Læsetid: 6 min.

Akrobatik i jazzens cirkus

Nye danske cd'er spænder fra burlesk cabaret over Afrika og den store amerikanske sangbog til poetisk avantgarde
24. september 2009

Det indledende nummer på gruppen Cordelias nye cd hedder »Circus Is Back In Town«, og det er meget passende, for den rundtur i de musikalske genrer, gruppen derefter foretager, er intet mindre end akrobatisk.

Musical, cabaret, art music, jazz, rock, blues - det er der altsammen og lidt til på Pink Pony, som må betegnes som et af efterårets mest ambitiøse indslag på den danske jazz-cd-himmel - eller i hvert fald i dens udkant. Og ambitionen bærer frugt. Med Stinne Henriksens stemme og store dramatiske talent som guide ledes vi rundt i et univers af forskelligheder, som musikerne med guitarsiten m.m. Kasper Bai i spidsen alle synes at beherske. Her er ingen genremæssig, endsige instrumental krumtap. En strygekvartet indgår på linie med de øvrige medvirkende, der for en dels vedkommende mestrer en halv snes forskellige instrumenter og udtryksmåder, og når vi er færdige med de ti titler, ved vi ikke, hvad det er, der har forført os.

Det er ikke målet af jazz, der trods alt står forrest i markedsføringen af gruppen, for dertil er de indlagte soli for sporadiske. Det er heller ikke det element af klassisk, strygekvartetten tilfører, for det er for modernistisk og for integreret i helheden til at være klassisk, og det er heller ikke det overordnede eklektiske i hele projektet, for det berøver dybest set Pink Pony den originalitet, vi jo også tragter efter.

Forførelsen ligger nok mest i Henriksen (fire af hende) & Bais (seks af ham) ti sange, som ganske vist også, hver for sig, kan betegnes som pasticher, men hvis rundtur mellem dansk og engelsk og mellem det burleske og det usmykket inderlige alligvel bevæger - som en slags filmmusik til vores egne indre stumfilm. Og dertil kan denne anmeler ikke undlade at lade sig bevæge over så megen og så bred musikalsk viden og talent samlet på én gang.

Autencitet

Det er lettere at forholde sig til guitariten Niclas Knudsen. Selv om han måske næppe, hverken bogstaveligt eller inspirationsmæssigt, har lagt Ibrahim Electric-trioen bag sig, så præsenterer han her i eftesommeren to cd-nyheder, der viser ham i nye omgivelser.

På den første, Jungle Breed, er det faktisk, som om Ibrahim Electric slet ikke vil slippe ham, selv om han har udskiftet organisten Jeppe Tuxen med tubaisten og althornisten Jakob Munck og trommeslageren Stefan Pasborg med Mads Andersen. Inspirationen på Jungle Breed er helt uden omsvøb afrikansk, og det afrikanske kunne man nu også godt høre i Ibrahim Electric. Her er det imidlertid helt konceptuelt og en direkte følge af, at Knudsen selv har boet og rejst i kontinentet syd for os.

Jeg skal spare læserne for, hvilken sagkunskab man skal søge for at være sikker på, at dét, Jakob Munck benytter sig af foruden tubaen, er et althorn, men med disse to intrumenters tilstedeværelse og med den udbredte brug af reggae i rytmen minder musikken på Jungle Breed os hele tiden også om den afrikanske musiks rejse over Atlanten. Ikke desto mindre gør Knudsens intime kendskab til musikkens rødder, at den - udover en ordentlig portion veloplagthed - også leveres med megen autencitet, også i det rytmiske. Man befinder sig uomtvisteligt ved den rigtige søbred i »Lake Nakuru«, og det kan ikke være andet end Nigerfloden, der dovent løber gennem Mali, når vi hører »Koulikoro Dance«.

Og nu vi er ved titlerne: Man kunne tro, at vi med titlen på den anden nye Knudsen-cd, Coco Bongo, fortsat er i Afrika. Det er vi ikke. Vi er taget med musikken over Atlanten og befinder i Nordamerika i selskab med Charles Mingus, Thelonious Monk og Duke Ellington, som Knudsen ikke havde behøvet at nævne selv i pressematerialet, for vi kan være sikre på, at det er tre af de jazzskikkelser, der står ham næmest - den fanden i vold'ske Mingus, den 'skæve' Monk, den sofistikerede æstet Ellington.

Den gode melodi

Vi er i hjertet af det klassiskmoderne jazzland, og dér lukkes man ikke ind, før man har foretaget sin egen omskrivning af standardmelodien over dem alle, Jerome Kerns »All the Things You Are«, som i Knudsens version hedder »You Are All I Want«. I øvrigt indlemmes Bob Dylan også i jazzland via en anden pastiche, der blot bærer hans navn.

Ben Besiakow tilføjer med sit ligefremme klaverspil autentisk 'jazzlyd' til projektet, som har Knudsen som komponist til alle titler. Anders Christensen på bas og Kresten Osgood ved trommerne leverer grooves så nærværende, at man tror, Butch Warren og Billy Higgins er genopstået, og Knudsen selv præsterer de klanglige åbenbaringer, vi har vænnet os til, og føjer med begge cd'er en facet af varme til sit spil, som jeg har haft svært ved at finde på foregående projekter.

Helt forankret i moderne jazzklassik er også basunisten Steen Hansen og basisten Mads Vindings duoprojekt, som indlysende nok hedder Bass & Bones. Når man indleder en cd med en kort version af Alex North's kærlighedstema fra Kubricks Spartacus-film og blot lader Vinding antyde, hvad hamonierne rummer, ved man, at her har musikerne valgt kun at følge én vej - den, der leder til den gode melodi, slet og ret.

Spartacus-temaet er så godt, at det kan der ikke gøres ret meget mere ved, men det kan der heldigvis ved de andre temaer, de fleste fra den store amerikanske sangbog. Begge musikere øser af deres eget store melodiske overskud i deres indsatser, som cementerer Vindings ry og påny minder os om, at dansk jazz i Steen Hansen har en basunist, hvis lige - når det alene gælder evnen til at skabe originale melodiske forløb - ikke er hørt siden den nu semipensionerede Torolf Mølgaards velmagtsdage i 60'erne. Hansen spiller med både træk og ventiler, og jeg kan med mellemrum komme i tvivl om, hvornår han anvender hvad. Det bør være en kompliment til instrumentalisten Hansen.

Dybt betagende

Forankring i et hjørne af jazzen - i dette tilfælde 60'ernes freejazz - forventer man også af trioen af den hollandske trommeslager Han Bennink, den danske pianist Simon Toldam og den belgiske klarinettist Jochim Badenhorst. Den forankring er imidlertid ikke så solid, at det gør noget. Hvad de tre musikere præsterer på den nye udgivese, Parken, har godt nok sin rod i den frie improvisationsmusik, der jo nærmest har Bennink som en af sine omvandrende legender, men ikke desto mindre står vi her over for musik, som tillige er præget af en større respekt for de vedtagne metre og af strukturer og forløb, som følger forudgående aftaler.

Alene tilstedeværelsen af tre Ellington-temaer, det ene dog af Billy Strayhorn, gør, at musikene ikke kan næme sig musikken uden at de ved, hvad de vil med temaerne, og den holdning smitter også af på behandlingen af originalmaterialet.

Parken er intet mindre end dybt poetisk avantgardemusik. Selv Benninks mest ekspressive indfald er fulde af sød musik. Badenhorst spiller med køligt overblik, og en oplevelse er det at følge Toldams nervøst flintrende, men alligevel kontrollerede højrehåndsfigurer henover de tæpper, Bennink med lige dele intuition og bevidsthed lægger ud. Cd'en har sit navn efter sin sidste titel, den svenske guitarist Staffan Siebens komposition med tekst af Qarin Wikström, som hun selv synger. Den er som resten af musikken dybt betagende.

Cordelia: 'Pink Pony' (Your Favorite Records)
Niclas Knudsen: 'Jungle Breed' (Gateway)
Niclas Knudsen Quartet: 'Coco Bongo' (Gateway)
Steen Hansen/Mads Vinding: 'Bass & Bones' (Bro Records)
Han Bennink/Simon Toldam/Joachim Badenhorst: 'Parken' (ILK)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu