Læsetid: 2 min.

Scorediva i Politigården

Se den portugisiske diva Ana Sendas og dø ... For Copenhagen Summer Dance brillierer med nordiske kompagnier og smukke dansere med stærk intensitet
Dansk Danseteaters nye superdanser Ana Sendas fik Edhem Jesenkovic til at vandre hele vejen rundt om scenen, inden han forsøgte at score hende med sin smækre dans. Publikum havde lyst til at gøre det samme.

Dansk Danseteaters nye superdanser Ana Sendas fik Edhem Jesenkovic til at vandre hele vejen rundt om scenen, inden han forsøgte at score hende med sin smækre dans. Publikum havde lyst til at gøre det samme.

Henrik Stenberg

12. august 2009

Regndansen i Politigården virkede! Da vejrguderne havde stirret ned på fire nye danseværker med smukke, veltrænede kroppe, kunne de ikke længere modstå fristelsen. Og så sjaskede det ned med skadestruende regndråber - og så måtte værten Tim Rushton aflyse de sidste to balletter.

Regnen skal dog ikke forhindre en anmeldelse af de fire gennemførte balletter. For repertoiret ved Copenhagen Summer Dance 2009 viste sig at være så spændstigt, at det også var en fryd bare at opleve en bid af det.

Skånes Dansteater indledte aftenen med 11 dansere for fuld udblæsning i værket Berlin fra 2008 af den israelske multiartist Hofesh Schecher. Sådan en masse scener med mange dansere i helt unisone bevægelser - og nogle få udbrydere. Rytmen dundrede, og de unisex bevægelser dunkede med på beatet i hælsikker catwalk. Særligt dansernes arme havde en udtryksfuld energi, som om de blev ført gennem vand.

Efter Marie Brolin-Tani forlod det internationale Malmø-kompagni, har Åsa Söderberg overtaget ledelsen, og tilsyneladende knokler danserne ufortrødent. Typisk nok lagde de sig alle sammen på ryggen i slutscenen. Men deres hoveder blev ved med at rykke fra side til side, med schweizerpræcision som var de ustandselige urværker. Lige indtil musikken gik i stå.

Fri luft

Herefter var det Marie Brolin-Tanis nuværende kompagni, der indtog scenen, nemlig Det Unge Dansekompagni, der består af nyuddannede og supertrimmede svenske og danske dansere. De dansede et fint gensyn med Brolin-Tanis eget værk Us, som havde premiere i oktober, og som siden har turneret rundt i begge lande. Brolin-Tanis dans handler om at vente, konstant omgivet af telefonlyde og af mellemøstlig trafik, der kommer nærmere. Men der er også plads til en smuk kærlighedshistorie, dybt-dybt nede i knæ - og til den anmassende forstyrrer, som Nassim Meki dansede med skøn ubluhed.

Siden sidste sommerballet har Den Finske Nationalballet skiftet balletmester fra danske Dinna Bjørn til danske Kenneth Greve. Han havde valgt at sende en trio afsted til Politigården med et uddrag af et 2009-værk af Kenneth Kvarnström. Den køligt-kønne Anna Sariola stod mellem macho'erne Johan Pakkanen og Jouka Valkama. Danserne havde en interessant, slasket bevægelsesslentren, som de af og til selv forstyrrede med lynskarpe bagoverbøj. Men den større mening med værket og dets lidt kinky mandesilkebluser var lidt svært at greje i uddrag.

Vandret cello

Så det var Tim Rushtons egen urpremiere, der tog kegler: Nemlig hans Jazz Impro til syret, improviseret musik af cellisten Jakob Kullberg, som her valgte at holde sin cello i skødet som en guitar - og så ellers flå løs i strengene.

Dansen var en gave til Rushtons garvede, bosniske danser Edhem Jesenkovic, men så sandelig også en varm velkomst til kompagniets nye temperamentsfulde diva Ana Sendas fra Portugal, der ligesom Jesenkovic også har danset hos Galili Dance i Holland. Med sine gnistrende øjne og flirtende skuldre brugte hun højst et par takter til at lægge publikum for sine fødder - og så gik det ellers derudad til stjernejazz, der skubbede både hende og den lækre bejler ud af balancerne i noget af den sjoveste og mest ubekymrede dansekomik, som Tim Rushton har koreograferet.

Der gik næsten tegneserie i bevægelserne, som da de begge lavede 'stik-lige-fingeren-i-jorden-først'-bevægelsen. Aldeles muntert. Men altså også lovlig charmerende for vejrguderne, der åbenbart også ville score damen. Splask og tillykke.

AMC@INFORMATION.DK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu