Læsetid: 5 min.

Céline udforsker mørket

Louis-Ferdinand Célines alarmerende brag af en roman, 'Rejse til nattens ende' genudgives nu på dansk. Det er et storstilet romaneksperiment, der dirrer af liv, en udforskning af mørket, der lyser, jo længere man læser
Louis-Ferdinand Céline. Célines lidenskabelige og grovkornede angreb på den moderne verdens materialisme var ledsaget af en paranoid antisemitisme, med jøderne som syndebukke for alt det, Céline hadede. Célines angst for en ny fransk-tysk krig fik ham også til at foreslå en fransk-tysk alliance. Den holdning var årsagen til, at Céline mod slutningen af Anden Verdenskrig flygtede til Danmark. Senere vendte han igen tilbage til Frankrig, og her ses han foran sit hus i Meudon i 1952.

Louis-Ferdinand Céline. Célines lidenskabelige og grovkornede angreb på den moderne verdens materialisme var ledsaget af en paranoid antisemitisme, med jøderne som syndebukke for alt det, Céline hadede. Célines angst for en ny fransk-tysk krig fik ham også til at foreslå en fransk-tysk alliance. Den holdning var årsagen til, at Céline mod slutningen af Anden Verdenskrig flygtede til Danmark. Senere vendte han igen tilbage til Frankrig, og her ses han foran sit hus i Meudon i 1952.

3. september 2009

Tonen tages gerne højt, når der skrives om Louis-Ferdinand Célines store, første roman fra 1932, Rejse til nattens ende, nu genudgivet på dansk i Lars Bonnevies gedigne og vellykkede oversættelse. Oprindelig en forargelsens tone nu mest en begejstret, når man har overstået eller indarbejdet benovelsen over forfatterens habitus som antisemit, kollaboratør med mere. Han havde en fransk dødsdom hængende over hovedet, da han i 1945 flygtede til Danmark, hvad der reddede ham på en måde, han var højst utilfreds med - og det med en lignende utilpashed ved tilværelsen, som hovedpersonen, Ferdinand Bardamu, er et rystende udtryk for. En indtryksømhed parret med isnende kritisk foragt, også kendt i et andet verdensberømt tilfælde, Knut Hamsun.

Begejstret overdrivelse høres i et personligt og ellers fortræffeligt forord, som Jokum Rohde medgiver den nye udgave med ordene »en af de få betydningsfulde bøger nogensinde skrevet«, og i et citat af Charles Bukowski, gengivet på bogens forside: »Den bedste roman skrevet i de sidste 2000 år!« Gad vide, hvor den næstbedste og tredjebedste er at finde. Det kunne være hos Proust, en af hans forudsætninger.

Romanen er i den grad medrivende, at man ikke kan stå af Rejsen, når man først er fanget ind af dens verbale magi, talesprogets uhæmmede udtryksrigdom, en skrankeløs råhed og analytisk finhed i denne indtrængen i menneskenattens verden. Dens livsrejse virker som et modtræk til den traditionelle europæiske dannelsesroman - der i denne forbindelse så kan virke som »denne lugt af gammelt peber som alle familiemøbler udskiller« - ved sin brug af pikaresken: et rejsende jeg, der frit går fra oplevelse til oplevelse uden dybere årsagssammenhænge, fra impuls til impuls, her på vej mod bunden.

»Dybt nede i al musik er det melodien uden noder man bør høre, den er skabt til os, Dødens melodi«, hedder det et sted i Bardamus samtale med den evige genganger Robinson, der virker som en anden, uundgåelig side af ham selv, en soldaterkammerat, deserteret eller hårdt såret straks i Første Verdenskrig som han selv. Ferdinand udnytter sin rekonvalescens til at slippe for videre krigstjeneste, og det med sin faste vane at unddrage sig, at stikke af fra det skidt, han hele tiden roder sig ud i som et smidigt offer for mistanker, en uheldig helt og heldig skurk. Et dybt splittet menneske er han i en verden af tabte værdier, uden evne til at modtage kærlighed.

Det tydeliggøres i hans med- og modbillede, denne Robinson, der ender som lejemorder og selv myrdes af sin elskerinde, som han ikke evner at elske, i væmmelse ved følelsesfims og kvalme ved kærlighed, ved alt. Med lægelig ekspertise overværer Ferdinand hans dødskamp. Ligesom han ikke har haft noget at leve for, har han intet at dø på. Kun »en smerte, der overskred hans dannelsesniveau«. Ferdinand flakker derefter om i det fattigkvarter, hvor han har virket som læge, som var det for at fare vild og ikke at blive konfronteret med sit liv. Han ender i natten ude ved Seinens kajer, hvor han hører slæbebådens kaldende fløjten henover broer og sluser.

»Den kaldte alle flodens flodbåde til sig, alle sammen, og hele byen, og himlen og landet, og os, alt tog den med sig, også Seinen, alt, for at få stoppet den snak.« Og dermed slutter denne egentlig dybt moralske bog, dens raspende fortvivlen bag kynismen, dens besnærende humor i sortheden.

Roligt udpenslede grotesker får en læser til at blegne ved sig selv, når han morer sig uhæmmet over billederne af den menneskelige elendighed, den forbryderiske naragtighed og stupiditet, iscenesat af forfatteren med blodig ironi eller saglig sarkasme. Man kunne udtage vilde og forbløffende antologistykker uden forbindende, for eksempel et par skønne sider om ekspeditricerne i konditoriet ved parkens gitterlåge i Toulouse: den smukke forretning på hjørnet, pyntet som var den et bordel, »et opholdssted for engle«, hvor frøkenerne lader munden løbe om deres kærlighedsproblemer. Eksempel på hans replikkunst. Eller en visit i en mumiekælder i samme by. Eller den forrygende skildring af vennernes udflugt med deres elskerinder til et forlystelsesmarked i Paris' udkant med Ferdinands håb om en erotisk firkant. Et impressionistisk orgie af særegen skrivekunst.

Fattiglæge

Godt og vel sidste halvdel af romanen udspilles i Rancy, en forstad til Paris, hvor Ferdinand har nedsat sig som fattiglæge, efter at have færdiggjort sine studier, mistænkt af sine få patienter for uduelighed, fordi han kun klemmer små honorarer ud af dem. Det kan stikke ham at nære opofrende følelser for en barnlig patient, men ellers lægger han ikke skjul på sit ubehag ved menneskers gennemførte jammerlighed og grådighed i deres elendige boliger. Selv bor han med udsigt til en baggårdsskakt af trøstesløse rædsler og husspektakler, som for enden af en rejse til mørkets hjerte.

Rejsen begyndte med et engagement i fransk Ækvatorialafrika efter en ydmygende sørejse, i et helvede af luset kolonialpolitik, hvor han skal bestyre en junglestation. Og afløse den evige Robinson, der snyder ham læsterligt. Men her møder han dog også den eneste hæderlige mandsperson i hele fortællingen, en sergent, der opfører sig menneskeligt over for de sorte. En glødelampe i mørkets erindring. Det eneste andet elskelige væsen, af kvindekøn, er luderen Molly, som han møder i New York, hvor han derefter tilfældigt havner efter en tvungen rejse som galejslave over Atlanten. Men han stikker af fra ethvert sådant følelsesengagement, efter at han har slået penge af Lola, en tidligere troløs luder fra Paris med karriere i Staterne. Selv var det lykkedes ham at slippe gennem indvandringskontrollen som ekspert i at knække lus og tælle ligene. Og dermed atter møde Robinson. Rejsen gennem triste og frisprogede samlejer fortsætter efter hjemkomsten, hvor han efterhånden opnår bedre kår som vikarierende leder af en galeanstalt for velhavere. Råddenskaben møder ham alle vegne, i medicinske laboratorier, i forskningsmiljøet, i patientbehandlingen. Et galskabens karneval. Og Robinson møder op. Med et fjæs indsmurt i lidelse.

Beskidt, men lystig

Det omfattende og gennemborende portrætgalleri af højtråbende patrioter, højtstræbende svindlere og udbyttere, forbryderiske kolonister, ludere, tyveknægte, almindelige lumpne mennesker, måske med højdepunkt i pensionistparret Henrouille med et skrummel af en bedstemor, som de ønsker ryddet af vejen, »utilfreds, møgbeskidt, men lystig«. Robinson træder til.

Og indhentes af sin tilfældige skæbne for at dø, som han bedst kan. Og det er, som før antydet, sløjt. Men hvor er han tydelig i sin grimhed og gru.

Verdenskrigen, som er bogens udgangspunkt, optræder som et civilisationens værdisammenbrud, en ophævelse af meningsfulde skæbner, opløsning af sammenhænge, hvor kun ondet synes at have logiske konsekvenser, og alle slingrer dybere ind i natten.

Ferdinand Bardamu selv slingrer gennem mørket langs kajerne efter så at sige at have udskilt alle de mennesker, han har mødt med en opgivelsens energi, som i en eksistentiel forsøgsrække. Rejse mod nattens ende er et storstilet romaneksperiment i et overskud af en opgivelse, der dirrer af liv, en udforskning af mørket, der lyser, jo længere man læser. En påmindelse. Man er jo involveret, når kunst er så livskraftig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da "Rejse til nattens ende" udkom i ny forbedret oversættelse ved Lars Bonnevie i 1999, var det naturligvis på sin plads med anmeldelserne.

Men at anmelde denne udgave i nyt oplag (dog tilføjet et par blurbs), forekommer mig nogenledes overflødigt.

Dog er det altid en fornøjelse, at læse Torben Brostrøms formfuldendte og personligt indlevende artikler. Og hvis det afstedkommer, at Céline får nye læsere, er det måske slet ikke så overflødigt endda.

NB: Det fremgår af g.dk, at Célines "Mort à crédit" (1936) er ved at blive oversat for første gang til dansk. Og når den udkommer, må samtlige Infs anmeldere for min skyld gerne komme med hver sin anmeldelse.