Læsetid: 3 min.

Jazzdebutant i høflig indpakning

Operasopranen Tuva Semmingsen fik ikke udfordring nok i Jazzhouse
11. september 2009

Jazzugen begyndte med, at Politiken egenhændigt skar igennem den standende debat om, hvorvidt jazz stadig er jazz, og redefinerede den. I en såkaldt faktabox og under en overskrift af verdenskrigsstørrelse proklamerede Organet for den Højeste Oplysnig, at jazz i dag er »en mangfoldighed af musikalske udtryk, der har improvisation som det centrale element«. Punktum.

Ikke just noget nyt fire-bogstav-ord, men dog i hvert fald noget, der er med til at adskille jazzen fra partiturmusikken.

Og dog. Hvis vi, som det åbenbart er tilfældet, skal udelukke den avancerede rytmiske plasticitet - og beherskelsen af en sådan - som et kendetegn for jazz, så er vel nu også en kadence i en violinkoncert eller Eric Claptons retningsløse flyveture blevet til jazz. Eller hur?

Betydningen af at besidde den særlige rytmiske fornemmelse, der tillader udøveren at placere sine fraser næsten hvor som helst i forhold til taktslaget eller musikkens puls, sådan at der opstår en meningsfuld spænding, blev vi mindet om, da The Orchestra onsdag havde inviteret opera- sopranen Tuva Semmingsen med til sin koncert i Jazzhouse. Semmingsen mestrede at udspytte de vanskelige fjerdedele i Bobby Timmons' og Oscar Brown Jr.'s »Dat Dere« med besnærende fynd, men derudover holdt hun sig i tre andre jazzklassiske titler mest til det, hun har lært på operaakademiet: at give samtlige toner og samtlige stavelser i teksterne samme omhu og vokale fylde, så foredraget fremstod spændingsløst både rytmisk og i teksttolkningen.

Jakob Riis, som havde arrangeret de fire titler, hjalp hende nu heller ikke på vej. Især havde han valgt tone- arter, der snarere tilgodeså alt end den mezzo, Semmingsen er, og så kunne man desuden sidde og undre sig over, hvordan en så krøllet musikalsk hjerne som Riis kunne være så forsigtig med sine virkemidler, som det var tilfældet her. Måske det var et ædelt forsøg på ikke at blæse en jazzdebutant omkuld. I så fald var det misforstået. Jeg tror, Semmingsen kunne have stået for langt mere udfordring i arrangementerne - især, altså, hvis hendes stavnsbundne rytmiske opfattelse var blevet rokket ved.

Lange introduktioner

Forinden havde The Orchestra spillet en afdeling med den tyske multisaxofonist Steffen Schorn. Schorn er især blevet kendt for at kunne udtrykke sig på så sjældne instrumenter som kontrabasklarinet og bassaxofon - den sidste vel dårligt hørt i jazzen siden Adrian Rol- linis velmagtsdage i 40'erne - men er også en flittig komponist for stort orkester. I Jazzhouse opførtes to af hans suiter, der krævede så lange verbale introduktioner, at det måske ville have været lettere at skrive en aviskronik end musikken, og Schorns musik afslørede da heller ikke mere end en sympatisk portion energi og et habilt håndelag i opbygningen af heftigt ekspressive riffs. Heller ikke temaerne var andet end riffagtige indfald, hvilket dog ikke forhindrede i hvert fald én solist i at brænde igennem: Peter Fuglsang på altsax.

Med et radio-big band, der nu skal varetage mange andre opgaver end den at promovere ny og original orkesterjazz, er scenen sat for The Orchestra til at blive landets væsentligste fakkelbærer for denne musik. Det var lige knapt, at et delmål i den henseende blev nået med denne koncert, men med så meget talent samlet, både skrive- og spillemæssigt, skal der nu nok komme meget mere fra The Orche- stra.

The Orchestra med Tuva Semmingsen og Steffen Schorn. Dir.: Lars Møller. Copenhagen Jazzhouse onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu