Læsetid: 3 min.

Kærligheden sidder i knæene

For hvor er den ellers fløjet hen i Steen Koerners nye, retro-romantiske hiphop-version af 'Sylfiden' på Aarhus Teater?
Længsel er måske blot at vrænge ad det bestående - eller i hvert fald at breake i albuerne og kickstarte kærligheden i knæene. Her er det Benjamin Skop og Koerners elektrificerende b-boyz i 'Sylfiden' på Aarhus Teater.

Længsel er måske blot at vrænge ad det bestående - eller i hvert fald at breake i albuerne og kickstarte kærligheden i knæene. Her er det Benjamin Skop og Koerners elektrificerende b-boyz i 'Sylfiden' på Aarhus Teater.

Jan Jul

1. september 2009

»Den hip hop-relaterede dans er ikke en bog, der lukker, for der er aldrig sat det sidste punktum. Den udvikler sig hele tiden.«

Sådan skriver koreografen Steen Koerner om Sylfiden på Aarhus Teater, der er en genopsætning af hiphop-versionen af Bournonvilles balletklassiker.

Og jo, forestillingen virker en del revideret i forhold til versionen på Aveny T i 2006. Mærkeligt nok savnes intensiteten. Hovedrollen James bliver ellers igen danset af David Boyd, der om nogen både mestrer det følelsesladede og det komiske, altså samtidig med at han vandrer baglæns på bøjede arme og kroppen holdt vandret lige over gulvet.

Men selv Boyd kan ikke rigtig blæse ild i forestillingen, heller ikke selv om Pantomimeteatrets Michelle Larsen som den lækre Sylfide tripper helt tæt på ham i sine sorte tåspidssko med ballerinaknæk i fingrene.

Kun den japanske mirakelmager Koichiro Mori får tilskuerne til at fryse gåsehud, sådan som han kan tortere sine ankler indad, mens hans ben vandrer forlæns ned i gulvet, og hans nakke drejer hovedet halvvejs af halsen.

Det kniber både med latteren og med gyset i denne retro-romantik. Selv Jacob Madsen Kvols' mest karikerede gerninger som præsten skaber kun tavshed omkring sig, og Ene Øster Bendtsens energiske forlovelsesmanøvrer som James' kæreste Effy medfører også kun stilhed i parkettet.

I lørdags var det i hvert fald først ved fremkaldelserne, at det tilsyneladende gik op for tilskuerne, hvad dette her handlede om: At battle.

For her kom danserne pludselig til live som sig selv, og så gik det løs: Wilpower Urbina headspinnede som en vanvittig. Valentine Nagata-Ramos ægge-slentrede på hænder, som andre går på høje hæle, Robot-drengene skabte forsinkelser mellem sig med deres herlige tvillingekomik, og Lamine Diouf vrængede sylfidevilligheden frem i læber og fødder, mens Martin Jensen sørgede for, at vildskaben fik længere ben at gå på. Henført blev man ...

Hævn eller bål

Disse 12 Koerner-dansere tilhører verdenseliten inden for electric boogie og break og hiphop, og hvad de mange streetudtryk ellers må hedde. Men i Sylfiden er de også performere, der ryger ned i dramaturgiske faldlemme.

At der overhovedet skal optræde en (gammeldags) præst i forestillingen, når der slet ikke findes en præst hos Bournonville, kommer jeg nok aldrig til at forlige mig med. Men at præsten nu også skal aflives foran første række, endda af sylfiderne, det fatter jeg ikke.

Det samme gælder hekseafbrændingen, som går direkte imod Bournonvilles version, hvor heksen netop er den sejrende figur. Her røg Anne Vester Høyers smukke fjerkvinde med hæsestemmen og flirtefødderne bare på bålet.

Skuespilleren Andreas Jebro gav ellers fint kordegnens forulykkede figur sin egen romantiske søgen, så længe rosenkransen sad, hvor den skulle. Men hvad med Effys selvdestruktion? Tag ikke småbørnene med, siger jeg bare.

Dramatisk er der flere spørgsmål end svar. Kærligheden sidder åbenbart mest i battle-knæene, og liderligheden gemmer sig i håndleddene. Henrik Vibskovs unisex-kostumer kræver i hvert fald, at man både tænder på Kansas-overalls og skiundertøj i Steven Scotts stiliserede uhyggesskov med gennemsigtige farvespejle for sjælen. Ya Akim Hjejles musik virker igen fint sørgmodigt melodisk med sine nedadgående fem toner - og så to drævetoner opad - sammen med sin truende lydkulisse, der varsler individets påtvungne undergang.

Svømme og drukne

At Koerners sylfider ikke kan flyve, det er dog logisk nok. Til gengæld kan disse 'luftånder' gå på albuer og slå kolbøtter baglæns og svømmeglide hen ad gulvet, næsten som var de tørlagte havfruer. Og det er vel street-pointen i tolkningen af Bournonvilles dilemma fra 1836: At James bliver fascineret af alt det overnaturlige, som en almindelig 'jordisk' kvinde ikke er.

Men at Koerners James ikke kan få lov til at gå til grunde alene ude i skoven, sådan som en ærkeromantisk helt, men absolut skal hives gennem 'landsbyen' og dens moraleafstraffelse, det forstår jeg ikke. Hos Koerner & Clemens bliver længslen til et samfundsanliggende, der skal overvåges og udraderes. Var der nogen, der sagde politisk ballet?

Så er det i hvert fald, at kærligheden bliver lille og mat. Selv for en tilskuer med længsel efter robotkroppe - og efter dans uden punktum.

'Sylfiden'. Frit efter Bournonvilles ballet. Koreografi og instruktion: Steen Koerner. Tekst: Clemens. Musik: Yo Akim Hjejle. Kostumer: Henrik Vibskov. Scenografi: Steven Scott. RTRE på Aarhus Teater, Store Scene, til 26. sep. 2 timer. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu