Læsetid: 3 min.

Hvad jægeren gemte

Fogedretten har vurderet, at ’Jæger – i krig med eliten’ må udkomme. Det, vi får lov at læse, er en endimensionel beretning om en Rambo. Alligevel er bogen værd at læse for den unikke dokumen­tation af krigens konsekvenser
24. september 2009

»Den danske befolkning har ret til og krav på at vide, hvad der sker for alle de mange skattepenge, der går til de historiske krigsindsatser i Afghanistan og Irak,« skriver jægersoldat Thomas Rathsack i forordet til sin bog Jæger – I krig med eliten, der nu i ugevis har ageret affyringsrampe for en ophedet diskussion om ytringsfrihed kontra rigets sikkerhed.
Nu, hvor Fogedretten har besluttet, at bogen om Rathsacks oplevelser som jægersoldat i Afghanistan og Irak – afbrudt af flere udstationeringer som minerydder i blandt andet Kaukasus – op igennem dette årtusinde godt må udkomme trods følsomme oplysninger, er spørgsmålet, hvad det er for en bog, vi får lov at læse. Hvor kontroversiel er den? Er den palaveren værd?
Jæger er ikke kontroversiel som dokumentarisk bog. Bogen er skrevet på en indignation, men for menigmand og -kvinde uden militær indsigt er det uigennemskueligt, hvorvidt der lækkes en oplysning for meget om for eksempel den meget omtalte undercovermission, hvor Rathsack klæder sig ud som afghaner. Den passage i bogen er hverken mere eller mindre detaljeret end  andre. Er manden på et hævntogt? Nej, Rathsacks forhold til Jægerkorpset og Forsvaret skildres som et had-kærligheds-forhold. Han både kritiserer korpsledelsen for »typisk dansk duknakkethed, der gør mig rasende«, da en æresbevisning fra den amerikanske hær til det danske Jægerkorps holdes hemmelig, og priser Jægerkorpset i romantiserende vendinger for at give ham mulighed for at leve sin ultimative soldaterdrøm ud. Rathsacks indignation er ikke møntet eksklusivt på Forsvaret. Indignationen er snarere et karaktertræk, der males frem i bogen for at iscenesætte ham som en ener, en Rambo, der ’raser’ mod alle former for bureaukrati.
Flad som en pandekage
I det hele taget er Jæger en meget lidt kontroversiel læseoplevelse. Dokumentargenren, som Jæger tilhører, giver traditionelt rum til den personlige beretning og har – nogle gange åbenlyst flabet – som formål at hive det oversete frem i lyset, så offentligheden kan få et mere nuanceret billede af en begivenhed. Og Jæger putter sig trygt i den definition. Der er således ikke noget overraskende i, at bogen skaber debat.
Og persontegningen er flad som en pandekage. Er der refleksioner over livsvalget om at blive soldat, overstås de på et meget kort stykke mellem to punktummer. Det er svært at have en kæreste, når man er jægersoldat. Videre. Igen tegnes derimod konturerne af en Rambo-lignende karakter, der går til grænsen og samtidig kender sin plads: » … det påstås af folk med forstand på den slags, at det både politisk og organisatorisk har været en succes. Jeg ved bare, at det har været en sikkerhedsmæssig succes,« siger en fokuseret Rathsack om hans arbejde med sikkerheden under EU-topmødet i 2003. Det er ren John MacClane gone political, ren soldaterromantik, ren filmreplik. Og næsten komisk endimensionelt.
Man kan ikke klandre ghostwriteren Dennis Drejer for de manglende nuanceringer. Han er fanget mellem en loyalitet over for Rathsacks ord og en iscenesættelse, der får os til at læse. Og man fornemmer en respekt for denne balancegang. Drejer overbruger ikke metaforer, og dem, han benytter, er let afkodelige og fungerer fint til at give bogen et minimum af narrativt drive. Men Drejers tilstedeværelse i ordene skaber en distance, der gør, at rigtigt nærværende bliver Rathsack aldrig.
Bogen er værd at læse, fordi den er et stykke unik dokumentation af et unikt og forstemmende stykke verdenshistorie. Fra et førstehåndsvidne i en unik position som jæger. Stærkest i bogen står de passager, der gennemgår konflikterne i Afghanistan, Irak og Kaukasus, hvor man som læser bliver mindet om den menneskelige armod som resultat af krig. Det er hverdag for Rathsacks blik at se lemlæstede børn under sit arbejde som minerydder i Kaukasus. I Kabul oplever han en gruppe drenge, der står og griner af en hængt mand i en lygtepæl i »Middelalderen anno 2001«. Han beretter om absurde optrin, for eksempel trafikkaos ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor man i Af­ghanistan kører i højre side, i Pakistan i venstre. Et virkningsfuldt billede på også politisk og menneskeligt kaos. Ingen bestemmer, og alle bestemmer. Og det er egentlig her, i disse mindre Rambo-tyngede passager, at vi får et klart billede af Rathsack som menneske. For han formår jo at bevare forstanden under, hvad der virker som umenneskelige vilkår. Nej, Jæger ikke kontroversiel som dokumentarisk bog. Jæger er skrevet i en kontroversiel tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu