Læsetid: 3 min.

Kan du se noget ud af de der øjne?

Eva Tind Kristensen er født i Pusan, Korea og opvokset i Låsby, Jylland. Begge steder siger man 'do', men selvfølgelig med forskellige betydninger
17. september 2009

Allerførst skal det siges højt og tydeligt, at do er et værk, der maser sig ind på sin læser og død og pine vil den læser noget: tænk, reflekter, se - og læg selv til, do! Selv er do strengt taget noget af en rodebutik, der består af Eva Tind Kristensens egne tekster og tegninger, en serie familiefotos, leksikonlignende opslag og readymades. Sidstnævnte er for eksempel korte breve fra Eva Tind Kristensens koreanske familie på bad English, madopskrifter på hundesuppe, grisetæer og blodpølse, tekster til sangene Mors lille Ole og Skuld gammel venskab rejn forgo. Faktateksterne oplister for eksempel danske dyrelyde og koreanske.

Det er med andre ord en herlig rodebutik, som måske kun debutanter kan præstere, og de mange forskelligartede teksttyper og kunstneriske udtryk holdes sammen af den adopteredes skarpe blik på fænomenerne national identitet og kultur og så et kunstnerisk nærvær. Eva Tind Kristensen konkluderer ikke, pointerer ikke, og trods de mange spejlinger af koreanske og danske forekomster reduceres ingen af sammenligningerne til et spørgsmål om godt eller dårligt eller overtydelige pointer.

Når Eva Tind Kristensen spørger, er det mest indirekte: Er koreanere gule? Kan vesterlændinge kende forskel på japanere og koreanere i tv-reklamer? Kan en kineser komme til at forveksle en koreaner med en japaner? Og så et enkelt direkte spørgsmål, som man må gætte på, Eva Tind Kristensen er blevet mødt med: Kan du se noget ud af de der øjne? Og som læser af do vil jeg mene, at det kan Eva Tind Kristensen godt. Måske er synssansen og det visuelle arbejde endda hendes stærkeste side. Og måske bør man kalde sig selv beskuer i stedet for læser, når man åbner do.

Uægte adoptivdatter

Hver af bogens opslag er et afrundet hele, og ofte spejler venstre- og højresiden hinanden. Det første opslag har således på venstresiden en forklaring på den koreanske lyd 'do', der har over 100 forskellige betydninger, og en oplysning om, at 'do' er jysk udtalemåde af du på højresiden. Ni andre opslag indeholder fotos af adoptivfamilier, to fotos pr. familie. Det ene med familiens voksne adoptivbarn fra Korea, på det andet har Eva Tind Kristensen taget adoptivbarnets plads.

Tricket er jo så enkelt, at det næsten skriger til himlen, men virkningen er elegant og stærk. Alle fotos signalerer hjem og trygge rammer. Familiemedlemmerne sidder eller står i deres stue, ofte er de i strømpesokker eller har hjemmesko på. Interiøret er gardiner, væg til væg-tæpper, potteplanter, malerier, nips, plaider, puder og lamper. En hund er der også på et af billederne (jeg minder diskret om den førnævnte opskrift på hundesuppe).

Hjemligheden, strømpesokkerne og hjemmeskoene gør familierne lidt sårbare at se på, de ser direkte i kameraet og forsikrer os om, at de ved, fotografen er til stede, og så med et får beskueren øje på Eva Tind Kristensen, den fremmede som har taget en andens plads. Eller hun kunne lige så godt være blevet adopteret af denne familie, men nu er hun altså familiens uægte adoptivdatter. På et sæt fotos er hun med som et ekstra familiemedlem, på et andet er hun med på begge billeder - hendes egen familie naturligvis. Er hun også fremmed her? Eller ægte?

Vanvittigt misforhold

For der er jo også familien i Korea, som Eva Tind Kristensen har besøgt og modtaget breve fra i tiden omkring hendes biologiske fars død. Breve med et fuldstændigt vanvittigt misforhold mellem det ubehjælpsomme engelsk, de er skrevet på, og det triste indhold, de formidler. Et misforhold, der måske er tæt på at være lige så grimt som døden, hvis man skulle sammenligne med Nordbrandts bestræbelser på at ramme døden med et poetisk sprog. Nordbrandt valgte rimet, Kristensen readymaden.

Brevstumperne i do har med deres misforhold mellem sprogtone og indhold en del til fælles med Maja Lee Langvads spørgeskemaer i Find Holger Danske. Her opstillede Langvad, der også er adopteret fra Korea, 20 spørgsmål til sin biologiske mor, sin adoptivmor og sig selv. Begge kunstnere holder sentimentaliteten for døren ved at tvinge en dybt bevægende, privat historie ind i henholdsvis et nøgternt spørgeskema og et utilstrækkeligt sprog.

Ikke alle debutantens egne tekster holder som enkeltstående kunstneriske udtryk, nogle er hurtigt overståede, eller de er ikke virkeligt originale eller sprogligt spændende, men konceptet holder. Og det er trods alt ikke helt uvæsentligt for et konceptuelt værk som do.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu