Liberalisme som afpolitisering

Visionen om den evige fred har været en levende utopi i humanismen og liberalismen siden den tyske filosof Immanuel Kant formulerede den i 1795. Men som Kant også gjorde opmærksom på, går demokratier gerne i krig for at virkeliggøre visionen.

Tilsidesættelse af krigens love med indførelse af såkaldt torture light og Guantanamo er sket i frihedens, demokratiets og de universelle humanistiske værdiers navn: Det er nødvendigt i en overgang at svække de grundlæggende værdier og slække på kravene til menneskerettigheder og retssikkerhed når den frie verden er konfronteret med en fjende, der direkte truer friheden, demokratiet og retssamfundet. Når friheden er konfronteret med en fjende, der er hinsides humanismen og derfor påhæftes betegnelsen 'fjende af menneskeheden'.

Loven bøjes

Sådan som vi hørte begrundelsen for det, der indtil for nylig stadig hed 'krigen mod terror', og som netop af mange af de vestlige ledere blev fremstillet som en krig mellem den frie verden mod fjender af menneskeheden, dvs. de islamistiske terrorister fra al-Qaeda og deres allierede i konfliktzonerne rundt om på kloden.

Gang på gang blev denne fjende fremstillet som nihilistisk, apokalyptisk og som uden nogen som helst politisk hensigt, og gang på gang blev vi belært om, at forsøg på forstå al-Qaeda-terrorismen i politiske sammenhænge var det samme som at gå terroristernes ærinde. Denne krig var nemlig ikke en politisk krig, men en overlevelseskamp på værdier og dette legitimerede, at såvel international ret som krigens love om end ikke sættes ud af kraft så dog bøjes til det ukendelige begrundet akkurat i forsvaret for international ret og krigens love.

Afpolitisering

Denne måde at argumentere for krig og magt på er lige præcis udtryk for det, den tyske retsfilosof Carl Schmitt betegnede som afpolitisering og som han igennem hele sit forfatterskab var stærkt kritisk overfor. Mest tydeligt og klart i bogen om det Det politiskes begreb, der kom i dansk oversættelse i 2002, men filosofisk mere grundlæggende i det lille skrift Politisk teologi, der første gang udkom i 1922 og nu sammen med essayet Romersk katolicisme og politisk form for første gang udgives på dansk på Informations Forlag.

Som jeg læser det lille skrift, er det først og fremmest et polemisk skrift, der nogle steder retorisk elegant og med stort vid, andre steder hidsigt og skingert dekonstruerer ethvert forsøg på at afpolitisere retten og juraen: For Schmitt er det ikke muligt at adskille værdi og politik - i Schmitts formulering: ret og politiske interesser - og de mange forsøg, der alligevel gøres, bl.a. i retsfilosofien, er ideologisk tågesnak.

Suveræn

I Schmitts diagnose af såvel samtiden som de historiske perioder er der en nødvendig indre sammenhæng mellem værdi, retsorden og magt eller for nu mere at tale med hans egne ord metafysik, jura og politisk magt. Dette indebærer, at der i enhver samfundsformations juridiske begreber kan aflæses en metafysik og at begge dele legitimerer den herskende orden. For Schmitt er denne orden indstiftet, efter middelalderen af staten, der imidlertid ikke er en abstrakt størrelse, men ledet af personer, hvilket stærkest kommer til udtryk i hans måske mest berømte slogan: »Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden,« der indleder stridsskriftet Politisk teologi.

Det er ikke i normaltilstanden, men i undtagelsen, at den politiske magt i form af afgørelsen over netop undtagelsestilstanden viser sig og træder i karakter. Mens dette er tydeligt i den autoritære stat, som Schmitt hylder, er forholdet tilsløret - afpolitiseret - i den liberale og demokratiske stat.

Vigtig introduktion

Derfor er Schmitt sammen med mange af sine samtidige og fortidige inspirationskilder, som f.eks. danske Søren Kierkegaard, en arg kritiker af liberalismen og demokratiet. Netop fordi begge i Schmitts perspektiv afpolitiserer magten og dens fjender. Som i krigen mod terror, hvor de universelle frihedsværdier relativeres og bøjes netop med henblik på at fastholde dem som universelle.

Det er dette blik for afpolitisering og de indre modsætninger, liberalismen og demokratiet rummer, der har ført til en ny interesse for Carl Schmitt, der ellers i en årrække bl.a. på grund af hans medlemskab af det nazistiske parti, har været gemt noget af vejen. I nyere tid er hans analyser taget op af nogle af samtidens fremmeste analytikere som Derrida, Habermas og italienske Giorgio Agamben. Men det er hans blik for de vestlige samfunds indre modsætninger, der inspirerer, og ikke hans egne løsningsforslag, der både virker antikverede og frastødende: Ligeså forfriskende og tankevækkende, det er at læse Schmitts kritikker, ligeså usammenhængende og tåget synes hans egen position at være - i hvert fald for mig.

Politisk teologi er et fint sted at starte, når der skal stiftes bekendtskab med Carl Schmitts univers og derfor er det fint, at skriftet nu ligger i en kompetent dansk oversættelse. Kompetent er også den introduktion, oversætteren Lars Christiansen har forsynet bogen med: Det er faktisk imponerende hvor klart Christiansen får redegjort både for skrifternes indhold, Schmitts position generelt og baggrunden for den nye Schmitt-interesse.

Carl Schmitt: Politisk teologi. Romersk katolicisme og politisk form. Forord og oversættelse fra tysk af Lars Christiansen. 120 sider, kr. 199. Informations Forlag