Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Folkemord som karriere

Under Det Tredje Riges galskab lurede normaliteten i form af Adolf Eichmann. DR2 sendte ham tilbage på anklagebænken for at tage normalitetens moralske immunitet fra ham
Det var når han var mest normal, at han var mest dødbringende. Det er det stadig lige foruroligende billede, der står tilbage af Adolf Eichmann.

Det var når han var mest normal, at han var mest dødbringende. Det er det stadig lige foruroligende billede, der står tilbage af Adolf Eichmann.

Kultur
4. september 2009

På overfladen var Det Tredje Rige rablende sindssygt.

Himmler mente, at han var den genfødte Heinrich den Grusomme. Göring var på narko og rendte rundt i lingeri. Goebbels myrdede sine seks børn for at dø med sin fører. Og Hitler selv viste sig at være en utilregnelig og inkompetent feltherre, hvis sejr på Vestfronten var begynderheld, inden han blev knust af Stalin og sin egen inkompetence.

Men under denne vanvittige overflade lurede normaliteten personificeret ved Adolf Eichmann. Den lille sælger fra en lavere middelklassefamilie i Linz, som fik en chance og som med myreflid udnyttede sit sparsomme talent til at skabe Eichamnn-systemet: Den bureaukratiske struktur, som rationelt og effektivt kunne udføre den endelige løsning på 'jødeproblemet'.

En imponerende effektiv teknokratisk model, som i samarbejde med jødiske organisationer registrerede jøder, samlede dem ind og ekspederede dem videre i systemet. Eichmann var den perfekte medarbejder, der for at fremme sin karriere fulgte ordre til punkt og prikke - hvor uhyrlige de end var - og som løste udfordringerne selvstændigt og kreativt. For ham var folkemord simpelthen en karriere som så mange andre.

Forstå motivet

Denne foruroligende normalitet ved Eichmann har gjort ham til en central figur i vores forsøg på at forstå Holocaust.

For hvis vi kan forstå, hvordan Eichmanns embedsmand blev motiveret til at begå massemord, så kan vi måske forstå, hvordan et højt udviklet samfund kunne slå om i den totale destruktion.

I anledning af, at det i denne tv-uge var 70 år siden, at Hitler gik ind i Polen, viste DR2 den israelsk dokumentarfilm Adolf Eichmanns hemmelige erindringer, der gav os endnu et par facetter til billedet af Eichmann.

Et billede, hvis grundtræk er tegnet af Hannah Arendt, der dækkede den israelske retssag mod ham i '61 for The New Yorker. I sin reportage foreslog hun termen 'det ondes banalitet' for at forstå fænomenet Eichmann.

En tese, som vi har rig mulighed for at nærstudere, da retssagen mod ham blev tv-transmitteret. Hvilket udgør materialet til den fænomenale dokumentarfilm The Specialist, som førte os ind i tilstanden Eichmann og hans totale mangel på evne til at tænke uden for den struktur, som han var en del af.

Banalitet

Adolf Eichmanns hemmelige erindringer er en mere traditionel historietime end The Specialist. Filmen vil tildele Eichmann den bevidst onde vilje, som Arendts bureaukrat blev frikendt for, fordi han fremstod så banal, at det kunne have været hvem som helst, der havde udført forbrydelserne. Ved at tage udgangspunkt i hans to selvbiografier - den første, der blev dikteret til en journalist med nazisympatier i Buenos Aires, og den anden skrevet i fangenskab - satte filmen Eichman tilbage på anklagebænken.

Det skulle bevises, at Eichmann udmærket godt vidste, at dét han gjorde var forkert og han derfor har et personligt ansvar for sine forbrydelser. At han ikke bare var en lydig medarbejder og et uundgåeligt produkt af systemet. Men at han både var bevidst om - og stolt af - konsekvenserne af sine handlinger.

Det var dog et anklageskrift, der kun delvist blev bevist. For selv om filmen havde et vidne på, at Eichmann personligt slog en dreng ihjel med en brændekævle, så var det stadig billedet af den samvittighedsfulde og kølige Eichmann, der dominerede. En mand, der tydeligvis ikke havde haft mord på hjernen fra starten af, da han meldte sig ind i SS i 1932.

Normalitet

I hans tidlige karriere var hans opgave blot at ekspedere jøder ud af Tyskland og Østrig. Han så sadisme som uhensigtsmæssig, fordi det skabte en irrationel forråelse af mandskabet.

Da folkemordet for alvor gik i gang i '41 og '42, gik han til sagen med en professionel stolthed, der ganske vist fyldte hans hjerte med glæde, når han så de fyldte togvogne rulle mod deres endelige destination.

Men det var ikke en glæde, som var udtryk for blodtørst. Snarere var den et udtryk for en høj arbejdsmoral. Derfor er billedet af Eichman stadig lige foruroligende:

Det var når han var mest normal, at han var mest dødbringende.

film@informaiton.dk

Adolf Eichmanns hemmelige erindringer - DR 2
The Specialist: Portrait of a Modern Criminal - DR 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her