Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det usynlige styrer vores liv

Efter en filmpause på næsten 10 år er billedkunstneren og filmmageren Karin Westerlund tilbage på det store lærred med endnu et sanseberusende og dybt personligt værk. Denne gang er emnet intet mindre end det usynlige
Efter en filmpause på næsten 10 år er billedkunstneren og filmmageren Karin Westerlund tilbage på det store lærred med endnu et sanseberusende og dybt personligt værk. Denne gang er emnet intet mindre end det usynlige
Kultur
25. august 2009

Vi kommer tilbage til en by og kan ikke genfinde magien fra for ti år siden. Vi træder ind i et lokale og befinder os med det samme godt. Vi bryder ud i latter uden synlig grund. Vi længes og lider, fordi vi savner et eller andet, som vi ikke ved, hvad er. Vi må have hende. Eller ham. Vi ved ikke hvorfor. Vi kan ikke se det, men det styrer vores liv. Og ja, vi ved det jo godt fra Den Lille Prins: Det væsentlige er usynligt for øjet.

Det er den type følelser og fornemmelser, der er på spil i den svenskfødte og i København og Kairo bosatte billedkunstner og filmmager Karin Westerlunds nye halvanden time lange filmiske essay.

I det meget personlige værk ændres forestillinger om genrer og kulturer på måder, der kan minde os om, hvor konventionelle de fleste andre film i grunden er. Og det er ikke bare fiktion og virkelighed, der tørner sammen, og ikke bare det maskuline og det feminine, der brydes. Nej, det er de helt store temaer, der sættes i svingninger: Den materielle verden vs. den åndelige, den vestlige kulturkreds vs. den arabiske og asiatiske.

I en alder af 90 år satte Hollands store dokumentarist Joris Ivens i 1988 ud for at realisere en umulig drøm: At indfange vinden på film. Med Gud, lugt og hende følger Westerlund (f. 1955) i en vis forstand i hans fodspor. Og ligesom Ivens efter et langt liv i adskillige gode sagers tjeneste i sin svanesang selv valgte at træde ind foran kameraet, er Westerlund denne gang selv hovedpersonen i sin film, dog i skikkelse af et alter ego, fremstillet med bemærkelsesværdigt nærvær af den svenske skuespiller Gunilla Röör. Det er hende, vi ser på lærredet, men det er Westerlund, vi mærker.

Søgen efter indsigt

I nogle indledende sekvenser præsenteres filmens navnløse hovedkarakter - lad os kalde hende Kvinden - i den kontekst, hun kommer fra: Kvinde i en maskulint domineret kunstverden; i fjantet samvær med veninder; i samspil med nordeuropæiske mænd, der er bange for stærke kvinder; på flugt gennem et utilfredsstillende liv med stadig flere lig i lasten.

Men efter en scene, hvor en veninde serverer et overdådigt måltid for Kvinden, samtidig med at hun kvæler hende med tavshed og kulde, begynder hun at rette antennerne mod den åndelige verden. Mod andre kulturkredse. Og resten af filmen former sig som en fragmenteret road movie, hvor man følger Kvindens søgen efter et eller andet udefinerbart, som kan fylde hendes indre tomrum. På rejser gennem blandt andet Indien og Egypten møder hun det ene menneske efter det andet - nogle skue-spillere, andre autentiske personer - som har bud på tilværelsens åndelige dimension.

Hun kaster sig ud i sufimystisk trancedans, oplever ligbrændinger ved Ganges, tager lektioner i mavedans, konsulterer orakler og guruer, lytter til forskellige menneskers erfaringer med kærligheden og det spirituelle og hører om virkelige spøgelser (hos den irske digter Anne Le Marquand Hartigan). Og så går hun med filmens instruktør til fodboldkamp i Barcelona, hvor hun lærer noget om alle de usynlige mønstre og relationer, som holder verden i bevægelse. Alt sammen i en søgen efter indsigt og åndelig forløsning.

Undervejs optræder små næsten bergmanske fiktionsscener, nogle af dem knugende, andre befriende humoristiske. Det sidste gælder ikke mindst scenen, hvor Ghita Nørby i rollen som psykolog med undren og stigende væmmelse lytter til Kvindens beretning om, hvordan hun efter et bil-uheld i Italien - med hjernerystelse, lungebetændelse, hudafskrabninger og menstruation - dyrkede sex med sin elsker.

Dette lag i filmen er måske flashbacks, måske illustrationer af den verden, den livsstil, Kvinden søger at lægge bag sig. Det er sådan set ligegyldigt, for der er netop ikke tale om hverken selvbiografi eller en konkret historie, men om dokumentarisk research i kombination med refleksiv billedskaben.

Med sit altfavnende format synes Gud, lugt og hende at opsamle træk fra alle Westerlunds tidligere film, men især tager den tråden op fra The Last Stranger (1997), et lignende kalejdoskopisk essay om vores forhold til 'det fremmede'. Og så er den i øvrigt fyldt med gådefulde situationer, labyrintisk i sin form og sanselig i sit anslag, og med sine frapperende billeder tættere på Jytte Rex end nogensinde før.

Som en flod

Gud, lugt og hende handler om mange ting. Måske også for mange. Men i hjertet af filmen ligger en oprigtig undersøgelse af størrelser som erotik, spiritualitet, menneskelige relationer, skønhed og poesi. Alt det, vi længes efter eller frygter. Alt det, vi styres af. Alt det, vi ikke kan se. Dybest set handler det måske om modet og evnen til at give sig hen til det nærvær, som er større end de banale hverdagstrakasserier mellem mand og kvinde, og som vi i visse følsomme øjeblikke kan fornemme, men ikke sætte ord på.

Sådanne temaer kunne givetvis læses frem, hvis man gav sig i kast med at udlægge de enkelte scener. Men med sin tætvævede og associative struktur er Gud, lugt og hende et af den slags værker, der synes at være større end summen af de enkelte dele. Og måske er det mere givtigt at se filmen som en flod, hvor man kan vælge at drive af sted med strømmen og nyde udsigten undervejs, samle indtryk og indimellem lade sig ramme af den impuls, der giver særlig mening og måske endda ændrer selve livets kurs.

'Gud, lugt og hende'. Instr.: Karin Westerlund. 2009. 93 min. Vises i Grand, Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her