Læsetid: 2 min.

Alvin Aileys åbenbaringsglimt

De sorte dansere kan stadig danse med varme og humor og sorg, så dansen forplanter sig til publikum og forvandler sig til taknemmelighed
19. september 2009

En stor rød kjole svinger heftigt på plakaten for Alvin Ailey Amerian Dance Theater. Og jo, der er fortsat sus i skørterne hos de sorte dansere i det kompagni, som Alvin Ailey skabte for 50 år siden.

Også i år er Tivolis Koncertsal hver aften vært i en hel uge, hvor rytmerne fra Aileys egen gospel-klassiker Revelations smitter med deres ukuelige livsmod, men også med deres tvivl og sørgmodighed. Ved gæstespillet i år er det især dansernes evne til at ramme tilskuerne med stærke følelser, der er det altafgørende. Disse dansere har en særlig kontakt til tilskuerne: De danser ikke bare koreografien. Nej, de serverer en fod eller en hofte eller et hovedkast, mens de ser ud mod publikum som for at sige: Tag den!

Oprakte hænder

Publikum griber det meste. I den nye ballet Festa Barocca af italieneren Mauro Bigonzetti står danseren Hope Boykin forrest i gruppen af smilende dansere i farvestrålende kostumer. I forhold til traditionelle balletdansere er hun en kæmpekvinde - med mandebrede skuldre, rund brystkasse og et helt skaldet hoved.

Og så kan hun danse og hoppe og knipse med fingrene, så hele salen griner lettet. For her handler dans tydeligvis ikke om kropslinjer alene, men om hvordan man bevæger den krop, man nu engang har fået af Vorherre, som Ailey nok ville sige det.

Veltrænede er danserne som altid under deres skørter og kofter. Hvis Bigonzetti-stykket til Händel-musik virker lidt langt og klichépræget, så skyldes det måske, at det forsøger at passe ind i Aileys koreografiske univers med gruppekoreografi for mennesker med oprakte hænder, der hører hans tid til. Og hvis Robert Battles nye duet Unfold virker lidt postuleret, er det måske, fordi musikken er operamusik, der ligger milevidt fra dansens og dansernes udtryk.

Næsten-fald

Men Revelations skaber stadig glæde og smil omkring sig. Lige fra gospelbragene »Wading In The Water« til »Fix Me Jesus«. Det er nu danseren Antonio Douthit, der danser den sorgfulde solo »I want to Be Ready«. Anderledes dynamisk end sine forgængere, næsten som en atlet, der pludselig rammes af svimmelhed, så alt kommer til at foregå i næsten-fald. Det er smukt og rent og personligt troværdigt, og det peger måske på en ny og mere muskelbetonet vej for kompagniets fortolkning af Aileys spirituelle værker.

Ved det næsten obligatoriske ekstranummer med den vifteblafrende, solgule slutning Revelations gav danserne slip med koreografi i dobbelttempo og vittige ekstraspark, der ramte lige i hjertet på tilskuerne - og forvandlede sig til taknemmelighed.

«

Festa Barocca (2008) af Mauro Bigonzetti. Unfold (2005) af Robert Battle. Revelations (1960) af Alvin Ailey. Dette program danses også søndag den 20. sept. kl. 14. Program med Revelations samt Memoria suppleret af Pantomimeteatrets dansere og Night Creature, akkompagneret af Tivolis Big Band, danses lørdag 19. sept. og søn 20. sept. kl. 19.30. Alvin Ailey American Dance Theater i Tivolis Koncertsal. www.tivoli.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu