Læsetid: 8 min.

Langeland blues

Lige så ofte som jeg brokker jeg mig over Gucci-københavnere med fine fornemmelser, vender jeg øjne af Puch Maxi-typer og sladderkællinger i Brugsen på Langeland. Ambivalens er noget, alle ny-københavnere skal vænne sig til
Der er smukt og idyllisk på Langeland, men sommetider også klaustrofobisk, når folk holder øje med én, og der er gratis tæv, hvis man kigger forkert på nogen.

Der er smukt og idyllisk på Langeland, men sommetider også klaustrofobisk, når folk holder øje med én, og der er gratis tæv, hvis man kigger forkert på nogen.

Lars Skaaning

3. august 2009

Langeland lå for nylig øverst på listen over steder i Danmark med flest fattige børn. Øen indtager også topplaceringer i tvivlsomme statistikker over tvangsfjernelser og alkoholisme, og den ene store industrifabrik efter den anden lukker. Først den store bindegarnsfabrik og senere forsvandt den konstante duft af forårsruller, da Daloon lukkede fabrikken ved havnen. Knallertbander tæver tilfældige forbipasserende, folk tvinges til at flytte pga. pædofilirygter, og for at gøre slemt værre er broen, der forbinder den lange ø med resten af verden, ved at brase sammen.

Alligevel bliver folk boende - og jeg forstår dem sgu godt.

Langeland er bondsk. Langeland er langt ude. Langeland er den lort, som Fyn har lagt i Østersøen, og som ikke vil skylles ud. Alligevel siger jeg, at »jeg skal hjem til jul,« og »jeg skal hjem til Langeland«.

Hvorfor nu det? Man kalder vel ikke et sted, som man gør så meget grin med, for sit hjem? Eller hvad? Måske er alle de ting, som man synes er så langt ude ved sit hul af en hjemstavn, netop også de ting, der gør, at man bliver ved med at komme tilbage.

Det er over seks år siden, jeg flyttede. En cykeltur gennem 'hovedstaden' Rudkøbing vakte minder - og mistænksomme blikke. En dame kigger nysgerrigt, da jeg på vej ind mod midtbyen langsomt cykler forbi hendes hus på Nørrebrogade. Rudkøbings Nørrebrogade er væsentligt mindre eksotisk end gaden af samme navn i København. Et-etagers murstenshuse med sirligt velholdte forhaver udgør fronten ud mod vejen - og ud mod resten af verden.

Mit kamera dingler om halsen, mens jeg træder i pedalerne. Solen skinner fra en skyfri himmel, og et par af byens 4.600 indbyggere har bevæget sig udenfor. Dét at holde øje med hinanden er på Langeland en dyd. Det er hyggeligt, at alle kender alle, men som med alt andet er intet så godt, at man ikke kan få for meget af det.

Tag bare et eksempel fra den reklamespækkede lokalavis, Øboen. En mand og en kvinde havde for nylig indrykket en annonce under overskriften »Ja, vi er sammen«. Parret var trætte af rygter 'ude i byen' om deres romance og benyttede derfor øens primære medie til at melde klart ud. Sladder gav ligeledes 'Poul halvfærdig' sit uheldige tilnavn. I markedsføringshenseende ikke et optimalt navn til en cykelsmed. Han er da også lukket i dag. En SFO-medarbejder måtte ligeledes flytte efter pædofilianklager, selvom han blev fuldstændigt frifundet af myndighederne.

Overvågningssamfundet er en af øens mindre flatterende træk, der til gengæld opvejes af den smukke natur, der får hovedstadens parker til at ligne parkeringspladser.

'Smekker green'

»En smekker Green, brudt af den store danske Rosenhæk«. Sådan beskrev Adam Oehlenschläger Langeland i digtet Langelands-Reise. Han var så glad for øen, at H.C. Andersen i De to Baronesser nævner Oehlenschlägers passion for øen og citerer ham for at kalde øen »En Rosengreen, kastet i Vandet«.

Faktisk er der så smukt, at alle langelændere ikke i et øjeblik tvivler på, at det var under bøgen ved Stengade Strand, at Oehlenschläger fik inspiration til nationalsangen. Poeten kom jævnligt til øen for at besøge Rudkøbings to kendte bysbørn Hans Christian Ørsted og Anders Sandøe Ørsted. De to drenge, der senere skulle blive henholdsvis elektromagnetismens opdager og statsminister, voksede op i Apotekergården i Brogade. De forlod dog begge øen. Hvis man ville have en videregående uddannelse, måtte byens børn for 100 år siden, ligesom i dag, forlade den 'smekre green'.

Brødrene befinder sig i dag på henholdsvis Assistens- og Frederiksberg Ældre Kirkegård. Det eneste spor af familien på Langeland er to statuer samt det legendariske forsamlingshus Ørsteds Pavillionen på Havnegade, der engang var byens fineste adresse. I dag bruges 'ØP' til banko-arrangementerer og er med ujævne mellemrum diskotek. Folk fra provinsen ved, hvad jeg taler om - der findes et ØP i alle mindre byer. Billige øl og piger, samt gratis tæv, hvis man kigger forkert på nogen.

Langeland er en smekker green, når man går en tur ved Stengade Strand, men når man flygter fra sygeligt berusede slagsbrødre på sin cykel, er Langeland mest noget lort.

Unik tiltrækning

Jeg ynder at gøre grin med Langelands mærkværdige eksistenser og lettere bondske institutioner, men selvom disse ting har medvirket til, at jeg fandt det nærliggende at flytte, er de netop også grunden til, at jeg bliver ved med at komme tilbage. Øens lokalradio er endnu et godt eksempel.

Håndbremsen piber, da jeg bremser for at dreje til venstre ned af Ahlefeldtsgade, hvor Radio Langeland holder til. Stationen leverer musik og nyheder, men kun i weekenden. Den er vistnok stadig ret populær og leverede i 90'erne på 104,8 ret god og ganske varieret musik. Men dette var ikke det eneste, som Radio Langeland kunne.

I det yderst originale program 'Sænke Slagskibe' styrede den mandlige vært, på syngende langelandsk, radioversionen af det gamle brætspil. En langtrukken, men underholdende affære. To damer, ligeledes med kraftig dialekt, blev ved med at komme igennem til studiet. Programmet blev en kende ensformigt, efter de to havde ramt ved siden af i tyve minutter. Suppleret af lydeffekter og kommentarer fra værten som »Plask sau det« og »Da' ramt' du sku' ve' siden au ijen« var det lidt over en time lange program voldsomt underholdende. Selvom det måske ikke var intentionelt.

Det er umuligt sådan rigtigt at hade sådan noget. Det samme gælder for dialekten. Allerede i 1955 anså man det for nødvendigt at udgive bogen Langelandsk grammatik i hovedlinjer. Ingen tvivl om, at Langeland er en smuk ø - men skal man bibeholde det idyllisk smukke guldalder-indtryk af øen, skal man holde sig for ørerne. De mest ekstreme varianter af langelandsk er nærmest uforståeligt, selv for folk der bor på øen.

»Nu ska' du kraut-eme kom' her hunni/katti,« er en sætning man kan bruge, når husdyrene er løbet væk. »Fiski« er ikke noget, man ofte benævner fisk. Til gengæld et det det originale navn på en lystfiskerbutik i Bagenkop i øens sydlige ende, hvor det langelandske er ekstra uforståeligt. F.eks. benævnes ordet hue af uransagelige årsager 'løe'.

Ligesom man ikke skal skue langelænderne på dialekten, skal men heller ikke bedømme øens byer på deres navne. Tullebølle og Bøsseløkke er blandt de mere specielle, ligesom Bovballe heller ikke umiddelbart signalerer, hvor smukt der i virkeligheden er.

På den ene side er Bøsseløkke og 'Sænke Slagskibe' grunden til, at jeg valgte at flytte. På den anden også grunden til, at jeg godt forstår, at folk bliver. Det gjorde mange fra min årgang, men generelt endte vi meget forskellige steder.

Min generation

Nogle blev alkoholikere, andre akademikere. De fleste blev håndværkere, de færreste hovedstadsbeboere. En af dem, som det gik mindre heldigt, var Kenneth. Han var en ægte skolegårdsterrorist på den lille Skrøbelev Skole, hvor jeg gik indtil syvende klasse. At han med jævne mellemrum kom i skole med hagekors tegnet i panden, siger lidt om, hvilken type han var. Min bedste legekammerat dengang var så bange for ham, at han gjorde alt, hvad Kenneth sagde, han skulle gøre. »Sæt dig!,« kunne Kenneth sige og få den skrækslagne knægt til at sætte sig ned på jorden.

Jeg var også ved at skide i bukserne af skræk over ham. Vi lagde flere storstilede planer, der beskrev, hvordan vi skulle sætte ham på plads, men for mit vedkommende forhindrede alderens medfølgende ranglethed samt alt for små og knap nok nedfaldne nosser mig dog i at gøre noget ved det.

Uden at tænke over det, træder jeg hurtigere i pedalerne, da jeg pludseligt får øje på Kenneth stående foran Kisa-kiosken. Ud af øjenkrogen ser jeg ham stå og drikke bajere. Endda med den obligatoriske dranker-lædervest. Jeg kan ikke se en knallert, men er sikker på, at den står i nærheden. Måske burde jeg føle, at han havde godt af, at han var endt sådan. Har dog mere ondt af ham. Mens han forsvinder ud af syne, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke bare stak ham en knytter dengang.

Heldigvis var det kun de færreste, der valgte at gå ad Tuborg-vejen.

En af dem, der, ligesom Ørsted-brødrene og jeg selv, valgte at flytte over på den anden side af Storebælt, er min kammerat Toke. Jeg cykler forbi hans gamle hus, da jeg kører ned af vejen Bellevue, der ligger ud til vandet. Fra jeg var 14, til jeg var 18, opholdt jeg mig nærmest konstant i det store gule hus. Det var her, vi til langt ud på natten skrålede 'And now you do what they told ya!' til tonerne af Rage Against The Machine, og her vi byggede vores egen bar i kælderen. Baren, hvor vi med jævne mellemrum drak os teenage-fulde i Aldi-vodka, og med lige jævne mellemrum blev bedt om at skrue ned af Tokes ellers meget tolerante mor.

Jeg mødes stadig jævnligt med mine eksil-langelandske venner i København i dag. Af mærkværdige årsager slår vi alle sammen over, og taler klingende langelandsk, når vi er sammen. Lidt for sjov, men også fordi vi ikke kan lade være.

Man har et helt bestemt fællesskab med de folk, der kommer fra det samme sted som en selv. En ærkekøbenhavnsk ven påpegede for nylig over for mig, at det faktisk var lidt misundelsesværdigt, at vi tilflyttere havde et ekstra hjem og en hel ekstra vennegruppe.

»Det er bare ikke det samme som at komme fra Østerbro,« påpegede hun. Jeg kan kun give hende ret.

Identitetskrise

Jeg bliver rystet igennem, da jeg med høj fart kører hen over brostenene på byens nyrenoverede torv. Husene er i gule, røde og blå pastelfarver og minder mig om Nyhavn i København. Eller er det omvendt? Er det Nyhavn, der minder mig om Rudkøbing torv?

Svært at vurdere - ligesom min geografiske identitet.

Jeg vil hverken identificeres med Puch Maxi-bonderøve eller oversmarte københavner-typer, så hvad er jeg så? Multidansker måske? I mødet med alt for kække og overdrevent modebevidste ærkekøbenhavnere, er jeg 100 procent ikke fra København, mens jeg ved mødet med nazi-Kenneth primært er københavner. En ting er dog sikkert. I modsætning til mange københavnere forstår jeg, hvorfor folk trods triste tal og trælse typer bliver boende på Langeland.

Man skal over fire broer for at komme til Langeland fra København. Den sidste af dem er Langelandsbroen, der som sagt har været ved at brase sammen i et stykke tid. Hvis det en dag skulle ske, er jeg overbevist om, at Langelænderne ikke ville have noget imod det. I hvert fald ikke hvis de stod på Langelandssiden.

Af hensyn til skribentens førlighed er »Kenneth« er ikke den omtalte persons rigtige navn.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu