Da vi forleden skulle male nogle ydervægge, som var blegnet og blevet tørre (og altså helt i reklamefilms-stil skreg på træbeskyttelse, nu), opdagede vi, men for sent, at den sorte farve, vi brugte, faktisk var lidt ovre i det brune. Sort var altså ikke kun sort.
Men sort er så sandelig buldrende sort i Jakob Ejersbos efterladte prosaværker om det kæmpestore, mørke kontinent, som han lærte at kende i to perioder af sin barndom og opvækst (1974-77, 1981-83) og siden ofte besøgte som voksen journalist og forfatter. Tidligere i år udkom Eksil, den kulsorte nedtursroman om engelskfødte Samantha, og i dag foreligger seks korte og tre længere jeg-fortællinger holdt i samme dunkle kulør.
Til november, når trilogien rundes af med romanen Liberty, vil man få at se, hvorvidt Ejersbo fastholdt projektet: sammenbidt og samvittighedsfuldt at fremstille en verden, der for de fleste af hans læsere vil forekomme fjern og ret eksotisk, men som han ville bringe så tæt på dem som muligt, fysisk, psykisk, eksistentielt og politisk, gennem sin stakåndet hektiske faktakonkrete researchrealisme, i et sprog, der uden besvær mikser dansk med engelsk og swahili.
Stråler ud fra et cemtrum
På personniveauet har de ni nye historier nærmest karakter af radier, der stråler ud fra det centrum, forfatteren fastlagde gennem Eksil. Læseren møder nemlig en hel række af Samanthas skolekammerater fra den internationale skole i Moshi ved Kilimanjaro - blot i nye konstellationer og sociale situationer. I »Baby Naseen« er det inderpigerne, i sari og på høje hæle, der forhindrer dem i at baske igennem til bolden på tennisbanen. I »Uhuru Peak« er det grækeren Panos - ham der gav Stefano så læsterlige klø i Eksil - på vej op og ned ad den gamle vulkan. I »Værtinde« dukker danskeren Christian op som kæreste (og måske overlevelsesmulighed?) for Rachel fra en landsby ved kysten, midt i (eller måske for enden af?) hendes forfaldsproces, turen fra bondepige til luder.
I »Ramadan, ekspres« følger vi med en af de arabisktalende drenge fra skolen, og i de tre afsluttende tekster bliver det til gensyn med finnen Jarno i Helsinki, sorte Shakila, nu i Chicago, og tyskeren Mick, hvis motorcykel Samantha futtede rundt på inden sin fatale rejse ind i stoffernes verden. Faktisk er det kun i to noveller: »Slangens vej« om minearbejderen Moses og den episodisk løst komponerede »Punk Afrique« om pigen Sofie fra Grønland, at der ikke sker omfattende genbrug af sidepersoner fra Eksil.
Verdensbevidsthed
Man kunne måske frygte, at Ejersbos fremgangsmåde med at re-cycle sine figurer gav hans historier et præg af redundans. Men sådan opleves det ikke. Ganske vist snakker de alle samme eller næsten samme rappe, kropsnære sprog, men det tager hos hver af dem farve af deres miljø, og fordi bogen veksler mellem mandlige og kvindelige jeg'er såvel som mellem etnisk rene og hybride personer, opnås stor mangfoldighed på tværs af de fortalte rum. Verdens- bevidstheden virkeliggøres i både stilen og stoffet.
Som læser får man hele tiden lov til at komme om på den anden side af en eller anden af de mange grænser, der skiller mennesker fra hinanden. Skellet kan være sprogligt, kulturelt, kønsmæssigt eller klassemæssigt, men Ejersbo formår hver gang at vise os den mere eller mindre fremmede anden som en enkelt anden. Hemmeligheden - som nu for resten ikke er nogen hemmelighed, eftersom den lyser op fra hver eneste side - består i identifikation, i en indlevende undersøgelse. Man kan sige, at sortheden lyser, selv når forfatteren leder os ind til det inderste, nederste mørke som i mine- historien.
Hvis dette kan kaldes bogens etiske kendemærke, består dens tematiske sammenhæng dels i den gennemgående analyse af kærlighedens forskellige vilkår, dels i modstilling af afrikansk og europæisk mentalitet. For afrikanerne betyder kærligheden sex, hastigt opblusset rus og ellers bare en vare, der sælges i kampen for overlevelse. Europæerne derimod tillader sig noget så fint som at nære følelser for hinanden. Hvad mentaliteten angår, fremtræder de tilrejsende hvide som naive idealister, der har råd til at tro på det gode i mennesket, og afrikanerne som kyniske, rå realister, som ved, at hvad der tæller er penge og magt. For korruptionen gennemsyrer alt.
Ensomhed og afmagt
»Med en hvid mands logiske sans og arbejdsomhed kan du komme langt i Afrika. Det ligger ikke til sorte mennesker at planlægge, for i morgen bliver alligevel ikke som du tror; den kan lige så godt være en drøm. Det er ikke dovenskab. Hvide mennesker planter ting for at høste i fremtiden. Sorte mennesker ved, at Afrika kan spise alt hvad du sår, og efterlade dig nøgen til knoglen. Du er her for at vente på din død eller høste dine brødres blod.«
Sådan taler den hvide Panos, og bogen modsiger ikke hans analyse af forskellene.
Men når en af bogens sorte konstaterer, at man ikke får mange chancer i livet, og når en anden siger om sig selv, at hun svæver i det tomme rum, så er det beskrivelser, der omfatter alle bogens personer. Ligesom Ejersbo i Eksil skildrede en ung piges nedtur på en måde, der gjorde hendes fremmedhed og ensomhed til generelt eksistensvilkår, gør han i Revolution udsatheden og den altid lurende afmagt til noget, mennesker alle kan opleve.
Nogle, ja mange, må gå til grunde undervejs. Andre er måske så heldigt stillede, at de, efter at have malet deres sommerhus, kan nøjes med en lille, men effektiv skøn- litterær rystelse fremkaldt af en afdød, dybt verdens- bekymret forfatter.
Jakob Ejersbo: Revolution. Fortællinger. 303 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN978-87-02-06396-7. Udkommer i dag
