Læsetid: 5 min.

En djævelsk pagt

Kunstner og forfatter Kaspar Bonnén gik i teatret for at anmelde Michael Jeppesens premierestykke om Doktor Faust - og blev som Jeppesen på to forskellige måder - i en dobbeltanmeldelse
I sit stykke 'Faust uden titel' fører Michael Jeppesen kunstneren, galleristen, samleren og kæresten frem på skift, og disse fører en række ret uigennemsigtige monologer, båret oppe af kunstens tungeste klicheer om disse typer, og om kunsten som sådan.

I sit stykke 'Faust uden titel' fører Michael Jeppesen kunstneren, galleristen, samleren og kæresten frem på skift, og disse fører en række ret uigennemsigtige monologer, båret oppe af kunstens tungeste klicheer om disse typer, og om kunsten som sådan.

Sheila Burnett

19. september 2009

I Thomas Manns værk Doctor Faustus, giver en ung lovende komponist sin sjæl til djævelen, og bliver til gengæld forsynet med ideer og succes, for djævelen giver ham inspiration til en udødelig smuk musik.

Ambitionen om det skønne overstiger vores forestillinger om den evige pinsel, og kunstneren sælger gerne sig selv for succesen.

Ingmar Bergman skulle have sagt, at man skal spænde dæmonerne foran stridsvognen. Det djælvelse, mørket er især i romantikken forudsætningen eller modpolen til det, vi betragter som skønt. At vi drages mod det smukke.

Allerede inden man træder ind i teatersalen, ser man, at Michael Jeppesen har et andet fokus end denne faustiske fortælling. Kunsten af i dag har et andet sigte. Det skønne er lige så meget bling og lort, som det er fordybelse og eksistentielt drama.

Det faustiske udspiller sig i rummet mellem det indre, forstået som det lort, som Piero Manzoni allerede lagde på dåse og en Anders And-agtige kunstforståelse, som når man i tegneserier ser moderne kunst som løsrevne uforståelige streger. Det er i dette affortryllede, ikke-eksistentielle rum, som kunsten nu befinder sig i, ifølge Jeppesen. Og hvis titlen om Faust skal give mening, så er spørgsmålet, hvad er det, vi sælger, og for hvad?

Og svaret er, at vi har solgt alt ud, i hvert fald er det det, legen går ud på i Jeppesens version af Faust. Hvor en kunstner med ét bliver kendt, ja nærmest ved en fejltagelse, og så via et kunstforbud, som nok har noget med den siddende regering at gøre, så ændres scenen markant, og kunstneren bliver igen ukendt, og erkender sit eget manglende talent. I stedet bliver kunstnerens talentløse kæreste kendt. Til sidst slår han kæresten ihjel, og hun er i mellemtiden blevet kæreste med den stenrige samler mr. Jan. Lyder det indviklet. Det er det ikke.

Klicheer om kunst

Pengene har korrumperet kunsten, konsumsamfundet gør kunsten indholdsløs, og alle sælger deres sjæl til kapitalen. Why resist, det er umodent.

Kunstens budskab er følsom snak eller tom intelligent pladder. Disse spørgsmål diskuterer Jeppesen gennem, hvad der bedste kan betegnes som en række sketches, som omkranses af en serie ret fine sange, som er fremført af gode musikere.

Jeppsen fører kunstneren, galleristen, samleren og kæresten frem på skift, og disse fører en række ret uigennemsigtig monologer, båret oppe af kunstens tungeste klicheer om disse typer, og om kunsten som sådan.

Det kunne måske føre til en interessant eller sjov diskussion af kunstens funktion i et pengestyret system, men det er svært at tage helt alvorligt. Det bliver til tomme one-liners som »at det er bedre end sex at sælge kunst til syvcifrede pengebeløb«.

Og aldrig tager Jeppesen fat i noget, som har betydning i noget om det, kunsten handler om, kunst er kun bling, og kun alt det omkring kunsten interesserer ham.

Bedst når han er ond

Hvad sker der, når kunsten intuberes i et tomt rum, som kun forsynes med økonomisk værdi. Men som man går tom ind i stykket, så forlades man med samme tomhed. Smilede gjorde jeg da, men end ikke karikaturen af Henrik Dahl fandt min latter, han var ellers et let offer for mig.

Bedst er Jeppesen, når han er ond! Når kunstneren presset må indrømme, at hans kærestes billeder er noget lort. Når Carina Christensen og en borger hører på en tale og kommenterer den som de gamle mænd i The Muppet Show.

Når aggressionen bliver tydelig og ikke fordrejet af en ligegyldig leg med tomme gesti. Når længslen efter succes bliver til misundelse. Og man tænker ærgerligt, at Jeppesen blev kunstanmelder, for der er det ikke så pænt at være ond. For måske var det i denne jalousi eller ondskab, at det faustiske kunne findes, steder hvor det ikke giver mening, at tale om kunst eller tomhed, men om alt muligt andet, som vi som mennesker består af. Her kunne hans rejse ind i menneskets dybder med rette begynde.

Michael har set teater engang, det var noget med nogle skulpturer, som talte, noget med kunst vistnok, og det var rigtig flot, syntes Michael, som stadig drømmer om den slags skulpturer, der taler, og om teater, der pludselig er kunst.

Derfor tænker Michael: For Søren! Jeg er jo Michael! Det har jeg ikke tænkt på før nu, og Michael går glad hjem fra sin tur på bagsiden af Ekstra Bladet og tænker: Nu bliver jeg sgu anmelder, og så skal hele verden se, at jeg ikke bare er Michael, jeg er også super sej og klog og ved rigtig meget om kunst. Og mens Michael anmelder en masse kunst og ofte ser en masse dårlig kunst, så drømmer han en drøm. En drøm til! Tænker han! Det må være et tegn, og så vågner Michael helt fortumlet, og tænker: Er jeg alligevel ikke mig! Er jeg en anden. Ja, jeg ved det, det er mig, der er kunstneren, mig, som er stjernen, og alle kunstnerne, de er en flok amatøragtige kulturarbejdere, som ikke tør gå helt til grænsen.

Til der, hvor det virkelig sker. Og så begynder Michael sit teaterstykke. Og han har virkelig tænkt sig at sprænge alle grænser.

Masochist og tomhed

Han er måske en lus, der hopper, men han hopper så højt, så højt, fordi han også er lidt masochist og ikke er bange for at synke dybt, og ende som lus i skindpelsen. Alt skal nusses frem, alt skal punkteres, så sandheden står herligt og klar for os som selveste tomheden selv.

Og så er det, at Michael ser sig i spejlet, og han mærker, at han er stor. Større end de fleste. Det handler faktisk ret meget om Michael, om hvem Michael er, og om hvad kunst er. For kunst er sjovt, det kan Michael godt li', men han ved ikke hvorfor. For engang havde kunsten betydning i verden. Men nu? Nu gælder det jo kun om at være kendt, som Casper Christensen måske, eller Olafur. Man skal gøre lige, hvad der passer én, ham, eller Michael, eller os, i hvert fald skal man være lidt frækkere end de andre, så man bliver set på.

Men alligevel er man jo lidt dybere end de andre. I hvert fald i sit eget spejlbillede. Og sådan er det i kunsten, kunsten er sådan et figenblad, tænker Michael. Den tror, den kan frelse os, men frelse os til hvad, sådan ender - uden titel.

Der er jo ikke nogen Gud - intet at frelse os til? Og han glæder sig til anmeldelserne, sådan som rigtige kunstnere gør. Og i dag er han glad. For som han skriver i bookletten til Faust, så kan god kunst ikke forklares, og for enden af denne sætning bliver Michael miskendt, som den sande kunstner, han er. Det er den følelse, han har.

Faust 'Uden titel'. Odense Internationale Musikteater. Tekst: Michael Jeppesen. Musik: Chris Jordan. Instruktion: Anders Nyborg. Scenografi: Von Dubravay. Spiller sidste gang den 3. oktober. www.oim.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Sørensen

Af: "Kaspar Jeppesen"?! En omgang Jekyll/Hide? Uhyggeligt, Bonnén!

Hvor er det dog ulideligt at se intelligente, kapable mennesker spilde deres OG vores tid med varm luft indpakket i endnu mere varm luft. Endda men statslig understoettelse.

Noget som KUNNE have vaeret af mere haandgribelig vaerdi er det som Michael Jeppesen rent faktisk ved noget videre om, og det er hverken kunst, teater eller filosofi. Det er derimod fast ejendom - investering, financiering, spekulation, renovering, administration, privatpersonlig berigelse... Se det ville jeg ikke bare interessere mig for, jeg ville ligefrem betale for at vide mere.

Hvorfor monstro han er saa tavs om dette centrale emne?