Læsetid: 3 min.

Efterklange og ny musik

Thomas Bobergs nye digte udkommer kun tre uger efter hans fars død. De kredser om forgænge-lighed og ophør, og står i afskedens og dødens tegn
Thomas Bobergs nye digte udkommer kun tre uger efter hans fars død. De kredser om forgænge-lighed og ophør, og står i afskedens og dødens tegn
16. september 2009

Et lune hos den skaber, der lader alt det skabte forfalde og forgå, har villet, at Thomas Bobergs nye digte, Boothill, udkommer kun tre uger efter farens, maleren Jørgen Bobergs død i en alder af 68 år. Det accentuerer bogens vedholdende kredsen om forgængelighed og ophør, og det får uvægerlig de enkelte digte til at fremstå i en mellemzone af privat og personligt - plus vel at mærke samtidig alment.

Bogen falder i tre dele - to lange og en kort, nemlig først en rejsesuite i sygdommens og afskedens tegn, dernæst en mindesuite over en tidligt afdød digterkollega, og sidst en drømmeserie, hvis digte ved spinkle tråde forbinder sig med hinanden. I første del består det sammenføjende element i en togtur fra Pietrasanta langs Middelhavets kyst og til Rom. Forude ligger den evige stad, hvis fortidsminder og seværdigheder delvis foregribes; bagude ligger den knap så evige far, hvis alt for forudsigelige bortgang: at skulle »stille støvlerne på Boothill«, kaster skygger over alt, hvad jeg'et ser og tænker, alt imens vinen synker i flasken.

Præcist portræt

Anden del, mindesektionen, står naturligt i vinterens tegn og er helt viet vennen Klavs Bondebjerg (1953-2004), der, ligesom Thomas Boberg selv, dyrkede både lyrikken og rejsejournalistikken, men som i sin fine poesi udmærkede sig ved et lettere, enklere og (som det ofte syntes) mere uanstrengt anslag, hvad der hos Boberg udløser en upyntet form, som egentlig klæder dem begge godt. Anderledes oppisket er formsproget i den tredje del, der overvejende genoptager prosadigtets kompakte kassestruktur, kendt fra f.eks. anden del af Under hundestjernen (1997). Her piskes sorte stemninger op, mens brudstykker af drømme dukker op og forsvinder. Skulle jeg vælge at nøjes med en enkelt af de tre sekvenser i Boothill, måtte det uden tvivl blive den midterste. Ikke alene styrer denne nemlig sikkert og velbeholdent uden om de senromantiske efterklange og højmodernistiske skråsikkerheder, der ofte lurer på Thomas Boberg og truer med at give hans digtning et andenhånds præg, den tegner også et inderligt livsbillede, som på én gang dækker almene sider af eksistensen og får indkredset det særlige ved Klavs Bondebjerg som menneske og digter, smukkest nok i følgende digt:

I virkeligheden var du påvirket af noget/

der endnu ikke fandtes/

Totalt domineret af et fravær./

Det er ikke det, at du forsømte,/

nej, det er det, at det forsømte dig,/

det lukkede døren direkte/

i ansigtet på dig, når det passede det,/

og dette herreslaveforhold/

havde nok gjort dig en lille smule reserveret./

Rammende er ligeledes suitens sidste tekst, hvori det konstateres, at kærligheden var i Klavs Bondebjergs ord »på en måde / som præcision / er et upræcist ord for«, og hvor Boberg meget smukt fanger sin ven der, hvor han skriver: »Og dér inde i tidens midte / kommer du med den lette tyngde / gennem døre som åbnes af din kærlighed.«

Sammenlignet med linjer som disse belastes første dels mere henkastede rejsebilleder af det ovenfor omtalte traditionsgods. Digter-jeg'et er her på god gammeldags vis, eller om man vil, rigtig dårlig gammeldags vis, splittet mellem drøm og virkelighed, eller, hvor det for alvor går højt, mellem det sansede, uvisse, »der sitrer i en elektrisk finger efter søvnen«, og så det, han »mistænksomt« kalder 'idéen', »mens solen er på vej ned i det klokkeblå hav«. Ambivalensen imellem en senromantisk patos og en postmodernistisk skepsis råber uafklaret fra bogens sider.

Farvel og goddag

Samme dobbelthed gælder digterens forhold til så belastede størrelser som inspiration og fantasi. Poesien ringer, hedder det, ikke først på for at få en aftale. Den banker ikke på nogens dør. »Den har ingen bevidsthed om, hvad de andre vil ha. Den er bevidsthed på et anderledes plan.« Kommer den fra tidernes morgen? spørger Boberg - ikke uden patos. Og tilsvarende traditionelt forekommer hans udsagn, at det han skriver, og som han skriver, fordi han , det fører ham blot længere væk fra det nærvær, han vil. Her havde det unægtelig været velgørende at få det almene konkretiseret, frem for, som nu, kun fremsat i en upersonlig »personlig« form.

Det virker, som om Boothill på én gang tager vemodigt afsked med den digterattitude, som Thomas Boberg nok har praktiseret lovlig længe og lige lovlig ukritisk, og hilser modigt goddag til noget andet, en tydelighed, der uden tvivl kan bære ham fremad og kaste nye fine digte af sig.

Thomas Boberg: Boothill. Digte. Illustrationer af Jørgen Haugen Sørensen fra hans «Boothill«-serie. 102 s. Kr. 199,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu