Læsetid 6 min.

Julemandens små hjælpere bor i Kina

Som teenager plagede installationskunstneren Chen Hangfeng sin far om et par Nike-sko til en kvart månedsløn. I dag henter han inspiration i de nyrige kineseres overdrevne materialisme og dens følgevirkninger for miljøet - og så i det, han kalder kulturvildledning, som det for eksempel finder sted i den by i Kina, der producerer halvdelen af verdens julepynt
Chen Hangfengs juletræ fremstår umiddelbart, som om det er præget af traditionelle kinesiske mønstre. Men når man kommer tæt på, viser mønstrene sig i virkeligheden at være internationale varemærker, som fylder meget i Kina - værket hedder Christmas Tree og er fra serien Logomania.

Chen Hangfengs juletræ fremstår umiddelbart, som om det er præget af traditionelle kinesiske mønstre. Men når man kommer tæt på, viser mønstrene sig i virkeligheden at være internationale varemærker, som fylder meget i Kina - værket hedder Christmas Tree og er fra serien Logomania.

Hans Henrik Rasmussen
3. august 2009

Chen Hangfengs atelier har et stort vindue lige inden for døren, som står åbent. Ud af vinduet kan man se direkte ned ad en gade med identiske rækker af røde, tre-fire-etagers murstensbygninger. Der hænger elkabler på tværs af vejen mellem de to rækker og vasketøj på stænger ud fra vinduerne, og på et af tagene står et enkelt vakkelvornt blikskur. Det hele er lidt forfaldent, men også meget hyggeligt. Bagved vejen og hele vejen rundt i horisonten brager det moderne Shanghais skyskrabere op mod himlen med deres science fiction-arkitektur og deres hundredetusinder af ton stål og glas.

»Der går rygter om, at de vil rive det ned,« siger installationskunstneren Chen Hangfeng om de røde murstensbygninger, som han fortæller er en blanding af gammel kinesisk og nyere europæisk arkitektur. »Men det håber jeg ikke.«

Gammelt og nyt

Ligesom bygningerne blander Chen Hangfeng også selv gammelt med nyt. På væggene i atelieret hænger håndlavede tæpper, papirklip og sågar et plastikjuletræ med mønstre, der umiddelbart ligner traditionelle gammel kinesiske mønstre, men som på tæt hold viser sig at være sammensat af forskellige logoer fra multinationale firmaer som McDonald's, Nike, Adidas, Shell og så videre. De er en del af 35-årige Chen Hangfengs serie Logomania, som han har arbejdet med siden 2005.

»I gamle dage bestod disse mønstre af elementer fra vores naturlige omgivelser, blomster, dyr og træer, men i dag er vores visuelle landskab domineret af brands,« forklarer han og fortæller, at han begyndte at arbejde med temaet et par år før, han fik ideen med at inddrage elementerne fra traditionel kinesisk folkekunst.

»I starten lavede jeg det hele på computer, et medie, som jeg stadig bruger meget. Jeg har faktisk vestligt oliemaleri som hovedfag fra Shanghai University of Fine Arts College, men da jeg var færdig der, startede jeg som grafisk designer og illustrator i reklamebranchen, og jo mere jeg brugte computeren, jo mere følte jeg, at det var det medium, der passede til mig. Men jeg tror, jeg altid vil være interesseret i det tema, og at jeg vil arbejde med det i forskellige medier.«

Chen Hangfeng fortæller, at det også var tiden i reklamebranchen, der var med til at få ham sporet ind på temaet.

»Jeg arbejder jo meget med branding og med at designe logoer og så videre, og jeg var nok så træt af det til sidst, at jeg havde lyst til at tage pis på det. Men det handler selvfølgelig også om, at folk her er så materialistiske og så optagede af brands - luksusprodukter sælger utroligt godt, fordi Kina har så mange nyrige. Og så er der også andre temaer heri som globalisering og kulturvildledning.«

Jul hele året

Chen Hangfeng nævner et andet af sine værker som et eksempel på, hvad han mener med kulturvildledning. Værket står på hans skrivebord i atelieret og har form som en stor julegave, pakket fint ind og med et lille hul på størrelse med en tyvekrone i den ene ende. Hvis man kigger ind i hullet, kan man se en videofilm, som Chen Hangfeng har optaget i en by i Zhejiang-provinsen.

»Det er værd at sætte spørgsmålstegn ved kineseres forståelse af julen,« siger han. »Som jeg ser det, er julen ved at blive reduceret til shopping, spisning, fester, druk, og måske kan kinesere godt lide det. Jeg synes bare, det er kulturvildledning - men det, jeg gjorde i dette projekt, var, at jeg tog til en lille by i Zhejiang-provinsen, hvor alle kopivarerne kommer fra. Det er en by, hvor samtlige indbyggere hele året rundt arbejder med at lave julepynt i hånden. Jeg havde hørt om dette, men blev virkelig chokeret, da jeg så det med egne øjne. Hver eneste familie er blevet til en familieworkshop,« siger Chen Hangfeng og drager konklusionen: »Alle laver det her hele året rundt, så for dem er det enten jul hver dag, eller også aner de ikke, hvad jul er. Men det gælder også den anden vej rundt, for alt det, de laver, bliver sendt til Vesten. Faktisk kommer 50 procent af al verdens julepynt fra denne by, og dem, der køber det, har jo ingen idé om, hvor det kommer fra. Så det er også et eksempel på kulturvildledning - det kommer fra Julemanden,« griner han og tilføjer, at han navngav værket Santa's Little Helpers, fordi 'hjælpen' er flyttet til Kina.

Chen Hangfeng fortæller, at der ikke er ret mange, der kender til byen, fordi de kinesiske myndigheder »skjuler den slags«. Han fik også kun mulighed for at tage dertil, fordi han har en ven, hvis bedsteforældre bor i byen.

»Min ven fortalte mig, at da han var barn og kom der, var der krystalklart vand og fisk og så videre, men nu er der virkelig forurenet - det er meget sørgeligt. Men det var derfor, jeg blev interesseret i at tage dertil. Han fortalte også, at da han var teenager, boede der omkring 1.000 mennesker i byen. I dag bor der over 11.000. Mange immigrantarbejdere kommer der også, så det er kulturvildledning, globalisering og miljøproblemer samlet på ét sted.«

Bjerge af biler

Miljøproblemer er et af de væsentligste temaer i Chen Hangfengs værker. Han mener, at Kina betaler en kæmpe pris ved påvirkningerne af miljøet, »sikkert meget mere end landet tjener på julepynten,« griner han lakonisk.

»Men det er selvfølgelig et tveægget sværd, for det er jo godt for fattige folk, at de får et job. Men det er skidt for miljøet, og jeg mener, regeringen tænker meget kortsigtet i disse spørgsmål.«

Inde i et lille separat rum i atelieret hænger et andet værk, som tager fat på denne problematik. Det er en enorm lysekrone lavet af forskelligt affald som VHS-bånd, sodavandsdåser, en føntørrer, sko og legetøj.

»Lysekronen er et symbol på det luksuriøse liv, men den er lavet af affald, jeg har fundet i containeren bag den her bygning. Og så er affald også en enorm forretning i sig selv - alle de rigeste personer i Kina er fra genbrugsbranchen. De har fabrikker, som er et par kilometer lange, og derinde skiller de gamle biler ad med håndkraft. De har tusindvis af mennesker ansat i de enorme fabrikker, og de adskiller alle materialerne: bronze, jern, plastik og så smelter de det sammen og sælger det som råmateriale - og tjener masser af penge. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se et af de steder. Der skulle bogstaveligt talt være bjerge af biler der - bjerge af biler!« gentager Chen Hangfeng og fortæller, at han også henter inspirationen til opgøret mod forbrugsmentaliteten og branding fra, hvad han selv har gjort i sit liv.

»Da jeg var teenager og gik i high school, var der den her mode, hvor alle skulle have et par Nike-kondisko. Min fars løn dengang var 400 RMB om måneden, og et par Nike sko kostede 100 RMB, men jeg spurgte ham, om jeg måtte få et par - jeg kan næsten ikke tro det, men det gjorde jeg,« siger han og ryster stille på hovedet.

- Fik du skoene?

»Ja, jeg fik dem.«

Olympiaden

Et andet værk i Logomania-serien lavede Chen Hangfeng op til de olympiske lege sidste år. Det er et stort flag med det olympiske logo, men hvor de fem ringe består af brands som Ericsson, Ford, Toyota, Coca-Cola, Siemens og Canon.

»Det hele er jo blevet til én stor reklamekampagne. Det handler kun om penge og ikke længere om sport,« siger han og fortæller, at man i Kina dog skal træde varsomt med disse politiske emner. »Politisk kunst og miljøspørgsmål er altid kontroversielle, og udstillinger bliver nogle gange lukket,« siger han.

- Har du selv mærket til det?

»Ja, netop med OL-værket. Jeg ville have hejst flaget her i Shanghai, i Pudong (byens højtprofilerede finanscentrum, red.), men jeg fik at vide, at jeg ikke skulle gøre det.«

- Hvem sagde det?

»Nogle af mine venner. De havde selv prøvet at blive taget med på politistationen, så de rådede mig til at lade være. Jeg er jo ikke politiker eller politisk aktivist, men som kunstner prøver jeg at tage disse emner op i mine værker, og de er altid en del af min inspiration.«

- Op til de olympiske lege var der jo en del debat om, hvorvidt det ville være godt eller skidt for Kina, om styret ville stramme grebet, eller om det ville være positivt, at så mange udlændinge fik set landet?

»Ja, men det afhænger af, hvad de så. Hvis de kun så den nye, fine del af byen. Og hvis de kun så det græs, der var blevet malet grønt, og de malede bjerge…«

- Malede de bjergene?

»Det er, hvad jeg har hørt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer