Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vi kan kun være frie i fællesskab

Den amerikanske filosof Robert B. Pippin har rekonstrueret den tyske tænker Hegels tanker om frihed, så de fremstår som kritiske replikker til vores almindelige antagelser om, hvad det vil sige at være et fornuftigt individ
Kultur
12. september 2009
Den amerikanske filosof Robert B. Pippin har rekonstrueret den tyske tænker Hegels tanker om frihed, så de fremstår som kritiske replikker til vores almindelige antagelser om, hvad det vil sige at være et fornuftigt individ

Man kan ikke være fri alene. Det kan godt være, man er fri fra forbud, men det er ikke nok til, at man kan træde i karakter som et frit menneske. Det er en af de klassiske indvendinger mod vor tids populære begreb om frihed, at det kan ende med at underminere sig selv: Man vil kæmpe for individuel frihed, men man risikerer at ødelægge betingelserne for frihed, fordi man ikke har forstået det rigtigt. Den personlige frihed sættes som det højeste mål, og derfra overser man, at der er sociale og institutionelle forudsætninger for personlig frihed. Den basale antagelse er, at friheden for den enkelte altid allerede er givet fra starten. Uanset sociale, politiske og historiske omstændigheder er friheden ifølge denne antagelse noget, vi får, når vi fødes og efterfølgende skal passe på, at vi ikke mister.

Men det er en af den tyske filosof G.W.F. Hegels gamle pointer, at friheden ikke kommer fra naturen. Frihed er for Hegel ikke noget, man får, men noget man selv skal skabe. Så ikke engang på sine egne præmisser vil den rene egoisme være en succes. Og man kan ikke skabe betingelserne for sin frihed alene. Denne for almindelige moderne mennesker kontroversielle tese om frihed er udgangspunktet for den amerikanske filosof Robert B. Pippins nye bog: Hegel's Practical Philosophy. Pippin har skrevet udførligt om den tyske idealisme og om Hegels teoretiske filosofi, men i sit nye værk læser han Hegel praktisk, politisk og ikke mindst aktualiserende.

Friheder

Pippin starter med Hegels opfattelse af frihed, ansvar og handling. Vi er vant til at opfatte friheden som muligheden for at være årsag til egne handlinger. Fordi hun selv gjorde det og frit valgte at gøre det, kan vi drage hende til ansvar for handlingen. Det er betingelsen for moral, som vi forstår det.

Men Hegel antager noget andet: Det er ikke muligheden for at være årsag til egne handlinger, som grundlægger den individuelle frihed. Det er derimod muligheden for at retfærdiggøre sine handlinger bagefter. Det kan forekomme bizart at identificere frihed med efterrationalisering. Men det skyldes flere forhold: Frihed er afhængig af, at vi praktisk kan gøre det, som vi fornuftigt finder rigtigt. Her er Hegel på linje med Kant. Men han overskrider også Kant: For friheden til at handle fornuftigt er afhængig af, at andre kan se og forstå éns handlinger som fornuftige. Der skal frie og fornuftige mennesker til at anerkende én selv som fri og fornuftig. Man skal se sig selv i dem, og de skal se sig selv i én. Du forstår først dine handlinger, når de andre har forstået dine forklaringer. Så er fornuften blevet virkelig. Hvis man selv vælger sine handlinger, og ingen forstår dem, er man ikke frigjort, men fremmedgjort. Denne fundamentale misforståelse genkendes fra kriminalfilm: Det er gyset, når omgivelserne ikke anerkender de sandheder, man selv regner for indlysende. Det er den ensomme uhygge, når man opdager kløften mellem det, man selv forstår, og det, de andre forstår.

Det enestående ved Hegels teori om frihed er ifølge Pippin, at den ikke adskiller det individuelle og det sociale. Vi skal være i fornuftige fællesskaber for at blive forstået og for selv at forstå de andre omkring os. Hans blik på individualitet udfordrer følgelig vores almindelige antagelser: »Hegel argumenterer for«, skriver Pippin: »et skift i vores forståelse af individualitet fra noget givet til noget, der skal opnås. Og et skift fra at se individualitet som et enten empirisk eller metafysisk faktum til at se det som noget normativt«.

Vi er ikke os selv som suveræne individer, men vi kan blive os selv. Det bør vi blive. Og det bliver vi ikke gennem vore handlinger, men ved den fælles forståelse af argumenterne for vores handlinger. Individualitet opstår ikke med sætningen: »Jeg gjorde det«. Den opstår med forklaringen på det, der blev gjort. Man forklarer ikke sin handling ved at fortælle om, hvorfor man gjorde den. Den oprindelige intention er ifølge Hegel kun væsentlig, hvis den er gjort virkelig i handling.

Det er en anden pointe, at argumenterne for vores handlinger ikke er givet på forhånd. Den fælles fornuft, som er anerkendt i civilsamfundet og etableret i de offentlige institutioner, fungerer ikke som en eksistentiel facitliste. Det ville ophæve individualiteten. Denne sociale fornuft åbner et spillerum, hvor den enkelte reflekterer over sin egen position og de andres positioner. Der er ikke givet noget svar på de enkelte udfordringer, men derimod forskellige legitime grunde, som altid vil være i konflikt.

Efter metafysisk

Målet med Pippins bog om Hegels praktiske filosofi er ikke at lave et pædagogisk resumé. Selv kalder Pippin sit værk for en »rationel rekonstruktion«. Han forsøger at oversætte Hegel til vores samtid, hvor begreber som 'verdensånden' afskrives som metafysisk tågesnak. Den store udfordring for Pippin bliver at redde den rationelle kerne i en tænkning, som selv henviser til ånden og verdenshistorien som yderste horisont. Pippin stiller sig ikke tilfreds med en traditionel læsning, der ser menneskene i historien som agenter i en højere ånds tjeneste. Han udlægger i stedet 'ånden' pragmatisk og historisk som fælles normer. Ånden fungerer for Pippin ikke som et stort subjekt i historien, men bestemmes som en kollektiv bevidsthed, der er resultatet af historiske fremskridt. Ånden er produktet af det fælles arbejde med at indrette demokratiske institutioner og retfærdige sociale relationer.

Han henviser her til vores hverdagsbevidsthed: Vi tror ikke på postulater om den store verdenshistoriske ånd, men vi tror automatisk på, at vi lever i en historie, hvor der gøres fremskridt. Det er en almindelig anerkendt falliterklæring at henvise politiske forslag og kulturelle skikke til en tidligere fase: Det er middelalderligt eller umoderne, siger man om det, man ikke kan acceptere. Denne intuition om fornuftige fremskridt leverer Pippin sidst i bogen et forsvar for. Han ironiserer over, at dem, der eksplicit kritiserer fremskridtstanken, altid implicit identificerer sig med kvindefrigørelsen, sociale rettigheder og demokratiske institutioner som selvfølgelighed. De vil gerne have fremskridtets produkter, men de tror ikke på fremskridtsprocessen. Problemet for Pippin bliver naturligvis at redegøre for alt, der som klimaødelæggelser, folkemord og udbytning ikke passer ind i fremskridtsfortællingen.

Han kan ikke sætte et højere gode for de historiske fremskridt, fordi han indledningsvis afviser det enkelte individs ukrænkelighed som mål, og fordi han ikke udvikler et positivt og pragmatisk begreb om fremskridt. Men som han selv skriver i en af de sidste noter i sin tankevækkende bog: »Hegels historiske udviklingsfortælling giver os måske ikke det filosofiske guld: almindelig transcendental nødvendighed, men (a) det er alt hvad vi har og (b) det er nok.«

Robert B. Pippin: Hegel’s Practical Philosophy – Rational Agency as Ethical Life. 308 s., 29.95 US Dollar. Cambridge University Press. ISN 9780521728720

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pippins fremstilling synes at videreføre Hegels kendte opfattelse af, at forestillingen af frihed sker i dialektik med dens muligheder, hvorved der fremstår en syntese, den, der imidlertid får Marx til at fordre en handling ud over statiske erkendelse i en uendelig bevægelse, hvis 'synteser' er hinandens forudsætninger (kommunisme). (Derfor kunne Marx påstå, at han ikke er marxist, og derfor er en realisering af marxismen i en parlamentarisk konstruktion nærmest utænkelig - Stalin endte som alt andet end marxist/kommunist). Men forholder det sig sådan, at i følge både Hegel og Marx slår man sig for munden, hvis man kun tager ordlyden af grundlovens ytringsfriheds for givet?