Læsetid: 1 min.

Skråleri fra bænken

11. august 2009

Der har længe været stor ståhej omkring det besynderlige københavnerkollektiv Bolværket, som opstod ud af noget nær ingenting i foråret 2008. En flok høkerbajer-entusiaster, som dyrker gademusikantstilen og fra begyndelsen af har fået massiv rygdækning af blandt andre indiegreven Pato.

Nu ligger der så en gavflabet plade parat - produceret af gode gamle Nick Foss - som lyder en hel del af Gasolin' og heraf selvfølgelig også Magtens Korridorer og pigtråds-Peter Belli, uden dog at eje ulvens, Johan Olsens eller Kim Larsens karisma eller stemmekarakteristika.

Det er sange fra bænkene med rytmeguitar, stumpe trommer, skrål og fællessang, der indbyder til endnu mere af slagsen. Live har det givet nogle gevaldige brag med et sjældent medlevende publikum, og live er også sådan, Bolværket først og fremmest skal opleves. Når ikke teksterne hylder livet på bænken og livet på klods, skælder de ud på ligusterfascisterne, Faderhuset, magthaverne osv. Det er ikke lige originalt alt sammen, men når Bolværket swinger, så swinger det sgu - også på plade. Tjek eksempelvis »Brænd Det Hele Af«, der nyder godt af en topskarp Jokeren.

Bolværket: De Grønne Bænke (Mermaid Records). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu