Læsetid: 3 min.

Duksedrengen der skrev verdenshistorie

Ang Lee markerer 40-året for alle tiders mest berømte musikfestival med det harmløse, men ofte charmerende komediedrama 'Taking Woodstock'
Problemer. Ang Lee har åbenlyst haft problemer med at finde en form til at fortælle sin historie i. Derfor bliver filmen om Woodstock-festivalens tilblivelse ikke meget mere end acceptabelt tidsfordriv.

Problemer. Ang Lee har åbenlyst haft problemer med at finde en form til at fortælle sin historie i. Derfor bliver filmen om Woodstock-festivalens tilblivelse ikke meget mere end acceptabelt tidsfordriv.

Ken Regan

4. september 2009

Ethvert paradis må have en slange - og gerne flere. For drama er konflikt, og konflikt er drama. Uden konflikt, intet drama.

Så hvordan hulen laver man en medrivende film om en begivenhed som Woodstock, hvor hundredtusindvis af mennesker i hashomtåget harmoni fandt sammen om Three Days of Peace and Music?

Det har Ang Lee at dømme ud fra Taking Woodstock heller ikke haft helt nemt ved. Ikke, at filmen tilnærmelsesvis er så slem, som dens titel (et blegnæbet ordspil på det at take stock, altså gøre status) kunne antyde, men navnlig i anden halvdel lider den under en mærkbar mangel på netop konflikt.

Modsætninger mødes

Taking Woodstock er baseret på den dengang 34-årige Elliot Tibers erindringer af samme titel. Det er den unge komiker Demetri Martin, der spiller Elliot, en andengenerationsamerikaner, der har sat sit eget liv på standby for at hjælpe forældrene med at drive deres seriøst skrantende motel på bøhlandet i staten New York. Elliot slægter så afgjort sin fromme far (Henry Goodman) på snarere end sin kontante og ekstremt pengegriske jødisk-russiske mor (en skulende og sammenbidt Imelda Staunton).

Da planer om at afholde en musikfestival i en nabokommune falder igennem, får Elliot den ide, at tilbyde arrangørerne at bruge familiens egn. Faktisk huser de allerede en flippet fortrop i deres lade, da moderen har indgået en lidet hellig alliance med en teatertrup, der øver på en fuglefri fortolkning af Tjekhovs Tre søstre.

Tanken om de mange penge, hun vil kunne tjene på alle de tilrejsende unge, gør moderen betragteligt mindre skeptisk overfor sønnens ide (måske for at undgå beskyldninger om skummel stereotypisering antydes det i en tidlig scene, at hendes grådighed er resultatet af en traumatisk flugt fra hjemlandets jødeforfølgelser).

Og andre tænker som hun. Faktisk er det klart morsomste ved filmen den helt exceptionelt ironiske omstændighed, at den ultimative hippiebegivenhed i mangt og meget blev affødt af simpel profitliderlighed. Med andre ord: Uden fri foretagsomhed ingen fri kærlighed!

Hashkager på afveje

Taking Woodstocks første og mest vellykkede halvdel fokuserer på den forhindringsfyldte planlægning af festivalen. En begivenhed, som snart får et eget liv, og i omfang overgår arrangørernes vildeste forventninger.

I anden halvdel er disse forhindringer - primært repræsenteret ved lokalsamfundets reaktionære og hippiehadende elementer - imidlertid ryddet af vejen, og forsigtigper Elliots stærkt forsinkede oprør mod moderen skal nu trække resten af læsset.

Hvis ellers Martins præstation havde sat lærredet i brand, kunne det muligvis have fungeret, men hans rækkevidde synes begrænset, og præstationen er sympatisk snarere end imponerende. Overraskende nok får Lee, der jo instruerede Brokeback Mountain, heller ikke det store ud af handlingstråden om Elliots homoseksualitet.Der er en del sjove replikker undervejs, men ligeså mange letkøbte jokes, som når meget maskuline Liev Schreiber spiller transvestit eller når to af filmens allermindst udsyrede personer uforvarende mæsker sig i hashkager.

1960'ernes endeligt

Trods en forbløffende sparsom brug af rockmusik formår Lee i sine bedre øjeblikke at formidle, hvor farvestrålende og forførende de dage må have været - især da han foretager en lang kamerakørsel ned gennem en endeløs karavane af biler fyldt med hippier høje på livsglæde og en hel del andre ting.

Til allersidst lægger filmen dog ansigtet i alvorlige folder på ungdomsoprørets vegne. De afsluttende replikker peger frem mod gratiskoncerten i Altamont i Californien fire måneder senere, der endte i kaos, vold og tab af menneskeliv. Man siger gerne, at det var denne tragedie, der lagde 1960'er-ånden i graven - den og Charles Manson-klanens bestialske femdobbelte drab, der fandt sted en uge før Woodstock, men ikke nævnes i Lees film (skønt den for sammenhængen mindre relevante månelanding pligtskyldigst gør).

Med sine to timer er Taking Woodstock mindst et kvarter for lang, og altså hverken tykt trip eller knæhøj karse. Men som tidsfordriv går den akkurat an, man.

Taking Woodstock. Instruktion: Ang Lee. Manuskript: James Schamus. Amerikansk (Grand, Dagmar, Empire og Falkoner i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu