Læsetid: 5 min.

Et glimt ned i dybet

Paprika Steen fylder lærredet med karisma og professionalisme som altdominerende hovedrolle i Martin P. Zandvliets bidske og mørke debutspillefilm
Paprika Steens karisma og professionalisme fylder i den grad lærredet fra først til sidst i Martin P. Zandvliets debut 'Applaus'.

Paprika Steens karisma og professionalisme fylder i den grad lærredet fra først til sidst i Martin P. Zandvliets debut 'Applaus'.

Carsten Villadsen

24. september 2009

Fiktion og virkelighed flyder sammen i instruktør Martin P. Zandvliets Applaus. Paprika Steen spiller en kendt skuespillerinde, der har teatersucces som Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf? Filmens diva har to drenge, hvoraf den ene bliver spillet af Paprika Steens søn Otto L. Steen Rieks. Og så er der noget med alkohol og afvænning og Michael Falck.

Det er dog ikke ham, som har alkoholproblemer i filmen, men derimod Paprika Steens figur Thea. Vi møder hende, netop som hun vender hjem til sin store, tomme lejlighed efter at have været på et længere ophold på en afvænningsklinik. Vi forstår, at der er gået halvandet år forud med druk, ballade og svigtede børn. De bor nu hos Theas venlige og stabile ex-mand Christian (Michael Falck) som i mellemtiden er flyttet sammen med den venlige og stabile psykolog Maiken (Sara-Marie Maltha). Thea vil gerne have sine børn igen, sone sin skyld, holde sig fra alkohol - og fylde tomheden i sin sjæl op. Men med hvad? Sårbar, ensom og med følelserne uden på kroppen får Thea konstant spændt ben for sig selv. De mennesker, der prøver at komme hende i møde, skubber hun aggressivt fra sig - lige fra hendes næsegrus beundrende påklæderske på teateret (Malou Leth-Reymann) til den snaldrede svensker Tom (Shanti Roney) på det lokale værtshus.

Flertydighed

Applaus er historien om en tilstand snarere end en fortælling med klassisk dramatisk fremdrift. Historien cirkler om Thea, ligesom kameraet cirkler om Paprika Steen. Fotograf Jesper Tøffners undersøgende, håndholdt kamera er ligeså grænseløst som Thea selv i sine mange tætte nærbilleder. Det gengiver en rå, kornet verden med kølige farver og hårde kontraster, blændende hvid og sammenklasket sort - en visuel form, som spejler Theas tilstand og tilgang til sine omgivelser.

Lige fra de første scener står det klart: dette er Paprika Steens film. Her får hun som ingensinde før på film skabt en karakter, der giver mindelser om hendes erklærede forbillede Cassavettes-skue-spillerinden Gena Rowlands - og om Bette Davis' skarptandede furie af en teaterdiva i All about Eve (1950). Samtidig præger Paprika Steen rollen som Thea med sin helt egen stil - alene hendes særlige latter, tvetydig, et udefinerbart sted mellem spydig og undskyldende, tilfører hendes figur noget ganske særligt. Vi får oplevelsen af, at ingen handling eller replik nødvendigvis skal tages for pålydende, når den indrammes af den latter.

Gennem Paprika Steens karriere har flertydighed været nøgleord for hendes filmpræstationer. Hun har fermt blandet træk fra en række (film)klassiske kvindetyper fra femme fatale til kikset kvindeklovn og billig bimbo i film som f. eks. Den eneste Ene, og Vikaren, ligesom hun har tegnet mindre karikerede og mere hverdagsnære kvindeportrætter i f. eks. Festen, Elsker dig for evigt og Okay. I de fleste tilfælde er humor - direkte eller mere subtilt - hendes tilgangsvinkel. Humor er der bestemt også i Applaus - af den bidske, mørke og tragikomiske slags, der ligger som et tyndt lag fernis over stor eksistentiel smerte.

»Thea er som at spille fordommen om, hvordan jeg er,« siger hun i et interview i Politiken den 20.09.2009. Og hun gør det så gribende, at hun vandt en velfortjent pris som Bedste Skuespillerinde på den anerkendte tjekkiske Karlovy Vary Filmfestival i år. Det er imponerende, hvordan det lykkes hende at vække vores sympati og fastholde vores interesse for en på mange måder utiltalende karakter.

Interessant dynamik

Applaus er instrueret af den spillefilmdebuterende Martin P. Zandvliet, der har en baggrund som klipper. Han har instrueret en række kort- og dokumentarfilm, bl.a. Angels of Brooklyn (2002), der blev belønnet med en Robert. Ideen til Applaus har Zandvliet udviklet sammen med manusforfatter Anders F. August, som pt. også er aktuel med Camping, og producer Mikael Chr. Rieks (der i parantes bemærket er gift med Paprika Steen).

De søgte penge til en novellefilm - med en lumsk bagtanke om at gøre det til en spillefilm. Et markant træk ved filmen er, at den er bygget op som en række krydsklip mellem den centrale historie om Thea, der kommer hjem fra afvænningsklinik og forsøger at etablere et forhold til sine to drenge - og optagelser af scener i en teaterforestilling, hvor Thea/Paprika Steen spiller Martha i Hvem er bange for Virginia Wolf? Optagelserne stammer fra den anmelderroste opførelse på Gasværket i 2008, hvor Paprika Steen spillede over for Lars Brygmann i rollen som George - som vi hører men aldrig ser i filmen. Også her er fokus hele tiden på Thea/Paprika Steen. Hvorvidt klippene fra teaterforestillingen i Applaus skal opfattes som flashforwards eller flashbacks står åbent - men der hersker ingen tvivl om symbolikken i Zandvliets formgreb. Martha-figuren og de replikker, der fyger mellem ægtefælderne, spejler og fortolker Thea og hendes situation. Ideen er god, om end lidt overgjort - selv med færre teaterklip træder pointerne klart og tydeligt frem. Det er lige før den interessante dynamik går tabt i gentagelsen. Men stadig er scenerne fra teateret, ikke mindst dem bag scenen, med til at tegne miljø omkring Thea og dermed gøre hendes figur overbevisende.

Realisme og symbolisme

Og troværdighed er vigtig for oplevelsen af filmen. Enkelte detaljer knirker. Man kan undre sig over, at hun er så alene, som hun er - denne kendte og feterede diva. Filmen fjerner sig fra realismen og bevæger sig i retning af symbolisme, når hun fremstilles fuldstændig isoleret - som en satellit i sit eget sørgelige kredsløb. En antydning af en omgangskreds af fuldkommen overfladiske relationer havde øget karakterens og historiens troværdighed - uden at kompromittere ideen om den dybe ensomhed som Theas eksistensvilkår. Slutningen vil jeg ikke afsløre - men da det her er en anmeldelse, er jeg nødt til at bemærke, at den ikke er filmens stærkeste kort.

I en film med en så stærk hovedrollespiller som her, kan birollerne nemt blive overset. Men de fortjener at blive nævnt, bl.a. Uffe Rørbæk Madsen som forfjumset sagsbehandler i Overpræsidiet og Shanti Roney som værthusgæst og håbløs bejler, der ser nærmest våd ud af druk. Michael Falch har det furede ansigt med sig, om end hans replikker ikke altid falder helt troværdigt, mens Sara-Maria Maltha er fuldendt uangribelig rivalinde, næsten provokerende glat og fersk.

Det er en flot debut, Martin P. Zandvliet leverer - vel at mærke tæt sekunderet af Paprika Steen, hvis karisma og professionalisme i den grad fylder lærredet fra først til sidst. Med Applaus føjer hun endnu en stærk præstation til sin stadig voksende rolleliste - mens Zandvliet fyrer et rungende startskud af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu