Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Wood Wood tæt på at fuldføre hvad Warhol begyndte

Fire Lego-ting - kunsten og populærkulturen rørt op endnu en omgang
Kultur
14. august 2009

Stedet vi køber tøjet er vigtigere, end tøjet vi tager på. Sådan har det været med medier og information længe, nu har tøjbutikken Wood Wood sendt McLuhans spådom fra 60'erne i en retning hvor filosoffen næppe selv havde troet den ville ende. Butikken er tøjet. Wood Wood har med deres særprægede bussemandsmode, der benytter de faglærtes kendingsdragter som symboler i den store lavstatuskasse, hvor de henter al inspiration, taget en hel generation af Ipod-elskende primært mænd ved hånden.

Wood Wood generationen er de uniforme kreative. Alle er noget ved musikken, grafikere, kunstnere, festarrangører, designere. Det er fashion. Alle er ens klædt. Den utøjlede vildskab i samme hængerøv. Kranier, farver og striber, købt i Wood Wood eller Vibskov. En meget selvbevidst, selviscenesat, ikke-ideologisk gruppe. Man kunne fristes til at sige overfladisk. Det vil dog ikke være dækkende, tværtimod har de med en kunstudstilling i butikken givet et sjældent indblik i, hvor galt det egentlig står til.

De fire kunstgenstande er alle bygget i Lego og placeret to og to i henholdsvis herre og dameafdelingen. Lad os begynde hos damerne: Det første vi ser er en Buddhafigur, der spiller på tromme i Lego. Vi har altså her med en klassisk hellig figur at gøre, altså noget fint, der er bygget i et materiale fremstillet til børn. Altså noget mindre fint. Og derudover er farvevalget i klodser gammeldags, altså prøver vi at signalere noget oprindeligt, noget cool, noget der ikke er hoppet med på tidens luner, men har bevaret begge ben på jorden. Kunstneren hedder So Me og er i virkeligheden designer, men har opnået optagelse i den helligste hal hos Wood Wood-generationen, han har nemlig fået lov at instruere en, i øvrigt elendig, video med Kanye West.

Ved siden af Buddhaen sidder en mand, igen i Lego, med åben mund og 'HuskMitNavn' skrevet hen af maven. Og bag den står en kasse med en tekst, der fortæller, at der er 915 millioner måder at sætte seks almindelige legoklodser sammen på. Og sandelig om man ikke kan tage en lille pose med seks klodser med hjem, med kærlig hilsen ... Lego.

Det, der er så pisseinteressant her, er at de så intensivt dyrker ideen om noget, der er dybt og poetisk og betyder noget. Men uden på nogen måde at relatere eller reflektere. Det Wood Wood-generationen har gjort oprør imod er fisefornemheden i kulturen, det selvhøjtidelige, og det har de gjort ved at rette sig mod dummekulturen og hente symboler og stil derfra, men det vidunderlige er, at da Greenberg i sit berømte manifesto fra 1939 frabad sig at kunstnere beskæftigede sig med populærkultur, var der en ganske klar begrundelse, nemlig at pop'en har rod i pengene. Den er falsk. Så Wood Wood-generationen har i en kamp for at være ægte, solgt deres sjæl til mønten og er blevet falske helt ind til pynten!

Warhol pustede nyt liv i Greenbergs ord med sin elegante kritik af forbrugersamfundet. Han puttede så at sige kunsten og populærkulturen op i en skål og rørte en omgang. Siden er der blevet rørt og rørt og måske er det Wood Wood, der får lov at føre skeen den sidste omgang, inden kunsten helt er opløst. Hø hø, sidder De måske og siger, kære Læser, nu stikker det vist af for den unge anmelder igen, men hør nu på mig: Hvis folk tror, det her er kunst, så dør den. Præcis ligesom den generte nuttede purunge pige døde, da pornoen fortalte hende, at analsex er normalt på første date. Hun er ikke mere, pist væk, voksen dame 13 år. Wood Wood har deponeret kritikken. Man får sågar sine indkøb i en pose fra Lego! De er iskolde, de har fået fremstillet deres symbiose mellem penge og design som en autentisk oplevelse, og nu har de også fået fedtet kunsten ind i det! De har solgt en løgn til en hel generation af wannabe-trommeslagere og dj's med smarte gummisko og boom boom i ørerne.

I gamle dage vidste man, hvornår noget er reklame, og hvornår det ikke er. Den tid er snart forbi. Når Wood Wood-generationen vokser op uden evnen til at se med kritiske øjne på det samfund, der omgiver dem, er mennesket reduceret til en tom pose i en mild børs-vind.

Brickism hos Wood Wood, Krystalgade 7, København til den 28.8.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viv Haufenreich

Men med hånden på hjertet, er det ikke bare mode/konsum industrien der forsøger den tomme betegnelse "kunst" som marketing, fordi ingen længere kan skelne mellem kunst og design?
Og at diverse designer spirer har held til det, fordi det sjæle-udsalg, som den gennemkommercialiserede kunst har befundet sig i mere e. mindre siden postmodernismen, efterhånden er forbundet af de fleste, inkl den mangler anmelderskare, med netop "kunst"?

Buddhaen er lavet af Will Sweeney og ikke So Me.

enevold de falsen

de fik vist heller ikke helt idéen selv lyder det ude i byen.......

Wood wood er og har altid været "Kejserens nye klæder" .

Deres kommercielle markedsføring har ramt den målgruppe, som var intensionen - og de smarte københavnske drenge med gennemsigtige raybanbriller, uden styrke, og spraglede kasketter har ædt det råt..