion til den tyske filosof, der levede gennem hele det 20. århundrede: Hans-Georg Gadamer
26. august 2009

Han levede hele det 20. århundrede og lidt til. Han var allerede et ungt menneske, da Første Verdenskrig brød ud, og han var enormt gammel, da han i 2001 kunne se terrorattentaterne i New York og Washington transmitteret direkte på tv til hele verden.

Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer udtalte ved den lejlighed: »Verden forekommer mig efterhånden temmeligt unheimlich«.

Til det sidste var han aktivt engageret i den tyske offentlighed og modtog to gange om ugen gæster på sit kontor på universitetet i Heidelberg. Arne Jørgensen fortæller i sin nye introduktion til Gadamer, at filosoffen mod slutningen af sit liv blev ramt af hukommelsessvigt. For eksempel kunne han i en samtale ikke huske ét specifikt ord. Han kredsede omkring denne ene term, som desværre var undsluppet. Indtil han udbrød: »Hermeneutik!«.

Det var det ord, han havde glemt på et tidspunkt i historien, hvor andre efterhånden dårligt kan tale om hermeneutik uden at komme ind på Gadamer, som man igen dårligt kan nævne uden at komme ind på én specifik titel: Nemlig hovedværket Sandhed og Metode fra 1960.

Hermeneutikken regnes indtil Gadamer for fortolkningslære, det vil sige læren om, hvordan man fortolker og forstår tekster. Men Gadamer lærte hos sin lærer Martin Heidegger, at forståelse ikke bare er en disciplin blandt flere, som mennesker behersker. Forståelse er derimod det, der udmærker og kendetegner mennesker. Som det hedder i Sandhed og Metode: Forståelse er ikke bare en af menneskets måder at forholde sig på. Det er selve menneskets måde at være på: »Det er i denne betydning, jeg her anvender begrebet hermeneutik«. Forståelse er for Gadamer ikke noget, vi gør forfra. Vi er altid kastet ind i en situation, hvorfra vi gør nye udkast. Vi er sat i en bestemt kontekst, som vi efterfølgende forsøger at begribe. Forståelse er med andre ord ikke ubetinget, men altid betinget. Han rehabiliterer i det perspektiv begrebet om ’fordomme’.

Oplysningens forsøg på at overvinde alle fordomme er ifølge Gadamer selv en fordom. Enhver forståelse må tage udgangspunkt i en fordom. Det betyder selvsagt ikke, at Gadamer gør sig til en talsmand for racisme og cirkulation af stereotyper, men derimod at han vil afdække et væsentligt aspekt ved det menneskelige vilkår: Tilgangen til det, man vil forsøge at forstå, er altid åbnet af en foreløbig forståelse. Derfor gives der for Gadamer heller ikke en perfekt forståelse. Men det understreges, at det ikke er et tragisk vilkår, at vores forståelse ikke kan afsluttes. Det er nemlig kun fordi, vores forståelse aldrig bliver perfekt, at vi bliver ved med at fortolke kunstværker og samtale med mennesker omkring os.

Cirkel og tradition

Forståelse er for Gadamer ikke noget, der finder sted mellem et aktivt menneske og et passivt stof. Mennesket dannes af det fremmede, det støder på i stoffet, som igen præges af det tolkende menneske.

Dannelse finder sted i dette møde med det fremmede, som man hverken kan omslutte eller afvise. Den, der tolker en tekst, og den tekst, som skal tolkes, deltager i en slags spil. Dette spil er naturligvis ikke forudsætningsløst, men altid præget af traditionen.

Over for programmatisk progressive tænkere fremhæver Gadamer gang på gang, at traditionen ikke er en stor og fordummende forhindring, man bør frigøre sig fra, men derimod en forudsætning for fortolkning, som ikke kan elimineres. Man har en vis for-forståelse, når man giver sig i kast med enhver fortolkning. Det gælder herfra ikke om at overgive sig bevidstløst til sine fordomme, men tværtimod om at se, at forståelse er en cirkulær proces, hvor horisonter mødes. Forståelse finder således sted i det, man kalder en hermeneutisk cirkel, der bestemmes således af Arne Jørgensen: »Forholdet mellem fortolker og tekst er ikke et forhold mellem et subjekt og et objekt, for begge er omfattet af den samme cirkel i kraft af traditionen, det fællesskab, der forbinder fortolker og tekst.«

Jørgensen fremhæver et andet aktuelt aspekt ved Gadamers tænkning: Kritikken af den kritik, som overalt ser sig selv i kunstværker. Gadamer træffer den humanisme, som måler alt med sin egen subjektive målestok og aldrig møder det stof, den ikke forstår i verden omkring sig. Denne tænkning overser, at forståelse finder sted, når både forskel og lighed erkendes. Det er det, Gadamer kalder »horisontsammensmeltning«: Det er, når man dannes af det fremmede, man ikke forstår og præger det i et spil, som aldrig kan eller skal afsluttes. Men som forberedes fint i Arne Jørgensens glimrende introduktion til filosoffen, der levede gennem hele det 20. århundrede, indtil han endelig trådte ud af cirklen og opgav at forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu