»If it ain't broke, don't fix it,« var min første reaktion, da jeg hørte om den massive genudgivelse af hele Beatles-kataloget på cd. Cd? Hér i det herreløse år 2009? »Remastered, min bare røv,« tænkte jeg om den teknologiske proces, som kun feinschmeckere med stereoanlæg, der har drevet børn og kone på flugt, kan påskønne. Hvad skulle det gøre godt for?
Så begyndte der at dukke artikler op om remasteringen, altså den proces hvor man forædler og renser de oprindelige lydoptagelser. Får den gjort klar i spyttet, stram i figuren, transparent i stereo-perspektivet. En form for arkæologi med tålmodighed og nænsomhed som vigtigste redskaber, her suppleret af både digitalt og analogt lydudstyr i de legendariske Abbey Road-studier.
Det viste sig, at der er blevet brugt fire år på remastering af alle 13 Beatles-plader (inklusiv fire soundtracks) baseret på de oprindelige britiske udgaver (bortset fra Magical Mystery Tour) og oven i det de to Past Masters-antologier, der samler en række af deres non-album-tracks. Og det gik op for mig, at det var første remastering nogensinde for mange pladers vedkommende. Så den digitale udvikling taget i betragtning virkede det pludselig ikke længere som så dårlig - og koldt økonomisk kalkuleret >- en ide.
Fuld fart frem
The Beatles' indflydelse er svær at overvurdere. Men hvad der slår denne anmelder, siddende med hele bagkataloget bredt ud på skrivebordet: Hastigheden. På lidt over to et halvt år, fra foråret 1963 til vinteren 1965 fyrede de seks album af - fra Please Please Me til Rubber Soul. De turnerede, indspillede singler på tysk, lavede filmene A Hard Day's Night og Help. Og allerede i august 1966 markerede de et definitivt skift over i eksperimentalrocken (uden dog nogensinde at miste poppen af syne) med Revolver.
Hastigheden, der katapulterede The Fab Four fra teenage-værelserne og ind i et større musikhistorisk perspektiv, er enorm, og hamskiftet fra jernhamrende begavede popsmede til visionære kunstnere er en kilde til evig inspiration. De tårner sig højt som udforskere af studiet som instrument (i selskab med den femte beatle, gentleman-produceren George Martin) og af rockmusikken som fartøj gennem hallucinatorisk ekspansion, indisk tradition, symfonisk eksplosion, teknologisk innovation. Og deres evne til at bevare nærværet i selv de mest komplekse produktioner er uforlignelig.
Og den nye lyd? Den er fremragende. Det er ærlig talt decideret gribende at høre især Lennon og McCartneys vokaler støvet af og mejslet ud af støjen, fritskrabet i lydbillederne, forædlet hinsides tidlig digital afpilning, frigjort af dårlig oppumpning i de tidlige cd-år.
Nænsomt
Der er blevet gået nænsomt til værks. Ja, der er kun blevet brugt støjreduktion på fem af de i alt 525 minutter, og den limiting som hæver lydniveauerne på cd'er, men som begrænser dynamikken, er kun blevet brugt i mild grad. De nye cd'ers lydniveau er således moderat - der skal skrues op - men det giver dem til gengæld en dynamisk charme, som man savner på så uendelig mange aluminiumsskiver. Instrumenterne står ikke kun klare og detaljerede i lydbillederne, de emmer også af varme og samspil. Sved, blod, latter. Og vokalerne, oh boy, vokalerne. Vejrtrækningerne, spyttet, fraseringerne, intonationerne og modningen fra de tidlige pladers gejle vokalharmonier til både mere soulede, snart hashede og også mere rå såvel som melankolske formgivninger af det sungne ord.
Jeg har tilfældigvis en 30-års-jubilæums-cd-udgave af White Album fra 1997 (uden ændringer på lydsiden i forhold til '87-udgaven), og forskellen er vild, nærmest fornærmende. I det hele taget gløder pladerne nu med den friskhed, som de må have haft for måbende lyttere op gennem 60'erne. Jeg har i hvert fald aldrig følt mig så tæt på originalernes aura. Som om vi før spiste karameller med papir om.
Rockisme kaldes ideen om den hvide mand, som udtrykker sine følelser i selskab med guitar eller rockband som den sande bærer af rockmusikalsk autenticitet. Det er en begrænset ide om autenticitet, men den giver mening i selskab med disse cd'er. De giver oplevelsen af fire hvide Liverpool-drenge, der sveder og svovler i samme rum, og som senere i diskografien går i dialog med hinanden gennem flerspors-teknologi. Der er noget så gammeldags som nærvær. Men også rablende humor, ungdommelig brunst, hallucinatorisk kærlighed, hymner til fællesskabet og fortællinger om bizarre og sørgelige eksistenser. Og de besjæles af Lennon, McCartney, Harrison, og, ja, Ringo Starr, hvis falske vokal udstilles yderligere i den nyrensede udgave af »Yellow Submarine«. Men vaklen og bøffer er også en del af den 13 album lange fortælling om fire mennesker, og hvordan de udtrykker og realiserer sig igennem rockmusikken.
Mp3-fastfood
Under påvirkning af de nye Beatles-cd'er mindes man igen om, hvordan mp3'ens lydkvalitet påvirker vores musikoplevelse og -vaner. Musikken får mere karakter af fast food, sammenlignet med disse cd'er (for slet ikke at tale om vinylplader). Der er simpelthen ikke lige så meget dybde, lige så meget smag, lige så meget næring, lige så meget definition og dermed nærvær i mp3-filen, og det devaluerer selvfølgelig musikken og speeder musikforbruget op. På bekostning af dvælen og fordybelse.
Men det ændrer jo ikke ved realiteterne: At det er sådan musik nydes/konsume-res/elskes/købes nu om dage. Og det ændrer heller ikke ved, at hele Beatles-kataloget i stor stil bliver illegalt downloadet som mp3-filer kloden over. Imens venter vi spændt på, hvad Apple har at offentliggøre i dag, hvor de har annonceret en pressekonference. Måske endelig Stones og Beatles på iTunes?
Samtidig forsøger folkene bag Beatles-kataloget at komme i dialog med yngre generationer med computerspillet The Beatles Rock Band, som udkommer simultant med cd'erne. Og til de mere tyndhårede fein- schmeckere udgives også en mono-udgave af de 10 Beatles-albums, der blev mixet oprindeligt i mono. Men det er anden historie. Her, mellem disse hovedtelefoner, er det stereo-perspektivets gavmilde åbenbaring af en kvartet på en forunderlig rejse, der varede fra 1960 til 1970, og som her genoplives og spreder sin kærlighed. Som de synger i mine ører, som var de alle i live den dag i dag: »And in the end/ The love you take/ Is equal to/ The love you make«. Det skal jeg lige love for.
The Beatles: Remastered (stereo version) - i alt 14 album (Apple/EMI). Udkommer i dag
@Ralf Christensen
"Og til de mere tyndhårede fein- schmeckere udgives også en mono-udgave af de 10 Beatles-albums, der blev mixet oprindeligt i mono."
Det er ærgeligt at Apple/EMI ikke kunne finde ud af at inkludere både steromixene og monomixene på de enkelte cder i forbindelse med de nye udgivelser af Beatles-kataloget. Op til det "hvide album" mixede Beatles selv pladerne i mono og synes det var sådan, at musikken skulle præsenteres. Mixningen til stereo var mest et resultat af, at stereoafspillere var begyndt at komme frem på det tidspunkt og blev mest foretaget af nogle teknikere på EM uden deltagelse af Beatles selv. Det er lidt en skam fordi lydbilledet på Beatles' egne monomix var en del mere dramatiske og skæve, specielt på nogle af de senere plader som "Revolver", "Sgt Peppers" o.s.v. Noget som er gået tabt på stereudgaverne hvor en del af det oprindeligt intenderede lydbillede simpelthen er forsvundet. Det er selvfølgelig stadig god musik men man kan stille spørgsmålet om det ikke havde været bedre at remixe det hele, så stereoudgaverne kom til at lyde som de oprindelige monomix, eller i det mindste inkludere stereo og monomix på de enkelte respektive cder.
Istedet har man så sikkert af kommercielle hensyn valgt, at udgive stereo og monomix på separate udgivelser.
Løb og køb!
Føtex og Kvickly har netop fået hele serien på hylderne til 149 stk .
Stereoboksen er midlertidigt udsolgt de fleste steder, men kommer igen om 3 uger.