Læsetid: 1 min.

Hestekunstneren

Hestekunstneren
18. september 2009

Bedømmelse: 3/6

Umiddelbart ligner det en blanding mellem Troels Trier og Johnny Madsen med et twist af Jens Robert Jørgensen. Et klassisk motiv fra kunsthistorien, hesten, malet skødesløst på baggrunde delt i to, forvredne Mondrian-lignende mønstre og monokrome blå flader. Og sandelig om hesten ikke er forskellig alt efter baggrund. Når bagenden er plantet hos abstraktionens fader er den én farve, imens hovedet der titter frem i det monokrome, der skal få os til at tænke på andre malerier, er en anden farve.

Troels Wörsels undersøgelser af kunsthistorien og maleriet er nogenlunde lige så interessant, som en spørgeskemaundersøgelse om folks forhold til kassettebånd ville være. Hans undersøgelser handler om kunst, der handler om kunst, og det virker, som om han slet ikke har fundet ud af, at værket allerede er opløst, at der findes en hel generation, der har ganget hans forsøg med tusind og ikke laver andet end at undersøge for undersøgelsens skyld. Til gengæld er der noget idiotisk morsomt over den hest, der står der midt i det her håbløse farveladeri. Som om Wörsel tager hestens parti i en skrækkelig farce, hvor vi har mishandlet det stakkels dyr, så den nu står helt forvirret og ked af det og ikke ved, hvad den skal. Der er noget gak-gak virtuost over Wörsel, som er svært at beskrive, men som han åbenbart alligevel godt selv er klar over i sine mindre værker, hvor han indrammer dårlig malerkunst to gange. Først i hestens ben og bug. Og så i en guldramme. Han maler som en kedelig gammel mand. Men der er noget befriende tosset over ham.

Troels Wörsel hos Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, København til den 3. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu