Efter fem års ophold i New York 2003-08 har Tore Ørnsbo (f. 1970) gjort status med en helstøbt samling digte, Immigranternes epilog, af overvejende civilisationskritisk tilsnit. Det er, så vidt jeg har hørt, meningen, at man, når man gæster New York, skal falde i svime over denne »nationernes smeltedigel«, dette forskellighedernes »farverige og kaotiske« mødested, men digteren har tydeligvis oplevet noget andet, nemlig en tilstand af længsel, smerte og sorg, mere eller mindre fælles for alle. Skiftende mellem hanner og hunner, gamle og unge, hvide og sorte plus det ind imellem portrætterer han enkeltpersoner og læser dem som udvortes muligvis divergerende, men inderst inde ret ens varianter af samme dystre fremmedheds- og ensomhedstema. Teknisk set benytter han sig af gentagelses- og parallelopstillingsmønstre, som netop ophæver det singulære, gør det til eksempel på noget alment.
Det er hele slægtens opbrud, der sidder i et fugtigt køkken.
Her siger nogen at alt bliver bedre.
Her siger nogen at alt bliver glemt.
At det, som forener på tværs af forskellighederne, er den fælles, vedvarende tilstand, ses bedst af diverse småord. Ganske vist er der her en dreven ordmager på færde, en semi-surrealist, der især ynder at sammensætte billeder til kæder uden sidsteled; men samlingens abstrakt totaliserende, luftigt generaliserende tendens røber sig, når Tore Ørnsbo konsekvent forsikrer os, at han har fat i lovmæssigheder, ikke i enkelttilfælde. ’Ofte’ eller ’tit’ hedder ’altid’ eller ’hver dag’. ’Sjældent’ hedder selvfølgelig ’aldrig’. ’Nogle få’ eller ’enkelte’ bliver gerne til ’ingen’. Og ’adskillige’ eller ’mange’ kaldes med nærmest søvndyssende monotoni ’samtlige’ og ’alle’. Den slags kan måske være effektivt, hvis der i en enkelt tekst for alvor skal sættes eftertryk på, men som konstant benyttet greb bliver det nemt fatalt, fordi det tilskriver det enkelte digt en forkyndende fylde, som kræver en større seer end Tore Ørnsbo.
Hvad der derimod fungerer rigtig godt, er hans vrængende, af og til vanvittige humor, som i digtet om patienten, for hvem to tunge spørgsmål gerne trænger sig på: »Havde hans kone virkelig haft et modermærke / højt oppe på låret? // Og var malabarisk det første sprog / alle børn talte?« Sjovt virker det at se hjertet betegnet: »et ornamenteret blandingsbatteri af arkaisk tilsnit«, og man ville nødig have været foruden en slutning som denne:
Livet brugt som ansøgning
til stillingen som drøvtygger
i et af himlens forkontorer.
Hvad Tore Ørnsbo skriver sig frem til, er en art sjælens anatomi, skildret ved ætsende billeder, der som regel er konstrueret sådan, at de tager hinanden i hånden: forstærker, præciserer, men tit også til dels dementerer hinanden. »Uden hende / var kontinentets rekviem overladt / til regnormens bogholderi og muldvarpens mundaflæsning«. Dette billede burde sådan set være nok, men det er karakteristisk for denne digter, at han må og skal drive metaforkæden lige ét ekstra led videre og skrive: »som det tager sig ud / i en fjern polsk provins«. Originalt? Måske, men jeg tvivler – snarere en lidt pyntesyg flothed.
Sproglig monotoni
Det er naturligvis en smagssag, om man vil kalde et digt for pyntet eller ornamenteret, ligesom det er et valg, hvorvidt man betegner en bestemt poetisk praksis som monoton eller konsekvent, eller om man vil sige, at digtene i en samling virker lavede, selv om man da udmærket ved, at ’skabte’ kan de umuligt være, så længe de ikke er frembragt af Gud. I tilfældet Tore Ørnsbo tæller humoren, billedrigdommen og al originaliteten klart nok på plussiden; men facit hos denne anmelder bliver, at bogen virker gemacht, og at dens lavethed primært viser sig i, hvordan den piner sine ideer og teknikker ud.
Rent forlags- og bogmæssigt undrer man sig i øvrigt over en digtsamling, der slipper i trykken med så mange formelle fejl. At det sidste digt fuldkommen umotiveret skifter fra datid til nutid og derved spolerer en strofe, kan være et tilsigtet brud, og når der et sted står ’korpulerede’, kan det vel være tænkt som en fjottet vits, men man bør undgå slemme ubehjælpsomheder af typen »Denne sørgmodighedens andet hjerte« eller »den medfødte ømfindtlig«, og når nu det kære danske sprog både har stavemåden »baller« om dem, man støder til og dem, man klæder sig pænt på til, hvorfor så anvende samme stavemåde om de dér runde, bløde tingester, vi bærer bagpå mellem låret og ryggen?
esn@information.dk
