Læsetid: 3 min.

Mew smider skyklapperne og svælger i et farvel

Efter fire års fravær foretager Mew en nænsom forvandling fra melodiskmelankolsk kraftværk til et orkester af higende sjælesørgere - ledt an af en tynget romantiker. Bruddet med bassist Johan Wohlert har gjort ondt, men også godt
Efter fire års fravær foretager Mew en nænsom forvandling fra melodiskmelankolsk kraftværk til et orkester af higende sjælesørgere - ledt an af en tynget romantiker. Bruddet med bassist Johan Wohlert har gjort ondt, men også godt
15. august 2009

Små fire år er gået, siden kvartetten Mew udsendte opusset ... And the Glass-Handed Kites. Den sammenhængende, stort tænkte og energiske udladning skulle være værket, der kanoniserede Hellerup-drengene op i den internationale superliga, hvor danskerne for længst har placeret progrockorkestret. Trods uforbeholden respekt fra kolosser som R.E.M, Kings of Leon og Nine Inch Nails og massive anmelderroser - først og fremmest i Skandinavien, men også i USA, Japan og resten af Europa - skete det aldrig for alvor. I stedet måtte Mew snart efter bortamputere et ben, da basmusklen Johan Wohlert forlod karlekammeret i London for at bygge rede med sin kæreste og danne duoen The Storm.

Nu vender Mew så - langt om længe - tilbage som en trio, der virker mindre skråsikker i sit musikalske udtryk. Gruppens femte album, med titlen No More Stories Are Told Today, I'm Sorry They Washed Away, No More Stories, the World Is Grey, Let's Wash Away, er langt mindre kontant og kantet end forgængeren, langt mere afsøgende, luftig og glad. I hvert fald på arrangement-siden.

Søvn og søvnløshed

Måske skyldes forvandlingen, at en vigtig bestanddel af progrockorkestret ikke længere er, måske at Mew har bevæget sig ud af den selvvalgte isolation, som prægede gruppens ambitiøse ophold i England. Måske fordi det simpelthen faldt mest naturligt over på en periode med skyklapper på og én vej fremad.

Ligegyldigt hvad klæder de nye og om muligt endnu mere komplicerede sangstrukturer og finurlige indfald No More Stories ..., som pladen af pladsmæssige hensyn herfra skal omtales. Universet er stadig længselsfuldt drømmende. Sitrende og udflydende klangflader spiller op mod forsanger Jonas Bjerres melankolske udkrængninger, der lyder til at udspringe fra en døsende tilstand - et sted mellem søvn og søvnløshed. Men det præges af et langt mere legesygt udsyn. Væk synes den maniske desperation, som ofte drev kraftværket fremad i et ubønhørligt tempo og gjorde Frengers og, i særdeleshed, ... And the Glass-Handed Kites til medrivende, men også koldsprængte lytteoplevelser.

En utryg tosomhed

»As long as we're me and you, we should not lose terrain / Wild and young we got seasick on your seven soft sheets,« lyder det på åbningsnummeret 'New Terrain', hvor Jonas Bjerres morfende vokal kulres over en utryg tosomhed.

Det er en stærk og skrøbelig start på sagerne, inden Mew flækker direkte over i en af de mest markante skæringer på No More Stories... 'Introducing Palace Players' hedder herligheden, og den delvis pumpes, delvis punkteres af trommeslager Silas Graaes uforlignelige beatforståelse. Det abrupte er et nyt element på repertoiret, men der er intet nyt i trommeslagerens suverænitet. Han hakker bunden op i små sprængladninger, mens teksten præsenterer os for et ufrivilligt brud på førnævnte tosomhed:

»Why did you go? Lots of different reasons, so many you can't even count / You think it's right, jumping off the seesaw / Or do you just want it to be?«

På den flygtige 'Beach' vender Mew sig mod Frengers' (og dennes to forgængeres) stærke omkvæd. Det er hørbart, at producer Rich Costey er tilbage i producersædet. En snert 'Comforting Sounds' - Mews tilbagevendende finalenummer live - præger No More Stories ..., selv om stringensen altså føles forsvindende lille sammenlignet med tidligere.

En forslået grubler

På 'Cartoons and Macramé Wounds' mandsopdækkes frontfiguren af en sfærisk syngende kvindekvartet, inden stemmer, trommer og overtoner til sidst imploderer i en supernova og opløses ud i intetheden, og alt går i sig selv igen.

Legebarnet og progrock-orkestrets intense flirt med poppen titter atter frem på 'Hawaii'. På de breddegrader klinger guitaren som en kåd banjo, koklokkerne klonker, mens trommerne pulser behersket i baggrunden. Lyrikken er en helt anden sag:

»I can't go without you / No, I need to have you / Have you met someone / Have you touched bottom?« Spørgsmålene fortsætter med at hobe sig op i fortællerens tænksomme hoved, der dårligt kan finde hvile. Sådan slutter det også, med alle de forbandede tanker. Næstsidste nummer markerer Mews nænsomme forvandling fra melodiskmelankolsk kraftværk til higende sjælesørger med en tynget romantiker i front. En forslået grubler, der ikke kan give slip af sig selv, men får hjælp af den fortrøstningsfulde musik, der varsler bedre tider:

»Here we go, here we go / Here we go home, beside you / And like you, I'm lost in your doubt.«

Mew. 'No More Stories Are Told Today I'm Sorry They Washed Away, No More Stories The World Is Grey I'm Tired Let's Wash Away'. Evil Office/A:larm Music Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu