Læsetid: 4 min.

Når kedelig er okay

En rimelig god præsentation af finsk kunst i nyt museum på Møn
En rimelig god præsentation af finsk kunst i nyt museum på Møn
21. august 2009

Bedømmelse: 5/6

I Salla Tykkäs film Victoria følger vi en åkande fra Amazonas med en diameter på over tre meter, når dens blomst, der er lige så smuk, som den er enorm, springer ud om natten og skifter farve fra hvid til lilla. Åkanden er grøn på toppen og lyserød i bunden med en struktur som en senet krop med udvendige blodårer, filmen er lavet i 35 mm med lysfolk fra himlen, akkompagneret af Londons Filharmoniske orkester og iscenesat som en spillefilm. Det er kunst, når det er allermest alvorligt og inderligt, det er den ekstreme hyldest til skaberværket, der får selv medlemmer af Faderhuset til at virke som kulturkristne. Det er så smukt, at man tynges af skyld, fordi man føler at have fået et kig ind til en af Guds hemmeligheder.

Udstillingen hedder Fly me to the Møøn. Hvilket katastrofalt valg af titel til en præsentation af finsk kunst.

Men man kan leve med det. 44Møn er et tidligere traktormuseum, der er blevet til kunsthal, og med et niveau, der allerede et par måneder efter åbningen ligger på linje med landets store museer, skal man have lov at gakke lidt ud. Måske det blot er et udtryk for glæde over, at Møn kan, når de fleste andre fejler?

Overraskende

Lauri Astala har taget lydsporet fra den berømte scene fra La Dolce Vita, hvor Anita Ekberg går rundt med sin lille hvide kat på hovedet og ender i den smukke Trevi-fontæne. Det har hun lagt oven på sin egen film- optagelse af Roms gader og springvandet fra præcis de samme vinkler og på samme tidspunkt af døgnet som i filmen og derved på en elegant og præcis måde fortalt os noget ganske overraskende om den måde, vi oplever på gennem medier. Scenen fra La Dolce Vita må være en af verdens mest kendte filmscener. Fontænen ditto for springvand. Fuck, hvor er vi fedtet ind i Hollywood og skide guidebøgers rosenrøde illusioner om små hyggelige torvepladser, hvor rastløsheden endelig forsvinder, og ferien forløses i en rå ejakulation af kaffe og blid børnelatter, når vi egentlig meget hellere vil sidde hjemme i sofaen på internettet og købe tøj.

Astala har også sammen med Elina Brotherus lavet en film, hvor man følger en lille piges begyndende eksistentielle overvejelser, før de bliver til problemer, og hendes grænseløse kærlighed til de tre storebrødre, inden de bliver trætte af hinanden. Det er umanerligt stærke sager, der ligesom den øvrige finske kunstscene er kendetegnet ved at være meget umiddelbar. Kunstnerne bor i Helsinki, de er kedelige, de føler en masse, de går i sauna for at blive varme og i bad for at blive rene, og de er ikke bange for at lægge hele sjælen til frit skue i deres kunst. Det er ikke ligesom herhjemme, hvor man skal vrænge ad kunsthistorien, konstruere store oplevelser eller gemme 400 links til tilfældige naturvidenskabelige bannerførere i værket. Den usikkerhed, dansk kunst emmer af, har finsk kunst ikke. De er selvsikre. De åbner for hanerne og spreder benene. Og hvis nogen kalder det kedeligt, nikker de venligt, for der er ikke noget 'spændende' eller 'kedeligt' i finsk kunst. God finsk kunst er rent udtryk. Det er en lyd fra en afklaret sjæl, der tumler med de sidste detaljer inden afgang til drømmeland.

Aino Kannisto er der næsten med sine selvportrætterede følelser, hvor hun fotograferer sig selv forskellige steder, imens hun spiller en rolle og på den måde viser en række atmosfærer eller stemninger, om man vil. Og ja, det er lige så kedeligt, som det lyder. Men vi kan trøste os med, at kunstneren garanteret ikke har gjort det for vores skyld, men blot fordi hun følte det.

Terrorkunst

En kunstner, der falder lidt udenfor, (måske bor han i Finland) er den irakiske Adel Abidan, der laver terrorkunst. Et af hans bedste værker er en myreture ved siden af en moske opført i sukkerknalder, men værket på 44Møn er bestemt heller ikke værst for en tarvelig dansker, der foretrækker en hurtig guffer frem for det mere krævende knald. Abidan har bedt en række unge irakiske drenge, der gerne vil være barberer, om at øve sig på balloner. Og bang, bang, bang, der skal så lidt til, så eksploderer selvmordsbomben. Pyha, godt vi fik dem ud af kirken og i fængsel, nu mangler vi kun at få forbudt burkaen, så vi ikke har folk til at køre i bil, der ikke kan se til siden, så Danmark igen kan blive et trygt og sikkert sted som dengang i middelalderen, før krudtet blev opfundet.

Ja, Finland trækker.

44Møn, Fanefjordgade 44, Askeby til den 20. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu