Læsetid: 4 min.

Det bedst tænkelige dementi af en forfatters død

I det seneste bind af J.M. Coetzees 'selvbiografi' balancerer sortsyn og komik
24. september 2009

Nobelpristageren J.M. Coetzee er ikke kendt som spøgefugl, men mere som alvorlig analytiker af 'kolonialismens sjælehistorie', som det hed i Informations præsentation af ham i 1983. Og som en sortsynet diagnostiker af det ny Sydafrikas udvikling og barsk kritiker af hvid maskulinitet.

I Dagbog fra et dårligt år (2007, dansk 2008) er der dog et stærkt parodisk islæt, hvor tre fortæller-stemmer indbyrdes kommenterer og gør nar af hinanden. Coetzees nyeste bog, Summertime: Scenes from Provincial Life - som han højst usædvanligt har modtaget sin tredje Booker-pris-nominering for - fortsætter denne udforskning af tragikomikkens muligheder.

Som de to tidligere bind i hans fiktive selvbiografi (en autre-biography har han kaldt den) - Drengeår (1997, dansk 1998) og Ungdomsår (2002, dansk 2003) - er Summertime bygget op som variationer, der problematiserer grænsen mellem 'fiktion og virkelighed'.

'John Coetzee' antages i bogen at være afgået ved døden og mindes på forskellig vis - blandt andet som danseskole-elev hos en brasiliansk danserinde, Adriana:

»Han bevægede sig som en hest, han red på - en hest der ikke kunne lide sin rytter og strittede imod. Kun i Sydafrika har jeg mødt mænd af den slags - stive, ubøjelige, ude af stand til at lære. Hvorfor tog de nogensinde til Afrika, undrede jeg mig - dansens hjemsted. De ville have det bedre hjemme i Holland med at tælle penge med kolde fingre i deres kontorer bag digerne.«

I samme stil skildrer veninden Julia Frankl 'Coetzee' som elsker, der vil have hende til at bolle i takt til den langsomme sats i Schuberts strygekvintet: »Gå hjem og øv dig på forspillet,« sagde jeg. »Smut. Skrid. Tag din Schubert med dig, og kom tilbage, når du er blevet bedre til det.«

Velmagtsdage

Summertime udspiller sig i årene 1972-75, en trøsteløs periode i apartheid-samfundets sene velmagtsdage, hvor 'Coetzee' og hans far deler en noget ussel hvid tilværelse i en forstad til Cape Town - en »hæslig, blæsende by«.

I modsætning til de fremadskridende tredje-persons-fortællinger i Drengeår og Ungdomsår, rummer de nye »scener fra provinslivet« fem forskellige vidnesbyrd om den afdøde 'Coetzee' fortalt til en ung britisk akademiker, Vincent, der vil skrive en bog om forfatterens liv og værk.

Udover Adriana og Julia optræder 'Coetzees' kusine, Margot Jonker, en senere universitetskollega, Martin J., og en fransklærerinde, Sophie Denoël, der har haft en affære med ham. Herudover brudstykker af Vincents forsøg på at sammenskrive historien om 'Coetzee'.

I alle disse fortællinger behandles 'det fiktive' som tema i 'Coetzees' forfatterskab. Han præsenterer Julia for et fortryk af debutromanen Dusklands (1974, ikke oversat til dansk), og hun undrer sig over, at forfaderen 'Jacobus Coetzee' i bogen siges at være baseret på historiske dokumenter og ikke bare er én, han har fundet på:

»Som analfabet forekommer din Jacobus mig meget litterær. Et sted kan jeg se, han citerer Nietzsche.«

»Jamen, de var meget overraskende typer, de dér 18.-århundredes-nybyggere. Man vidste aldrig, hvad de kunne finde på.«

I landets hjerte

I kusinens fortælling om 'Coetzee' kommer vi tæt på tematikken i hans mest intense roman, I landets hjerte (1976, dansk 1986). Den fremmedgjorte og fra USA nys hjemkomne 'Coetzee' holder familiejul i den store Karoo - det kæmpemæssige tørre og støvede landskab i den nordlige Kap-provins - der for ham virkelig er 'landets hjerte'. Her fremstår Coetzee-slægten som en inddampning af den hvide stamme af afrikaanere - på én gang en næsten rørende 'klovnefamilie' og en samling bornerte bønder.

Men der er også idealister iblandt - som Margot og hendes mand Lukas, der som landmænd har en drøm om et feudalt fællesskab med ansvarsfølelse over for de 'farvede' arbejderfamilier. Og med den store Karoo som noget helt vidunderligt, et landskab, hvor selv bavianerne fyldes med weemoed, og hvor, ved daggry:

»Luften er kold og stille. Netop mens hun ser på, rammes tornebuske og græs-tuer af lyset og træder frem af ingenting. Det er som at være til stede ved verdens skabelse.«

Denne vision af afrikaaner-liv modstilles i bogen den mere grumme og fremherskende af de hvide sydafrikanere ved 1970'ernes begyndelse som »en stamme af babyer, der vartes op af slaver«.

I mange henseender er det biografiske i Summertime overflade. Igennem den mere eller mindre fiktive 'Coetzee'-figur - 'en stor forfatter' eller 'en ligegyldig lille mand' (195) - og de andre mere eller mindre gennemsigtige og skyggeagtige figurer i bogen træder et historisk skarpt billede frem af hvidt liv i apartheids sidste årtier, og af Cape Town og Kap-provinsen i særdeleshed. Et dystert og ensomt landskab, hvor pigtråden omkring fortet og privilegierne ruster, og barbarerne udenfor er begyndt at knurre. Det er meget flot skrevet frem i en veloplagt og kompleks bog, der er det bedst tænkelige dementi af forfatterens død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu