Når feber forveksles med lykke

Hvad driver kvinder i armene på mænd, og hvad driver dem væk derfra igen? Med sin nye Hvium-roman leverer Ida Jessen en suveræn skildring af kvinder, der lader tilfældige mænd bestemme deres skæbne
Kvinderne i Ida Jessens nye roman, 'Børnene', er parate til at sælge deres liv for et kort erotisk eventyr, som ikke kommer af lykke, men af »en feber, der kunne forveksles med lykke.«

Kvinderne i Ida Jessens nye roman, 'Børnene', er parate til at sælge deres liv for et kort erotisk eventyr, som ikke kommer af lykke, men af »en feber, der kunne forveksles med lykke.«

Mikkel Østergaard
25. august 2009

Mod slutningen af Ida Jessens nye roman, Børnene, reflekterer hovedpersonen Solvej over de kvinder, hun har set blive »bundet af deres ungdoms impulsive kærestevalg.«

Med den djærve klogekone-stemme, som med jævne mellemrum kommenterer begivenhedernes gang i fyndige visdomsord, hedder det således om kvinderne:

»De kunne sælge deres glæde, deres selvstændighed, deres tanker for en hvisken en nat, da de var nitten år. De kunne sælge deres liv.«

Det er spørgsmålet, om det ikke er dette, der er den genkommende og bærende historie i Jessens roman: Kvinder, der lader deres skæbne bestemme af en tilfældig mands flygtige antænding af deres erotiske glød.

Klogekonens fyndord om de unge kvinder falder i forbindelse med Solvejs veninde, bondekonen Ragna. Efter mange års ægteskabelig tristesse er hun gået fra den mand, hun stiftede hjem og familie med. En mand hun fandt sammen med i sin pure ungdom, fordi han så lækker ud i en islandsk sweater på et værtshus.

Men ordene gælder også Solvej selv, der 16 år tidligere, ved romanens begyndelse, mistede mand og datter, fordi en ældre læge lagde to fingre mod hendes sygeplejerske-kind i en nordsjællandsk februarskov og erklærede hende sin kærlighed.

Og ordene gælder præstens unge barnepige Manne, der pådrager sig en traumatisk skyld, fordi en gift mand en sommernat får hende til at føle sig, som om hun står i en regn af gnister, der kommer fra hende selv.

Alle disse kvinder er parate til at sælge deres liv for de »søde ilinger,« som ikke kommer af lykke, men af »en feber, der kunne forveksles med lykke.«

Romanen foregår i den fiktive limfjordsby Hvium, som vi kender fra Jessens tidligere bøger. Nogle af dens begivenheder og karakterer har vi mødt før (der forekommer endog lodret genbrug af tekst fra novellesamlingen En mand kommer til byen). Det giver denne særlige 3D-fornemmelse af virtuel parallelverden og af personer, der kunne være personer i det virkelige liv: Venner og bekendte, der glider ind og ud af fokus og hænger sammen på kryds og tværs.

Solvej rejser mod sin vilje efter sin eksmand til Hvium for at kunne være i nærheden af sin datter, som han har taget med sig. Det er en nulpunkt-situation; et liv der skal opbygges helt forfra igen:

»Hun var toogtredive år og endelig ødelagt af kærlighed.«

Søvngængersex

Jessen formår at skildre kvindernes glødende kroppe og sind i historier om erotisk passion, der fører ulykke med sig. Men lige så fyldige og præcise disse skildringer er, lige så magre og anonyme er portrætterne af de mænd, der har udløst al denne skæbnesvangre glød.

Gnisterne kommer i sandhed fra kvinderne selv. Solvejs elsker Tobias, der fremstår som et langt tyndt hyl med velplejet skæg, elegante sko og smukke hænder, og Mannes Albin er reduceret til »et aflangt ansigt, en lige næse, glat, mørkt hår, mørke, brede øjenbryn.« Solvejs mand, Morten, virker ikke som et portræt af en person, men snarere af et overjeg, der ikke mener, hun er mor på den rigtige måde, når hun håndterer sin datter med søvngængeragtig selvfølgelighed frem for med ambitiøs, moderlig opmærksomhed.

Solvejs lidt søvngængeragtige fremfærd i verden, som også kendetegner hendes vandring ind i elskerens favn og siden hendes migration til Hvium, skildres til gengæld med en præcis og følsom pensel, der giver denne litterære karakter sin helt egen personlighed.

Og netop personlighed er der ikke meget af i mændene. De bliver ikke skånet i klogekonens bramfri refleksioner:

»De unge mænd bliver sure, når de sætter sig. Den unge mand, hvis pik du engang greb om roden, får misbilligelse i blikket.«

Den mand, der har mest personlighed i romanen, er den brovtende, kraftfulde handy-altmulig-mand Søren Martinsen, som bestyrer den ejendom, hvor Solvej først finder husly, da hun kommer til Hvium. Han er grov, vulgær, ildelugtende - og lige hvad Solvej behøver for at kneppe sig gennem sin fortvivlelse:

»Tobias eller Søren eller en helt tredje, det betød ingenting, det var det velkendte i hende selv, hun ville frem til.«

»Han ville bare ind i hende, og sådan skjulte hun sig for ham.«

I en af romanens mest bevægende passager skildres den »blinde ømhed,« der vækkes i Solvej, da hun forestiller sig ham uden tøj på: »Alt på hans krop var muskler. Skuldrene rundede, og fra navlen førte en smuk, mørk streng ned til skridtet. Hun blev overvældet af blind ømhed, der ikke var knyttet til ham, men til alle mænd hun havde set og rørt ved.«

En ømhed, der siden får et ekko i Mannes ømhed for Albin:

»Hun tænkte på hans ansigt, der knaldede sammen om sig selv og derefter slappedes i befrielse, når han kom. Han hævede sig op i armene og krængede sig ud i et vildt kast, og ømheden skyllede gennem hende.«

Den dumpe puls

Det er i sine skildringer af erotikken som en begivenhed i kvindens krop og sind, at Jessen excellerer. Værre går det, når hun skal forsøge at skildre den gensidige kærlighed mellem mand og kvinde i skikkelse af børnene, Solvejs datter Christiane og Sørens søn Jon.

»Christiane og Jon. De elskede hinanden, gjorde Christiane og Jon,« står der, og det klinger måske lidt arkaisk og folkeviseagtigt, men først og fremmest lyder det som et besværgende postu-lat for at overbevise om en kærlighed, forfatteren ikke formår at gestalte på anden vis. Og som da også viser sig at være ubestandig, på samme både som alle romanens andre kærlighedsforhold .

Med denne roman leverer Jessen en suveræn skildring af det, der driver kvinderne. Både det, der driver dem i armene på mændene, og det, der driver dem ud derfra igen. Både den glødende feber, der kan føre til stor fortvivlelse, og den søvngængeragtige inerti, der kan bære gennem fortvivlelsen.

Altafgørende er det, at Jessen ikke fælder nogen dom over sine karakterer, hverken mændene, kedelige som ildelugtende, eller kvinderne, glødende som slukte. Klogekonens kommentarer er aldrig domme over menneskene, men usentimentale sammenfatninger af deres vilkår - de er nok moraler - men ikke moral. Godt nok raser Solvejs voksne datter Christiane over det, hun oplever som moderens »svigt,« men vi, der har oplevet begivenhederne i Solvejs kvindekrop, kan ikke fordømme hende - lige så lidt som vi kan fordømme Christiane. Jessen formår at gøre skriftens puls til den dumpe, nødvendige puls, der til tider kan flamme op i erotisk glød, til andre tider få os til at gøre det, som lader til at være romanens afsluttende klogekone-morale: Sætte det ene ben foran det andet.

Ida Jessen: Børnene. 319 sider, 299 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu