Læsetid: 3 min.

Hvis man er mere til spørgsmål end svar

Mikkel Thykier smyger sig op af det nøgne teater i en bog fyldt med røg og stumme samtalepartnere
27. august 2009

I tråd med sine ambitioner om at vige udenom de litterære institutioners og de uopfindsomme forfatteres egen vanetænking omkring forfatterskabets form har Mikkel Thykier de seneste år spredt en række manuskripter af kritisk, fiktiv eller kritisk-fiktiv karakter mellem flere forlag på tværs af grænserne blandt andet for tilgængelighed. Man skal være usædvanligt vågen og interesseret og gøre en særlig indsats for at følge med i den række af bøger eller hæfter, der er kommet på førnævnte Anblik, men også på det hedengangne 28/6, som jeg selv har været med til at drive, på Forlaget Basilisk (sågar anonymt) og nu altså også på Gyldendal, hvor han tidligere er udkommet, dog ikke siden Daglig tale i 2002.

Fragmenterede samtaler

I en række samtaler eller fragmenter af samtaler, fordelt i fire afsnit i Godmorgen, Columbus, taler karaktererne Emil, Nico og Columbus om og udenom en række motiver, der overordnet set drejer sig om det at mødes og komme hinanden ved i forskellige sammenhænge både som individer og kollektivt.

Teksten er sat op som dramatik, men med endnu færre regibemærkninger end i den ellers også ret minimalistiske og kun halvt så lange forgænger, som den også mimer i omslag, sats og layout. En enkelt markant forskel er baggrundsfarven på omslaget, som er gået fra hvid til grå.

Det grå henviser til bogens mest centrale formulering, Emils overvejelse omkring, hvad der virkelig interesserer ham: »Hverken himmel eller helvede, livet eller døden, hverken livet eller verden, virkeligheden, men det, der er midtimellem, kombinationen af liv og verden til noget, der hverken er det ene eller det andet, en grå tilværelse.« Og det grå henviser også til røgen fra de cigaretter, der pulses støt og roligt på undervejs, og som ifølge den kvindelige Columbus repræsenterer »den mest minimale måde at være social på«.

Min primære anke imod Mikkel Thykiers forfatterskab eller skriftlige virke er hans tendens til ikke at følge og ikke at ville følge sine motiver og tankerækker til dørs. I Entré og især i den anonyme udgivelse Dagens ansigt fra Basilisk (som deler titel og tema med første afsnit i Godmorgen, Columbus) synes de filosofiske passager nærmest at kollapse i en slags højtravende lyrisk prosa, når de unødvendigt lange sætninger slår knuder på sig selv. Også den seneste bog provokerer med sin mangel på begyndelse og slutning.

Den positive udlægning, som jeg også tror på et vist stykke hen ad vejen, er, at Mikkel Thykier, i en nyere filosofisk bevægelse, vil nedbryde grænserne imellem kunst og teori, og at denne nye udgivelse netop er et mellemværk, der hverken skal begynde eller afslutte noget som helst.

Måske har Mikkel Thykier narret mig ud i en spekulativ læsning af en bog, som egentlig både er en markering af og et forsvar for hans egen placering i en særlig grå zone i det danske litterære landskab.

Intimitets-perversitet

Den skrabede dramatiske opsætning, sammenstillet med interessen for intimiteten og det intense, leder mine tanker hen på den polske teaterlegende Jerzy Grotowski, som i sin bog Towards a Poor Theatre fra 1968 skrev om mødet mellem skuespilleren og hans publikum, at det skulle foregå, »intimt, synligt, ikke skjult bag en kameramand, en kostumedesigner, en scenograf eller en make-up-artist«. Men på den anden side ligger der også en uoverkommelig afstand og uimødekommenhed i Mikkel Thykiers tekst. Det er dog sikkert akkurat sådan, det er tænkt, bevidst indsmigrende, men mindst lige så bevidst frastødende.

Mikkel Thykiers interesse for »mødet uden vejledning« glider ofte over i en slags intimitets-perversitet, og man har i den grad brug for en vejledning, som man med garanti aldrig vil få, når man går til hans skrift.

Til trods for forbeholdene er forfatterens vedholdenhed og åbenbare høje ambitioner så afgjort beundringsværdige. Godmorgen, Columbus er en bog for folk der er mere til spørgsmål end de er til svar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu