Læsetid: 5 min.

Mærk teatret, mærk dig selv - og mærk måske de andre

Sanseteater dominerer Metropolis-festivalen og indvier Københavns nye teater Republique
Smukke Barcelona-kvinder strikker københavnernes livstråde ind og ud af Republiques sansemættede puslespilsforestilling 'City Puzzle' - i et kort, oplyst øjeblik.

Smukke Barcelona-kvinder strikker københavnernes livstråde ind og ud af Republiques sansemættede puslespilsforestilling 'City Puzzle' - i et kort, oplyst øjeblik.

Martin Tulinius

19. august 2009

Publikum fik bind for øjnene, da teatret Republique åbnede i den gamle Kanonhal. Måske skal denne heftige tilskuerindgriben tages som et dobbelt varsel: Som et billede på, at Republique ikke kun giver publikum, hvad det publikum have, men at teatret præsenterer, hvad Republique har lyst til at vise. Men også som et billede på, at publikum hos Republique kan komme til at dyrke sansernes teater lige så meget som ordenes.

City Puzzle er del af festivalen Metropolis. Forestillingen er skabt af den 69-årige, columbianske teatermager Enrique Vargas. Hans Teatro de los Sentidos, Sansernes Teater, har tidligere overrasket københavnerpublikummet. Og for to år siden bød han på et uforglemmeligt bind-for-øjnene-måltid på Restaurant Svineriet under Århus Festuge. Ude i Republiques firkantede hal har Vargas skabt en uforudsigelig livstrådssti. Først træder man ind i et lillebitte rum med den svageste glødepære. Her toner så hele København frem på den fineste, sukkerglitrende arkitekturmodel - med havfrue og Opera og Rundetårn.

Men hov, byen brækkes i stykker, livet bliver til fragmenter, tilskuerne kastes hid og did - og halvanden time senere er man tavs, ør, halvsvimmel og træt. Og netop så forundret, at man ved, at man er blevet en lille smule forandret.

Hvisken i øret

Hvad der da er sket? Ikke alverden. Måske har man stadig følelsen af en varm hånd i sin eller en hviskende stemme i øret. Måske har man en stank af terpentin i næsen. Og højst sandsynligt har man fortsat en uro i kroppen efter en harmonikadans med trompetsolo. Måske ser man bare billedet for sig af kvinden med vægtstangen, der gik op ad linen og direkte ind i mørket og himlen ...

Men i Vargas' teater har nogen villet forære én noget. Og det kan altid mærkes. Nuvel, måske var dramaturgien ikke helt perfekt til premieren. Måske var noget for langt, for uroligt og for ukoordineret. Måske blev københavnsperspektivet væk i al gøglet. Måske blev livstrådene væk i hornorkestret. Men sådanne justeringer er uundgåelige i interaktivt teater, der hvert sekund tilpasser sig tilskuernes tempo og temperament. Billederne og virkemidlerne mindede om Odin Teatrets, men aldeles uden de billedklare paradokser, som Odin Teatret spiller på. Hos Vargas er det skumringstvivlen, der binder scenerne sammen - og tavsheden.

En tår vand

Egentlig udgør City Puzzle den perfekte match til Metropolis-festivalens anden gennemgående forestilling, nemlig TeaterKunsts Wall 2 Wall af Nina Larissa Bassett. Men hvis City Puzzle appellerer til sanserne og æstetikken, så appellerer Wall 2 Wall til tankerne og handlekraften. Denne forestilling er en udlevet samfunds- utopi. En prøverejse ind i et ukendt samfund, hvor pengene er blevet erstattet af vand - værsgo, drikkevand i halvlitersflasker - og hvor systemmagten principielt altid vil gå til flertallet.

Men hvordan bliver den slags organiseret leg til teater? Tjo, når man som tilskuer har vandret længe nok rundt i en lagerhal med sære indretninger, så begynder man at gå rundt og stille spørgsmål ind i fiktionen. Og så er forestillingen i gang ... Hvis altså tilskuerne er med på idéen. Ellers klasker det hele.

Selv var jeg heldig at få lov til at tale med manden, der havde sans for økonomi og samfundspsykologi i krøllet mix. Med bankmanden, der gerne ville forsvare noget-for-noget-systemet. Og med mediemanden, der bare gerne selv ville ses. De ville alle sammen tale med tilskuerne. Ikke bare pådutte os deres egne meninger, men faktisk lytte til vores idéer - og konkludere med skarpe iagttagelser. Her fik eksperimentet også en snert af farlighed. For hvad nu, hvis vi bare gjorde det? Altså forandrede samfundet til en model, vi syntes bedre om?

Kulørte lamper

Fornemmelsen af mini-1970'erne gjorde godt. Også selv om vi ikke vidste, at Brorsons Kirke ville blive stormet så skammeligt selvsamme nat - og selv om vores diskussioner om idéel samfundsretfærdighed åbenbart havde været lovlig studentikose. Men vi var vel undskyldt; vi var jo på 'en øde ø', bogstaveligt talt uden at vide hvor.

For Wall 2 Wall foregik ikke på en etableret scene. Den var anbragt i en hal et-eller-andet-sted. Vi blev kørt dertil med bind for øjnene. Og vi vil måske aldrig få at vide, hvor vi befandt os den aften. Kun at vi var til stede sammen med andre mennesker, der også blev tændte af drømmen om et bedre samfund. Det kan man da kalde en gave. Dramatikeren og instruktøren Nina Larissa Bassett udforsker stædigt krydspunktet mellem politisk manifest og kunstnerisk udtryk; hendes seneste forestilling var hotelsengsinteraktionen In the Nude på Skt. Petri Hotel i januar. I Wall 2 Wall var hendes internationale performere imidlertid så stærke retorikere, at de kunne strække opmærksomheden hele feltet rundt, fra social forpligtelse til kulørte lamper og selvfedme.

Blågårdsgade i lys

Samme fællesskab opstod faktisk i Blågårdsgade i weekenden, da den 36-årige, argentinske dramatiker Mariano Pensotti forvandlede gaden til en levende scene med monologer og dialoger i vinduer og foran husmure. Skærme viste tekster om personernes tanker eller fortid - i rammende dansk oversættelse, (men ikke også på engelsk, så mange stod og oversatte for deres internationale venner). Imens agerede nogle udvalgte, danske performere f.eks. 'det kyssende par' og 'den ventende kvinde'. Den smukke Maj-Britt Mathiesen lå i lagner helt oppe mod ruden, mens hun fantaserede om sine seneste erobringer. Og James Stephen Backs stenede hestehalemand drak en endeløs kaffe, mens beretningen om hans dødelige uheld i kærlighed sugede tilskuerne fast til gadens fliser. Her var en hundehistorie, som ikke vil glemmes.

Som dramatiker virker Pensotti meget eksistentielt fokuseret, men ikke alle tekster var lige skarpe - og for mange tekster udsprang af en latinamerikansk virkelighed, som ikke findes i København. Men fascinerende var installationen. Og det skabte tydeligvis spontan glæde at få gratis teater serveret i egen gade. Sådan lige for øjnene af os.

Storbyens dilemma

Øjnene er nødvendige i teatret. Men bind for øjnene skærper klart de andre sanser. Paradokset er imidlertid, at den blindede tilskuer også er en dybt egocentrisk tilskuer - aldeles fokuseret på egne behov og egne følelser. Netop derfor måtte både City Puzzle og Wall 2 Wall kæmpe imod, at fællesskabsfølelsen skulle smuldre. For hvordan kan man danse med en anden, hvis man er mere optaget af at 'mærke sig selv'?

Men det er vel også storbyens grunddilemma: At de fleste går rundt uden at se hinanden. Metropolis-festivalen er en chance for at se hinanden ind i øjnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu