Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Længslen efter en fortid, der aldrig har eksisteret

Der er både nostalgi og æstetik i Seths imponerende grafiske roman 'George Sprott 1894-1975'
Kultur
20. august 2009
Der er både nostalgi og æstetik i Seths imponerende grafiske roman 'George Sprott 1894-1975'

»Om nogle få år vil du opdage, at stedet er lukket,« lyder det et sted i den nyudkomne graphic novel George Sprott 1894-1975. »Og selv hvis du tænker godt efter, vil du ikke kunne sige præcis, hvornår det gik fra de levendes til de dødes tal.«

Beskrivelsen gælder en diner, hvis udvikling fra storhedstiden i 1950'erne og frem til nutidens forfald skildres over en side i form af en række små dokumentariske tegninger og kommentarer i klassisk tegneseriestil. På den modstående side er anbragt et fotografi af en minutiøst fremstillet model i pap af selv samme 'Melody Grill', som den kunne tage sig ud på hovedgaden i en hvilken som helst nordamerikansk small town.

Dermed udtrykker dette opslag alene, hvad hele bogen går ud på: en nostalgiker og æstetikers nærmest besatte forsøg på at genskabe en mulig fortid, fra før verden gik af lave.

Det er canadiske Seth, der står bag George Sprott 1894-1975, som udnytter hele paletten af grafiske udtryksmuligheder.

Som titlen antyder, er bogen udformet som en biografi - eller måske snarere en mockumentary - over eventyreren og journalisten George Sprott med fokus på de sidste timer i hans liv. Først og fremmest imponeres man ved mødet med værket. Sjældent har et stykke boghåndværk været så suverænt gennemført, hvor selv den mindste detalje - fra bindets størrelse i overformat til papirets farve - ikke bare er tænkt igennem, men er med til at fortælle historien.

Mindre forventer man til gengæld heller ikke af Seth, der siden sit gennembrud med Life is Good if You Don't Weaken i 1996 har stået som en af de mest spændende og særegne repræsentanter for de sidste tiårs nybrud inden for tegneseriemediet. Hans retrostil er slikket og lækker, som noget man kunne finde i et hipt amerikansk magasin fra 1950'erne, og den har selvfølgelig gjort ham til en yndet omslagstegner på The New Yorker.

Hver eneste streg afslører Seths fascination af det 20. århundredes populærkultur og hans næsten neurotiske forhold til det æstetisk lækre. Men det er som historiefortæller, at han virkelig træder i karakter som andet end blot konservativ nostalgiker.

Skarp romantiker

George Sprott 1894-1975 kan siges at være en pendant til netop Seths gennembrud, for i begge fortællinger søger han tilbage til en fiktiv fortid, som genskabes detaljeret og forelsket.

Men Seth er ikke en historisk fortæller, han er snarere en romantiker med skarp bevidsthed om, at den fortid han sætter så meget højere end sin egen nutid, aldrig har eksisteret og ikke besidder anden værdi end den, han selv har valgt at tillægge den. Han opnår tryghed ved at klynge sig til memorabilia fra en velkendt verden, som han udmærket er klar over, at han selv har skabt.

It's a Good Life if You Don't Weaken handler om jagten på en næsten glemt kunstner, der også bliver en rejse ind i fortælleren selv. Det samme gør sig for så vidt også gældende i den nye bog, men her er de selvbiografiske elementer forladt til fordel for en olympisk fortæller, der ud fra en noget mangelfuld viden forsøger at genskabe historien om George Sprott. Det sker i form af en række beretninger om Sprotts unge dage, hvor han deltager i ekspeditioner til de arktiske områder og grundlægger den status som eventyrer, som han lever mere eller mindre højt på resten af sit liv. Og det sker i form af en række interview med bekendte, som hver især giver temmelig forskelligartede bud på, hvilket menneske han egentlig var.

Hovedpersonen forbliver en gåde. Udadtil er Sprott charmerende og morsom, når han fortæller om sine eventyr i længst forsvundne verdener - også han er en nostalgiker, der dyrker mere eller mindre fiktive erindringer - men når det kommer til stykket, giver han ikke meget fra sig. Han har intet reelt forhold til kone, børn og kolleger, fordi han ikke formår at håndtere meget andet end historien om sig selv. Han er ikke klog på sig selv, og læseren bliver heller aldrig rigtigt klog på ham.

På den vis kan man mene, at bogen er mindre ambitiøs på indholdssiden, end den er på udtrykssiden, men det er en adskillelse, som Seth selv næppe ville acceptere. Og måske er det også netop en pointe, at æstetikeren aldrig rigtig formår at nå ind til tingenes kerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her