Læsetid: 4 min.

Hybris, Nemesis og ondt i øjnene

De 16,5 minutter, der er blevet vist af James Camerons meget hypede 3D-scifi-drama 'Avatar', lægger en lille dæmper på forventningerne, men lover også en usædvanlig oplevelse
De 16,5 minutter, der er blevet vist af James Camerons meget hypede 3D-scifi-drama 'Avatar', lægger en lille dæmper på forventningerne, men lover også en usædvanlig oplevelse
2. september 2009

Da traileren til James Camerons længe ventede 3D-scifi-drama Avatar ramte internettet for godt en uge siden, var reaktionerne blandede.

Nogle var meget kritiske og syntes, at det så alt andet end overbevisende ud; andre, at den amerikanske filminstruktør var på vej med endnu en teknologisk nyskabende og velfortalt film i stil med Aliens (1986), Dybet (1989) og Terminator 2 (1991) - måske endda også en kassesucces i stil med Camerons seneste spillefilm, Titanic (1997).

Forskellen på dengang og nu er dog, at hvor alle regnede med, at Cameron ville falde på halen med den eksorbitant dyre Titanic, og de færreste ligefrem forventede nyt og originalt fra ham, da han lavede Aliens og Terminator 2, så er forventningerne til Avatar så mange og så store, at den færdige film næsten kun kan skuffe.

Cameron har selv været med til at hype filmen ved tidligt at udtale, at den ikke ville ligne noget, man havde set før, og at den samtidig ville revolutionere filmmediet og måden, hvorpå man laver film.

Desuden blev Avatar, der i hidtil uset grad blander live action og forsøg på fotorealistisk computeranimation, udset til at føre an i Hollywoods bestræbelser på for alvor at omvende det brede publikum, ja, hele verden, til 3D-mediet.

Hybris

Det er store ord, men James Cameron er også manden, som modtog en af mange Oscars til Titanic med ordene: »I am the king of the world (jeg er verdens konge)« og som for nylig - da han præsenterede 25 minutter af Avatar på en biografmesse i Amsterdam - iførte sig de tonede 3D-briller og sagde, »jeg har set fremtiden, og den er så lys, at jeg er nødt til at bære solbriller«.

Egentlig er det ganske forriskende, at han tør udtrykke sig så skråsikkert. Men det nærmer sig også hybris, og da Avatar-klippene et par uger senere blev vist på tegneserie- og filmmessen Comic-Con i San Diego, var reaktionen blandt instruktørens mange, ivrige fans yderst blandede.

Nemesis ramte hårdt, og måske var det grunden til, at Cameron besluttede sig for at vise 16,5 minutter af filmen i digital 3D for biografgængere verden over. Så kunne de selv se og vurdere klippene under ordentlige forhold, og måske ville det punktere noget af al det hysteri og den hype, der omgav filmen og dermed give fansene et mere realistisk indtryk af, hvad de havde i vente.

Fotorealisme

Det syntes at være et klogt træk, og det blev til virkelighed fredag den 21. august - dog ikke i Danmark, hvor man ifølge Fox' danske afdeling ikke kunne finde den rigtige biograf til på det rigtige tidspunkt at vise klippene. Det kunne man heldigvis i Norge, og nogle dage senere vistes også Avatar-klippene på filmfestivalen i Haugesund med Informations filmredaktør blandt publikum.

Avatar foregår i det 22. århundrede og handler om en invalid marinesoldat, Jake, der ankommer til planeten Pandora, hvor invaderende jordboere ligger i krig med de indfødte, Na'vi'erne, tre meter høje, blå menneskelignende væsener. Menneskene vil have fingrene i et værdifuldt råstof på Pandora, men kan ikke tåle luften på planeten, og Jake får derfor mentalt kontrollen med en kunstigt fremstillet Na'vi, en avatar, så han kan blande sig med de indfødte og hjælpe menneskene med at vinde krigen. Men han forelsker sig i en Na'vi-prinsesse og tager hendes side i den blodige konflikt.

Pandora og Na'vi'erne er skabt i computere, og skal Avatar virke, må man tro på væsenerne og deres verden. Da jeg selv så traileren, blev jeg skuffet over, hvor computeranimerede Na'vi'erne så ud, men i 3D er oplevelsen en lidt anden. Der er ingen tvivl om, at Cameron har lagt sig i selen for at gøre de compu-teranimerede karakterer og omgivelser så fotorealistiske som overhovedet muligt.

Det er det mest overbevisende, jeg endnu har set, men selv om teknologien er nået langt, er man trods alt ikke i tvivl om, at Na'vi'erne er animerede - at få animerede karakterer til at bevæge sig helt naturligt er svært - og i en tidlig scene, hvor Jake første gang bebor sin nye krop, hvilket kræver en vis tilvænning, er sammensmeltningen af mennesker og avatarer ikke helt troværdig.

Bedre fungerer det i de scener, hvor det kun er Na'vi'er, der interagerer.

Hårdt for øjnene

Pandora fremstår som en frodig og farvestrålende jungle - det ligner en rigtig skov - der også gemmer på livsfarlige dyr, og i en af filmens tidlige scener må Jake løbe for livet med nogle meget bistert udseende dyr i hælene. Det er en hæsblæsende scene, som giver et adrenalin-kick, ikke mindst fordi den er i 3D, men den er også hård ved øjnene i 3D, og man kan næsten ikke følge med, fordi det går så stærkt, og man skal kapere de pludselige og meget voldsomme fokusskift, som den nye teknologi fører med sig.

Muligvis er det noget, man kan vænne sig til.

Et andet problem er underteksterne, der har fået sin helt egen Avatar-skrifttype, og som i hvert fald på norsk fylder så meget i billedet, at det er irriterende. Desuden hænger de - takket være 3D-teknologien - nærmest foran næsen på én, hvorfor man, hvis man læser undertekster, skal flytte fokus frem og tilbage mellem handling og tekst, hvilket forstyrrer filmoplevelsen og er anstrengende for øjnene.

Det er selvfølgelig historien, som skal holde publikums opmærksomhed fanget, når Avatar til december har premiere, og historien er svær at spå om ud fra de få klip, jeg har set. Men visuelt ser filmen altså lovende ud - den bliver tydeligvis et teknologisk skridt fremad - selv om jeg tillader mig at tvivle på, at James Cameron ligefrem vil forandre filmmediet og filmoplevelsen for altid.

Se traileren til 'Avatar' på www.apple.com/trailers. 'Avatar' har dansk premiere den 18. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu