Der har været megen ståhej om den svenske bog Hypnotisøren af pseudonymet Lars Kepler. Dels klingede salget af oversættelsesrettighederne rekordagtigt i kassen allerede inden udgivelsen, og dels har der været en lystig gætteleg om forfatterens sande identitet.
Hvis man tror, at et pseudonym fjerner opmærksomhed fra ophavsmand og overlader scenen alene til manuskriptet, så tager man fejl. Netop med Hypnotisøren nåede gætteriet hysteriske højder, og det var derfor en lidt fad landing, da det viste sig at være et fulderfarent forfatterægtepar, der midt i deres i øvrigt travle skribentvirke fik klemt et nyt spændingsprojekt ind i programmet. Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, hedder de, hvor især han er kendt for et særdeles omstridt portræt af nationalikonet Ingmar Bergman.
Nu har de så givet sig til kende og varslet yderligere syv bind i serien over de næste 15 år, og så skulle pensionen også være sikret.
Men tilbage til udgivelsen, som man nu kan læse og bedømme uden frygt for, at det måske i virkeligheden er Henning Mankell, Jan Guillou eller Jonas Bonnier, man kommer til at udtale sig om.
Drab og lemlæstelser
Bogens omdrejningspunkt er en pille-afhængig psykiater, der tidligere har bragt sig i vanry som hypnotisør og derfor er stoppet med sin metier. Nu kalder et grusomt massedrab ham på banen igen, og modvilligt lader han sig overtale til at trække oplysninger ud af det eneste overlevende vidne til forbrydelsen. Det bliver samtidig startskud til endnu flere drab og lemlæstelser, som strøs ud med rund hånd over bogens knap 600 sider.
To parallelle handlingstråde rulles ud og forløses hver for sig uden for alvor at mødes, og et temmelig kedsommeligt persongalleri lines op til at række spændingsstafetten videre imellem sig. Og det er det.
Hypnotisøren er nemlig intet andet end spænding. Medrivende, brutalt - og meningsløst. Her er ingen interessante diskussioner fra privatsfæren, intet politisk bid eller andre forsøg på at dreje aktuelle temaer i spændingsromanens prisme. Her er blot et enstrenget forsøg på at levere hårdtpumpet underholdning, som nok holder læseren fanget, men som omvendt også efterlader én med nogle billeder i hovedet, man måske ikke lige har bedt om og ærligt talt hellere ville have været foruden.
Tomme kalorier
Udover den vel snurrende spændingsmotor er det mest iøjefaldende ved romanen, hvor nøjsom den er på sine personers vegne. Mest interessant er hypnotisøren selv. Han sidder i et tyndslidt ægteskab, hvor en lidt uforståeligt forankret mistillid på tiende år driver ægtefællerne fra hinanden, mens de dog forener kræfter i jagten på deres søn, da han undervejs bliver kidnappet.
Og så er der også et par fuldfede psykopater, som man tiltror evnen til de skildrede modbydeligheder.
Her er hverken komplekse typer, som man kender det fra Sjöwall/Wahlöö eller farverige tegneserie-størrelser som Stig Larssons Lisbeth Salander.
Hos Lars Kepler rykkes figurerne adræt rundt som jævnt kedsommelige brikker, indtil det sidste onde hjerte er holdt op at slå, og de overlevende kan fejre freden med en familiemenu på McDonald's.
Det er elegant konstrueret, lydefrit udført og fængende på samme måde som en veludført finte i en sportsgren, man ikke rigtig interesserer sig for. Og lige så let tilgængelig og lidt nærende som en familiemenu på McDonald's.
'Hypnotisören' udkommer i dansk oversættelse på forlaget Gyldendal i starten af januar
