Læsetid: 4 min.

Den skæve hippie-detektiv

En noir detektivroman fra 1970'ernes Californien blandt surfere og pothoveder
5. august 2009

I næste weekend er det 40 år siden, Woodstock-festivalen blev afholdt på farmer Yasgurs grund i Bethel, New York. Den legendariske festival har efterhånden fået status som en slags kulmination på 60'ernes ungdomsoprør, hippiernes sidste store kærlighedsfest inden 70'ernes desillusion satte ind. Allerede ugen før Woodstock indtraf imidlertid et anderledes dystert forvarsel om blomsterbørnenes afblomstring, nemlig Manson-kultens brutale mord på den højgravide skuespiller Sharon Tate.

Manson-mordene spiller en vigtig rolle i den amerikanske forfatter Thomas Pynchons nyeste roman, Inherent Vice, der netop skildrer overgangen mellem de utopiske 60'ere og de dystopiske 70'ere. Pynchon plejer gerne at bruge omkring et årti på at skrive sine værker, men den nye roman følger kun tre år efter hans foregående roman, Against the Day. Hvor den 1.085 sider lange Against the Day var en sværvægter på linje med Gravity's Rainbow og Mason & Dixon, føjer Inherent Vice sig til den knap så ambitiøse del af forfatterskabet og kan sammen med The Crying of Lot 49 og Vineland siges at udgøre en løs californisk trilogi.

En mosaik af tvivl

Inherent Vice er noget for den genresprængende Pynchon (f. 1937) så usædvanligt som en noir detektivroman, om end ikke en helt normal en af slagsen. Hovedpersonen Doc Sportello er ikke en hårdkogt privatdetektiv a la Chandlers Philip Marlowe, men en mere blødkogt version - en evigt potrygende hippie, der ikke kan få sig til at kræve betaling for sine tjenester, og for hvem lsd-hallucinationer er lige så værdifulde spor som fingeraftryk og vidneforklaringer.

Handlingen udspiller sig i det sydlige Los Angeles i begyndelsen af 1970, i og omkring den fiktive bydel Gordita Beach, som først optrådte i Vineland: en lille lomme af modkultur, som primært er befolket af surfere på jagt efter den perfekte bølge og hippier på jagt efter den perfekte joint.

I overensstemmelse med krimigenrens konventioner skydes begivenhederne i gang af en smuk kvinde. Doc opsøges af sin ekskæreste Shasta, der beder om hans hjælp til at forhindre et komplot mod sin nuværende elsker Mickey Wolfmann, en stenrig ejendomsspekulant, der pludselig har set lyset og vil forære hele formuen væk, og hvis hustru derfor pønser på at få ham indlagt på et psykiatrisk hospital.

Det bliver starten på et rasende komplekst plot, der involverer et korrupt LAPD, lånehajer, nazibikere, pornografiske slips, Californiens daværende guvernør Ronald Reagan, og ikke mindst den flygtige størrelse Golden Fang, der måske er et smuglerskib, måske et asiatisk heroinkonsortium, eller måske bare en skattefidus for en gruppe tandlæger.

Doc kaster sig ufortrødent ud i den indviklede affære, hvor nye spor konstant leder til nye spor, og hvor man efter endt læsning ikke er helt sikker på, hvem der egentlig har gjort hvad mod hvem.

Kompleks plot

I modsætning til Pynchons tidligere romaner får plottet dog en traditionel forløsning, komplet med en dramatisk skudduel (tag ikke fejl af Doc: Under det langhårede, sandalklædte ydre gemmer sig en stålsat mesterskytte, og under trompetbuksernes svaj en revolver). Krimigåden løses, selv om det måske ikke står helt klart, hvad gåden egentlig er. Da Doc mod slutningen af romanen ser tilbage og prøver at danne sig et overblik, nægter brikkerne at falde på plads, og plottets bestanddele opløses i en »glitrende mosaik af tvivl«. Denne afgørende uafsluttethed kan synes typisk postmoderne, men den indskriver sig faktisk uproblematisk i krimigenren. Da Howard Hawks og William Faulkner arbejdede på manuskriptet til filmatiseringen af The Big Sleep (da. Sternwood-mysteriet, 1946) , spurgte de Raymond Chandler, hvem der egentlig havde myrdet chaufføren, og forfatteren måtte beskæmmet melde tilbage, at det havde han ingen anelse om.

Strand under brostenene

Selv om Inherent Vice i det store og hele forbliver tro mod krimigenrens skabelon, er fortællingen stadig umiskendeligt pynchonsk og udviser mange af de kendetegn, der har gjort Pynchon til en af vor tids mest kanoniserede og kontroversielle forfattere.

Romanen er som sædvanlig hos Pynchon en skønsom blanding af omhyggelig historisk research og skrøner fra mytologiens og populærkulturens overdrev. Vi får således både et indblik i internettets forløber ARPAnet og stifter bekendtskab med det mytiske rige Lemuria, Stillehavets Atlantis, der måske er på vej til overfladen igen. Og så får vi ikke mindst den særegne kombination af paranoia, syrede hallucinatoriske sekvenser, fjollede sange og blændende prosa, som ingen kan gøre Pynchon efter.

Den fiktive Gordita Beach minder ikke så lidt om Manhattan Beach, hvor Pynchon selv boede i de sene 60'ere og tidlige 70'ere, og denne pragtfulde syrede detektivroman er måske det nærmeste, vi nogensinde kommer en selvbiografi fra den pressesky Pynchon. Romanen, der klart er forfatterskabets mest tilgængelige og sikkert vil skaffe Pynchon mange nye læsere, er både en kærlighedserklæring til de psykedeliske 60'ere og en skarpsindig analyse af, hvordan de fik en ende.

Romanens motto er et kampråb fra studenteroprøret i Paris, maj 1968: »Under brostenene ligger stranden«. Sloganet er på én gang håbefuldt og forstemmende, og Inherent Vice rummer begge elementer i sig. På den ene side udtrykker romanen en klar længsel efter de gyldne år, hvor drømmene om frihed, kærlighed og den perfekte bølge stadig levede i bedste velgående. På den anden side tegner den et nedslående portræt af de mørke år, hvor utopierne blev demonteret, hvor modkulturen blev en modløs kultur, og hvor stranden blev stadig sværere at nå.

kultur@informationdk

Thomas Pynchon: Inherent Vice. Jonathan Cape. 369 sider. 18,99 pund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu