Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gudernes endeligt

Ragnarok er over os i sidste bind af 'Valhalla'
Ragnarok er over os i sidste bind af 'Valhalla'
Kultur
8. september 2009

»Fæ dør, frænde dør. Selv dør man ligeså. Det ry dog aldrig dør, man vel sig vinder!«

Sådan lyder det i eddadigtet »Hávamál«, hvorfra vi har en stor del af vores viden om den nordiske mytologi og tankeverden. Og sådan lyder det i Vølvens syner, det afsluttende bind af tegneserien Valhalla, netop som selveste Odin - den højeste gud blandt aserne - uforfærdet kaster sig i gabet på Fenris- ulven, mens alting er ved at gå under omkring ham.

Det er med andre ord Ragnarok og gudernes endeligt, der er undervejs, og det føles smukt på sin plads, at sidste bind i serien om Valhalla og de nordiske guder citerer de berømte linjer om eftermælet fra Odins egen tale i »Hávamál«. 30 år har det taget for Peter Madsen, Henning Kure og det øvrige hold bag serien at nå til verdens ende med det 15. bind, men så er det samlede værk formodentlig også Danmarks største og mest succesfulde tegneseriesatsning nogen sinde.

Det var i september 1979, at Ulven er løs - første bind i Valhalla-serien - udkom i albumform. Her introduceredes de to menneskebørn Tjalfe og Røskva, som ad skæbnens veje havner i Asgård som tjenere for selveste tordenguden Thor.

Tegneserien var en enorm succes i hele Norden fra begyndelsen, men den placerede sig også lige i slipstrømmen af ungdomsoprørets nyfundne interesse for nationalromantik og nordisk mytologi samt periodens genopdagelse af den fantastiske litteratur med J.R.R. Tolkiens Ringenes herre i spidsen. Selv om den største påvirkning nok i virkeligheden kom fra den franske tegneserie Asterix, der også hentede motivet til sine episke komedier fra den tidlige nationale historie i form af gallernes heltemodige kamp mod det romerske rige.

Tydelig inspiration

Heldigvis afstod holdet bag Valhalla sig fra at følge tidens trang til at lade den nordiske gudeverden og kampen mellem aser og jætter være alt for tydelige paralleller til dagsaktuel politik. Til gengæld er de første entusiastiske, men også lidt primitive forsøg på at lave noget i stil med det beundrede udenlandske forbillede præget af en dateret trang til folkekomedie og blød, venstreorienteret og humanistisk satire over kønsroller, pædagogik og pacifisme.

I de første historier skinner inspirationskilderne fra særligt den klassiske fransk-belgiske albumtradition, der blev så populær herhjemme i 1970'erne, meget tydeligt igennem, men Peter Madsens tegninger udviklede sig med stormskridt. Snart blev arven fra den nordiske tradition for jugend-inspirerede eventyrillustrationer med tegnere som Louis Moe, John Bauer og Theodor Kittelsen tydelig, ja selv Lorenz Frølichs nationalromantiske stil blev på fornem vis indarbejdet i tegningerne.

Ikke mindst de mange års arbejde med Valhalla-filmen professionaliserede hele holdet. Fra midten af 80'erne nåede serien op på niveau, og med de seneste bind har den placeret sig solidt i eliten af de europæiske albumserier i klassisk stil. Valhalla har med tiden udviklet sig til et stadig mere komplekst univers, hvor karaktererne er fuldt udbyggede, og ikke mindst hele universet er sublimt turneret, fordi den nordiske gudeverden nu ikke længere bare er en eksotisk kulisse eller et spændende emne, der pædagogisk skal fortælles om i tegneserieform.

Vølvens syner er altså ikke bare sidste bind i serien om Valhalla, men også enden for seriens univers. Alle ni verdener er frosset til, livet i Valhalla står i stampe, og guderne ypper kiv og sløves i stilstanden. De kender alle historierne om Fimbulvinteren, der varsler enden, og deres bevidsthed om at leve i de sidste tider præger hele albummet stærkt og giver den et skær af skæbnetung uafvendelighed.

Dæmonisk

Samtidig har Tjalfe og Røskva overstået deres tid blandt guderne og skal modvilligt drage hjem til Midgård. Turen til menneskenes verden bliver dog bremset af, at Fenrisulven atter er sluppet løs. Dermed er afgrundens folk for alvor ved at samle sig. Som følge af trickster-guden Lokes forræderi fører jætten Surt - en helt usædvanligt dæmonisk skikkelse - sin hær mod Valhalla om bord på skibet Neglfarer, lavet af negle indsamlet fra de døde i alle ni verdener.

Her i sidste bind er Peter Madsens design blevet næsten strømlinet, men det er ikke gået ud over serien. Tværtimod er jætter og trolde blot endnu mere uhelds- svangre at se til, og de holder fint ethvert tilløb til sødmefuld idyl i skak. Det store angreb på Valhalla er således orkestreret som et fantastisk dobbeltopslag med horder af dæmoniske biker-jætter, der springer ud af verdenshavet med Midgårdsormen og Fenrisulven i hælene. Kaoskræfterne går forenet til angreb, mens aserne under ledelse af krigsguden Tyr går i formation som en hyldest til superhelteikonet Jack Kirby.

Det er storslået fremstillet og en værdig afslutning for serien. Det sker ikke med en klynken, men med et brag.

Peter Madsen og Henning Kure: Valhalla 15: Vølvens syner. 56 sider i farver, kr. 99,95

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her