Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Med Papageno i grusgraven

Sangen smyger sig ud af højttalerne, og ildfluerne svirrer over Opera Hedelands muntre cirkustolkning af ’Tryllefløjten’. Men der går hvid cowboyhat i Mozart
Kultur
4. august 2009
Den 'stakkels' Pamina (Kari Postma) må bevæge sig omkring i hvid cowboyjakke i sin kærlighedssorg, så hun kunne svare til Taminos blå jeans og cowboyjakke, (tenoren Nikola Matistic) mere, end hans ivrige sang fortjente.

Den 'stakkels' Pamina (Kari Postma) må bevæge sig omkring i hvid cowboyjakke i sin kærlighedssorg, så hun kunne svare til Taminos blå jeans og cowboyjakke, (tenoren Nikola Matistic) mere, end hans ivrige sang fortjente.

Marie Rosenkrantz Gjedsted

Cirkus har indtaget scenekunsten. Stunts og risiko giver scenenærværet en ekstra dimension: Mine Damer og Herrer, Willkommen...

I Tryllefløjten på Opera Hedeland er scenen er forvandlet til en manege, og den magiske tryllefløjte flyver rundt som et illusionsnummer sammen med grusgravens ildfluer. Helten Tamino forklædes som den hvide klovn i sine bestræbelser på at lære moral og dyd, og fuglefængeren Papageno er blevet til traditionel klumpedumpeklovn - og de tre drengesangere er forklædt som aber med fysisk hoppetalent. Jovist, denne Tryllefløjten er effektivt cirkus. Til gengæld er forestillingen ikke nødvendigvis sammenhængende opera eller vellykket teater.

Den svenske instruktør Lars Rudolfsson har ikke formået at klistre 'cirkusnumrene' ordentligt sammen, så der opstår hele tiden pauser hos Mozart. Desuden bliver tilskuerne så vilde med de festlige cirkusdyr, at de kommer til at grine og klappe, når gæssene genstridigt vralter ud, også selv om det er midt i en arie.

Forstyrret af frynser

Hvorfor har en garvet instruktør som Rudolfsson ikke fået cirkus og opera til at følge samme timing?

Sangerne var unge og smækre og udtryksfulde performere, også oplevet fra tredjebageste række sammen med de 3.500 andre tilskuere til premieren i lørdags. Danske Agnete Munk Rasmussen, der nu er ved Semperoper i Dresden, sang Nattens Dronning-arien med både skønhed og raseri - omgivet af seks fuldblodsheste, lidt ulogisk, men også vildt syret.

Norske Kari Postma sang den fortvivlede Pamina med overskud og energi - og Ditte Højgaard Andersen, Andrea Pellegrini og Kristina Wahlin udgjorde et fint, nysgerrigt trekløver som de kvidrende kvinder, der redder helten fra et farligt, erotisk dyr... Og armeneren Arutjun Kotchinians autoritative basstemme brillerede også i rollen som Sarastro, og svenskeren Jonas Durán havde fin krybestemme som kalkmaleridjævlen Monostatos.

Men dramatisk blev rollerne aldrig forankret i forestillingen.

Iscenesættelsen holdt i det hele taget lidenskaben ud i strakt akrobat-arm. Desuden havde kostumedesigneren Kersti Vitali Rudolfsson valgt at overgå det traditionelle cirkusoutfit med et kitchet cowboylook. Den 'stakkels' Pamina måtte bevæge sig omkring i hvid cowboyjakke i sin kærlighedssorg, så hun kunne svare til Taminos blå jeans og cowboyjakke, der anonymiserede tenoren Nikola Matistic mere, end hans ivrige sang fortjente. Sprechtstallmeister Jakob Christian Zethner slap dog med et roligere cirkusoutfit, så hans ordreklare basstemme ikke blev helt så forstyrret af frynser.

Rørende opvaskerske

Teatermæssigt blev det mest bemærkelsesværdige øjeblik egentlig den lille scene, hvor Papageno møder Papagena.

Her havde Rudolfsson gjort den 'gamle' kvinde på til en ung, men forslidt opvaskerske i cirkus - sådan en småhaltende særling, der netop ville være et perfekt match for Bengt Krantz flaskeglade Papageno.

Norske Åshild Skiri Refsdal gjorde i hvert fald rørende indtryk med sin skæve komikeroptræden.

Det velspillende, men noget uegale Värmlands Sinfonietta sad fint i ly af et overdækket skur som en lysende myldrekasse af albuebevægelser med den tyske dirigent Henrik Schaefers livlige temposkuldre. Og lyden var imponerende og tæt på alle tilskuere rundt om i de støvede omgivelser; kun med den ulempe, at den i visse passager virkede overstyret.

Kikset politibil

Men en grusgrav er en grusgrav. Menneskets forulempelse af naturen i Hedeland er måske blevet en anelse formildet af den enorme græsarena, som ingeniør-omhyggeligt skråner ned mod grusgravens sø. Men charmerende er stedet ikke, snarere grotesk.

Opera Hedeland har præsenteret operaforestillinger siden 2001 - Lars Rudolfsson skabte ikke mindst en rost opsætning af Carmen i 2007.

Hans cirkusversion af Tryllefløjten kunne imidlertid lige så fint været skabt til et rigtigt cirkus med orkestertilbygning eller til Ulvedalene, til Kronborg, til Forum eller til Koncerthuset i DR-Byen, ud over altså at det nok kniber med at få bugseret kameler rundt inde i DR.

For ud over inddragelsen af en enkelt kikset politibil er der intet ved forestillingen, som anvender Hedelands rå og ganske Tryllefløjte- destruktive omgivelser. Det virker besynderligt, når man sidder og råfryser i gravmørket på heden. Også selv om ildfluerne svirrer.

AMC@INFORMATION.DK

'Tryllefløjten' (1791). Musik: Wolfgang Amadeus Mozart. Tekst: Emanuel Schikaneder. Oversættelse: Wenzel de Neergaard. Instruktion og scenografi: Lars Rudolfsson. Kostumer: Kersti Vitali Rudolfsson. Cirkusartister: Cirkus Arena. Opera Hedelands Kor. Kormester: Marin Nagashima Toft. Solister fra Malmø Operas Børnekor. Värmlands Sinfoniettaen. Dirigent: Henrik Schaefer. Spilles også tors 6. aug. kl. 21. 3 timer. Billetter kr. 160-485. Picnickurv kr. 205. Gratisbus fra og til Høje Taastrup Station. www.operahedeland.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her