Læsetid: 4 min.

En popmaskine matronede forbi med manér

Det skortede godt nok på kuldegysninger, indlevelse og rolige stunder, men til gengæld var der show, professionalisme og sukker til øjnene, da Madonna kværnede to timer af i Parken
Madonna er en nuancefattig popmaskine, og selv om hun sidst på ugen runder de 51 år, er hun stadig en velsmurt én af slagsen, siger Informations anmelder. Madonna gæstede tirsdag København, hvor hun spillede for omkring 46.000 i Parken.

Madonna er en nuancefattig popmaskine, og selv om hun sidst på ugen runder de 51 år, er hun stadig en velsmurt én af slagsen, siger Informations anmelder. Madonna gæstede tirsdag København, hvor hun spillede for omkring 46.000 i Parken.

Kristoffer Juel Poulsen

13. august 2009

De var ikke helt tilfredse, de to modne kvinder, da deres høje hæle forlod Madonnas Sticky & Sweet Tour i Parken og stavrede mod Trianglen.

»Hun fik kun publikum op at ringe, da hun hyldede Michael Jackson,« begyndte evalueringen.

»Det er rigtigt - hun skulle nok have kørt lidt mere på det med Michael Jackson,« bidrog veninden.

»Men det var da godt, vi fik hende set.«

Og ja, så var det heller ikke værre. Hvis man forventede at opleve Madonna som en karismatisk og empatisk moderfigur, der interagerede med sine 46.000 publikummer og fik alle til at føle sig hjemme i betonhelvedet på Østerbro, så kender man ikke nok til Madonnas koncertrygte. Hun er en nuancefattig popmaskine, og selv om hun sidst på ugen runder de 51 år, er hun stadig en velsmurt én af slagsen.

Der var således ikke gået mere end syv minutter af tirsdag aftens knap to timer lange koncert, før Madonna Louise Ciccone havde overgået sin halvt så gamle protege Britney Spears' præstation i Parken præcis en måned forinden.

Det skortede godt nok på kuldegysninger, indlevelse og rolige stunder, men til gengæld var der show, professionalisme og sukker til øjnene i et utrætteligt bombardement, der lå meget langt fra Spears' blodfattige indsats i de samme rammer.

Skærebrændende

Madonna åbnede med to af de på én gang hiphoppede og housede numre fra hendes seneste, forglemmelige album, 2008's Hard Candy, som vanen tro og pænt kalkuleret iscenesætter popdronningen med de mennesker, der har fingeren på den store kommercielle puls. Først flimrede Pharrel Williams over gigantscenens allestedsnærværende storskærme, der flankerede scenen fra stort set alle vinkler. Dernæst indtog en flimrende Kanye West det bevægelige bagtæppe, mens en åben sportsvognsklassiker spækket med spændstige dansere gled ind og rundede scenen.

Så krøb Madonna i cowgirl-outfittet, gav et par akkorder på en elguitar, der funkede gode gamle »Human Nature« op i en George P. Clinton-høvlende version. Ikke nogen tosset måde at revitalisere et efterhånden tyndslidt nummer fra hendes grænsesøgende periode i midt-90'erne. Fint gimmick, men uheldigvis var det ikke det sidste, man skulle se til hendes guitarer den aften. Det vender vi tilbage til.

Lidt mere tøj blev smidt, og så stod den på SM-æstetik i en hidsig udgave af »Vogue«, som også bød på de første lydudfald, når Madonnas mikrofon skulle kobles på backingindspilningerne igen. Her skal det dog nævnes, at kvinden for længst havde bevist, at hun kan synge nogenlunde sikkert live. Selvfølgelig skærebrænder hendes stemme hist og her, hvilket forstærkes af Parkens ukærlige akustik, men lyder som sig selv på plade, det gør hun faktisk. Hvis det da var noget at prale med.

Efterfølgende skulle hovedpersonen have sig sit første pust bag scenen, hvorfor videoen til James Bond-hittet »Die Another Day« fik lov at pumpe, mens to dansere fjollede rundt i en boksering forrest på den fremskudte scene. Ikke meget knockout over den forestilling.

Vi blev i periferien af boksetemaet, og i hvert fald kom Madonna snart efter sjippende på scenen i skoleuniform. Det skulle markere en længere sektion med nogle af de ørehængere, som skabte hendes gennembrud for 25 år siden. »Get Into the Groove« og »Holiday« blev det til, inden den føromtalte Michael Jackson-hyldest fik lov at gjalde ud over det synkront klappende menneskehav. En fin gestus, men også en øjeblikkelig reminder om, hvem af 1980'ernes to største popikoner der ejede det største sangskrivertalent.

Ak ja, så greb hun igen guitaren, og måske er det alligevel ikke alle kvinder, der kan multitaske? Hvinende falsk og ufokuseret lød det, og man tænkte, om Madonna ikke skulle lade være med at gå Avril Lavigne i bedene. Også selv om vi nu for alvor fik lov at se, hvad eb.dk allerede kunne advare om uger tilbage ... De arme er i sandhed meget muskuløse, senede og frygtindgydende, når Madonna forsøger at tæmme sin spade.

Formålsløs fornemmelse

Efter 45 minutter begyndte Madonnas stemme at lyde en kende kørt træt. Som om hun spændte i halsen for at få bund i de simple fraseringer, som »Music« fra 2000's album af samme navn leverede med en kaskade af den club kids-æstetik, der hærgede over det meste af den vestlige verden få år tilbage.

Det var tiltrængt med endnu en lille pause, og den tog Madonna sig fornuftigvis også, inden det blev tid til glansnummeret fra Hard Candy, nemlig »Devil Wouldn't Recognize You«, hvor produceren Timbaland fortsætter den episke beatballade-opskrift, som tidligere har forgyldt Bubba Sparxxx og Justin Timberlake.

Indpakket i en cylinderformet, gennemsigtig storskærm med effekter og gnister fygende omkring sig og to japanske electric boogie-magikere skabte hun pop, når den er stærkest. Et øjeblik af letafkodelig zen i en verden helt til snøvsen. Bedre blev det ikke.

Efter en kort fødselsdagssang til sønniken Rocco fik vi - en anelse bizart - »You Must Love Me« fra Evita-soundtracket, hvorefter den sidste af en række pauser skulle udfyldes med et mix af flere af aftenens udeladte interkontinentalplager.

Slutteligt blev det tid til et par af de floorfillers, som Madonnas mange år på toppen af poppen har budt på. »4 Minutes« blev eksekveret af det, nærmest, hyggeligt smilende fænomen, som derefter skar over i en eurodance-pumpet udgave af karrierens største hit, 1989's »Like A Prayer«. Eurodance var selvfølgelig en del af den tids lydtapet, men nummeret fortjener anderledes end plastiske trommehvirvler og et mash-up med Felix' »Don't You Want Me«. Arrangementet af den mesterligt mystiske »Frozen« led samme kranke skæbne og gjorde ingenlunde Madonnas velsagtens fineste kompositoriske bedrift ære eller gavn. Det fornemmedes formålsløst, og man kunne spørge sig selv, om popdronningens underholdningsmaskine er så velsmurt, at den også smører, hvad der ikke skal smøres.

Madonna, tirsdag aften, Parken i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu