Afsløring: Pia Kjærsgaard har også PH-lamper

Står der noget, vi ikke vidste i forvejen? Sådan må man spørge ved læsningen af endnu en skildring af Pia Kjærsgaard.

Partilederen er dagligt udfoldet i medierne og har jævnligt optrådt i bogform, også i sine egne erindringer udgivet i 1998. Er der ny indsigt at hente i politisk redaktør Elisabet Svanes 224 siders Pia K. - Årene ved magten?

Jae, joe. Om partilederen får vi at vide:

»Hun er blevet overfaldet flere gange, og det har sat sig dybe spor. Også på det menneskelige plan har hun deltaget i mange kampe - det har også sat sig spor. Derfor er hun, bag magten, sky og forsigtig. Hun ser mennesker an - og åbner sig sjældent.«

Og videre: »Da de andre kvinder i hendes generation gik på barrikaderne, søgte seksuel frigørelse og tog på kvindelejr på Femø, kiggede hun efter dagens tilbud hos slagteren.«

Og om hendes succes med Dansk Folkeparti: »Kombinationen af stram, strammere, strammest udlændingepolitik og EU-modstand havde vist sig at være en populær folkelig cocktail. Da partiet også satte socialpolitik på menukortet og highlightede de ældre, var maddingen lagt ud til de socialdemokratiske vælgere. Og de bed på.«

Noget interessant nyt er der ikke at finde i bogens Kjærsgaard-beskrivelser. Ja, det skulle da være det, der har vakt opsigt ved forhåndssivninger: At der er PH-væglamper i hendes Gentofte-hjem. Og at hun har været glad for at læse Tove Ditlevsen og Dan Turell. Har man hørt så galt? At Kjærsgaard, der har gjort det til sin levevej at skælde ud på den kulturradikale elite, selv hygger sig ved Henningsens lys og Ditlevsens Vesterbro og Turells Vangede!

Frem for at forarges og tale om hykleri i Kjærsgaards erklærede politik kunne man glæde sig over, at den danske kulturarv rummer klenodier, som både Kjærsgaard og hendes modstandere er nænne om. Det er ikke forskellige universer, vi lever i.

I øvrigt er Kjærsgaards sans for Ditlevsen såre forståelig, for de to har noget til fælles: Trods deres begavelse, udtryksevne og vid afskar køn og opvækstmiljø dem begge fra en akademisk uddannelse, hvad de i deres senere karriereforløb har været særdeles bevidste om - og lejlighedsvis plaget af.

Tilfældigt er det næppe, at Tove Ditlevsens længstlevende ægtefælle, Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, på sine gamle dage gav sig til at troppe op på Kjærsgaards bopæl med røde roser, kysse hendes hånd og skrive kærlighedserklæringer til hende i sin avis:

»Du er så absolut 0den kønneste, ja, den skønneste af alle vore politikere. Det kan lyde som en betinget kærlighedserklæring, da det store flertal af danske politikere - uden at nævne navne - er grimme og dumme. Du er smuk og klog.«

Som Ditlevsen lod Kjærsgaard sig besnære af Andreasen, og Elisabet Svane kan afsløre, at Kjærsgaard deltog i hans begravelse i 2004.

Snøret af Kjærsgaard

Alle portrætbøgers problem er afstanden mellem portrættøren og den portrætterede. Er det fjernt eller fjendtligt, bliver billedet fortegnet. Men hvis det er for tæt på, ryger overblik og kritisk sans. Trods al Elisabet Svanes journalitiske dygtighed sidder læseren tilbage med indtryk af, at det er lykkedes Pia Kjærsgaard at snøre hende.

Det er tab af overblik, når bogen bruger ganske megen plads på at citere fra det stilehæfte med madopskrifter, som Pia Kjærsgaard fik i bryllupsgave af sin svigermor.

Og den kritiske sans er vups væk, når Svane skamroser Kjærsgaards samspil med partifællerne Thulesen Dahl og Skaarup: »Forholdet mellem de tre politikere var som et godt ægteskab - der var bare tre i forholdet.«

Bogen bekræfter, at den fælles lidenskab for Dansk Folkeparti og Venstre er at ærgre og ydmyge Det Konservative Folkeparti. Elisabet Svane er betænkeligt tæt på at identificere sig med Pia Kjærsgaards skadefryd over de konservative lidelser.

Der er nærliggende vinkler, som bogen ikke anlægger. For eksempel: Det er åbenbart, at Pia Kjærsgaard har det vældig godt med at samarbejde med mænd. Hendes tætte rådgiverkreds er ægtefællen, Henrik Thorup, og de to andre, som hun ifølge Svane har politisk ægteskab med - Thulesen Dahl og Skaarup - samt og ikke mindst hendes tidligere spindoktor og nu udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen. Men hvor er kvinderne henne?

Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen, som Pia Kjærsgaard oprindeligt stod nær, endte hun med at føre årelang og total krig imod. Og Louise Frevert, som forventede sig meget af samarbejdet med Pia Kjærsgaard, gik det også helt galt med.

Det fører videre til næste, nærliggende spørgsmål: Hvorfor rager Pia Kjærsgaard og hendes mand uklar med så mange mennesker, som de først har et nært forhold til? I sin egen 1998-erindringsbog udtrykte Kjærsgaard, hvor ofte hun har følt sig svigtet af tidligere allierede. I Elisabet Svanes bog er en række nye brud kommet til.

De meget nære venner Aase Steffensen og Carsten Aagaard, som både hjælper til i partiet og aflægger besøg på Kjærsgaards græske sommerø, ender med at blive ekskluderet - bogstaveligt talt. Steffensen & Aagaard kommer under observation allerede, da de udtaler sig åbenhjertigt til en interview-bog om Kjærsgaard. Ægtefælle Thorup kører ud til dem med et eksemplar af bogen, hvor der er indstukket gule sedler ved de fordømmelsesværdige afsnit.

De pinagtigste sider af Svanes bog er dem, hvor hun gengiver Kjærsgaards småligheder om venskabets videre deroute: Steffensen vil efterhånden ikke gå med til, at restaurationsregninger deles op i par, men kun i faktisk konsum, og han inviterer kun til kulturbegivenheder, hvor han i kraft af partitildelte bestyrelsesposter kan komme gratis ind.

Efter de gamle venner endeligt er smidt ud af partiet, går ægtefælle Thorup ifølge Svane og grubler i pinefuld stilhed. Bogen skildring fortsætter:

»En dag, hvor de sad og så tv, vendte han sig om mod hende og sagde: 'Nu ved jeg præcis, hvordan du har haft det alle de gange, du er blevet svigtet.'«

Hvad er det ved Dansk Folkepartis medlemskreds, der gør, at ægteparret Kjærsgaard & Thorup så ofte kan føle sig svigtet? Det burde der skrives en bog om.