På forståelig foranledning af den massive succes med novellesamlingen Bavian (som jo gav Nordisk Råds Pris, er trykt i 47.000 eksemplarer og foreløbig solgt til udgivelse i syv lande) og publikums lige så taknemmelige modtagelse af Poesibog fra marts 2008 (nu trykt i 7.000 eksemplarer) præsenterede Naja Marie Aidts forlag i forsommeren hendes lyrik i ét stoltserede stivbind.
Og med Samlede digte menes dem alle, også de (mildt sagt) vildtvoksende tekster fra collageværket Balladen om Bianca (2002) og kortere tematisk eller form-konceptuelt styrede suiter, der hidtil kun har været at finde i mindre bibliofilhæfter og som dele af fællesudgivelser. Helhedsindtrykket bliver derfor mangfoldigt, flimrende, flerformigt. Hvad vi sidder med, er ikke et entydigt billede, men en brokkasse af rummeligheder – helt som digteren selv forudså, da hun midt i 90’erne fastslog: Der er ingen orden. Der er kun huset nu der synger.
Barndom og kvindesind
De første par år forekom det ellers nemt nok at sige, hvad Naja Marie Aidts digtning sådan overordnet gik ud på. Hendes slanke, beskrivende, ofte metaforfattige digte var mest livsreportager, som i en flod af sansede enkeltscener fulgte en udvikling fra barn til voksen, biologisk og psykisk fra pige til kvinde. Det handlede især om at gro, men samtidig bevare sin nysgerrighed og sin hudløshed. Det gik på at leve forandringen og hen ad vejen lære lykken og glæden og savnet og sorgen og melankolien og mangelen på mening nærmere at kende. Samt siden hen (som i Et vanskeligt møde, 1992) huske
Hvordan vi sprang
fra bløde skyer
ned i den åbne verden,
og fandt hjerte og smerte,
violer og jordbær,
med spidse kanter, af splintrende glas
i faldet.
Men selv om dette overvejende livsskildrende ærinde forbliver konstant fra debuten i 1991 med Så længe jeg er ung og frem til og med Huset overfor (1996), som citeredes kort ovenfor, så sker der også vigtige skift formmæssigt, og derfor oplevelsesmæssigt. Med Det tredje landskab (1994) finder Naja Marie Aidt således frem til en modig tro på det nøgne, det ukommenterede billede, hvad der giver hendes tekster et gåde- eller hemmelighedspræg, med plads til »snørklede stier faldende kaos«, og i den stramme, tætte digtkreds fra huset i byen affinder hun sig for alvor med en ’u-kortlæggelighed’ i det erfarede, et virvar, som formelt ytrer sig som kompakte kasser med styrtsøer af ord.
Fra subjekt til objekt
Herefter kan det indre anarki spejles i omverdenen, sådan som det skete, da digteren genoptog den livsfortællende form, men identificerede sig med den ’gale’ Johanna af Castillen (1479-1555) og sammen med hende foretog sin Rejse for en fremmed, 1999. Tydeligst forlægges dog tyngden fra subjekt til objekt, fra inderverden til omgivelser, med Balladen om Bianca, befolket som den er af alle dem, der nu tilfældigvis boede i Nansensgade-kvarteret.
Længere kan man vel næppe komme fra den i forskningen og kritikken så udbredte standardforestilling om det centrallyriske digt, hvor et jeg, som til forveksling ligner forfatteren selv, klynker og klager i klange og rytmer og dermed implicit mener: Åh, jeg har det så dårligt, men siger jeg det ikke smukt?
Det var på denne baggrund herligt at se Naja Marie Aidt gå helt tilbage til starten med Poesibog fra i fjor og atter vedkende sig livsberetningen som sin hensigt, men nu ikke mere som hovedærindet, snarere som en påtrængende mulighed blandt flere.
Pludselig viste det sig, at hun langtfra havde udtømt barndomsstoffets basale reserver, men blot ventet på at udnytte dem, til den nødvendige modenhed var til stede. Det altafgørende flotte ved dén bog er nemlig ikke udleveringen af de frigjorte forældre, men humoren, hvormed tilbageblikket tages: »engang sagde vores mor jeg vil have min frihed og det var der mange der ville, vi gættede på hvad det var for en frihed: at kunne flyve, at slippe for tandlæge, kedeligt fritidshjem, rosenkål, men der var tale om helt andre friheder, noget med fremmede mænd, fremmede kvinder, noget lummert, men også undertrykkelse, klassekamp, noget uhyre vigtigt, et begær der måske havde med solidaritet at gøre? i hvert fald noget med børn der skulle følge med og vente mens de voksne tog sig deres friheder som på en eller anden måde var deres ret«.
Appetit på ord
I sådan et digt kan jeg vældig godt lide den måde, hvorpå der står ’rosenkål’, med en tillid til den konkrete detalje, og som eksempel på en ord-undersøgende nysgerrighed, der kendetegner forfatterskabet, som når hun (også i Poesibog) lader tankerne kredse om
løbesod
barkmider
tøsejod
æggestand
blæretang
marskland
nøddehegn
brændesæk
blommegrød
Sådan nogle sammensatte ord lyder rigtig godt, hver især, og lyder ekstra godt, når de som her sættes sammen. Meget mere indviklet behøver det måske slet ikke gøres Og gør man som Naja Marie Aidt, kan man bruge løs af en verden, vi alle sammen føler noget ved: landskaber, planter og dyr. Årstider og steder. Enkelte dele af kroppen. Forbliver man tro mod alt dette, når man frem til
at kunne forlade
digte og rum
med en ny
bevægelse
som det så fyndigt hedder i Et vanskeligt møde (1992). Naja Marie Aidt har vandret i og atter forladt flere lyriske rum. Hvad hun imidlertid har fastholdt under hele turen er sit mod til intimitet.
At bryde tavsheden
Den egenskab eller beslutning er måske det, der mest forener hende med den forfatter, hvis arv hun har løftet. Hvis plads i dansk litteratur stod tom i så mange år! Jeg tænker naturligvis på Tove Ditlevsen, og jeg ser Naja Marie Aidts udvikling som en energisk selvovertagelse, hen imod at løfte en opgave, som måske (med et digt fra En drøm om mørke og fugle, 2007) kan bestå i at bryde en tavshed, som mest er kvinders tavshed:
at blive gjort tavs
er døden
at være tavs i livet
er døden i livet
og døden i livet
er kvindens tavshed:
hun som ikke høres
ikke spørges
ikke huskes
ikke regnes
hun som trues
skræmmes
krænkes
som du, søster
dybt i den grønne skov
der gemmer et krater
bag svulmende røde læber
Hvilken slags læber, det drejer sig om, overlader digteren til læseren at afgøre. Men synge, det kan de. Klarere og stadig mere sikkert.
