Læsetid: 4 min.

En katolik må godt bruge kondom

Kardinal Carlo Maria Martini mener, den katolske kirke må fornye sig selv. Cølibatet må ophæves, homo-seksualitet skal ikke fordømmes og kondomer er nødvendige. En ny interviewbog har rystet den katolske verden
26. september 2009

Det vakte opsigt et godt stykke ud over katolske cirkler, da den prominente kardinal Carlo Maria Martini for nylig lod sig interviewe i en bog. Bogen blev omtalt i mange aviser, og den røg ind på bestsellerlisten i mange lande. Dels, fordi den handler om nogle fundamentale spørgsmål om tro, tvivl, livskriser, om ungdommens vilkår, om de andre religioner og kristendommen, om kirkens fornyelse og mangel på samme, om frygten for fremtiden og lignende for så mange vedkommende spørgsmål. Men også fordi både den interviewede og intervieweren er velkendte navne for mange Central- og Sydeuropæere.

Martini var engang ærkebiskop i Milano, og dermed leder af verdens største stift. Han har også en fortid som rektor for det ansete pavelige universitet Gregoriana i Rom, og er desuden en i både katolske og ikke-katolske kredse højt respekteret Ny-Testamente forsker - en af de førende i verden inden for sit felt. Dertil kommer, at det ifølge mange kendere af Vatikanet først og fremmest er i kraft af hans egen anmodning om endelig ikke at blive valgt, at Martini ikke i dag er blevet pave. Mange kardinaler (og det er dem, der vælger den nye pave) mente, at netop han kunne tilføre den katolske kirke den fornyelse, den efter deres mening trænger til. Derfor forhørte man sig hos den dengang 77-årige, om hans stilling til et sådant valg, men Martini var på det tidspunkt så syg, at han ikke mente at kunne klare en så krævende stilling. Og nu er den 82-årige kardinal så afkræftet, at denne bog nok bliver hans sidste.

Natlige samtaler

Intervieweren er den østrigske munk Georg Sporschill, som i al fald i sit hjemland er en ganske kendt person, fordi han har ydet en bemærkelsesværdig indsats for at have opbygget en hjælpeorganisation for gadebørn i Østeuropa. For denne indsats har han fået en række priser og hædersbevisninger både i og uden for sit hjemland.

Aftenen og natten er tidspunkter, hvor tanker flyder bedre, og hvor ideerne lettere kommer end om dagen, skriver Martini i sit forord. Så da de sene samtaler mellem kardinalen og hans ven Sporschill fandt sted ved Martinis hjem i Jerusalem, var det oplagt med titlen; Jerusalemer Nachtgespräche eller som de hedder i den originale udgave: Conversazioni Notturne a Gerusalemme. Italiensk er et vanvittigt smukt sprog.

Det er kun folk uden kendskab til den katolske kirke, der vil forvente en tandløs omgang overvejelser fra Martini. Han er elegant i sine formuleringer, dybsindig i sine overvejelser og skarp og direkte i sine kommentarer til kirken.

»Kirken mangler mod til at reformere sig selv,« siger han flere steder i bogen. Og han kommer med ikke så få udtalelser, som er stik mod det, der ellers udgår fra Rom. Han lufter f.eks. muligheden for at ophæve cølibatet for præster. Det er ikke første gang det sker. Da han engang, mens han var på tale som pavekandidat (og inden sin sygdom), blev interviewet i en italiensk avis om bl.a. dette spørgsmål, udtalte han - med diplomatisk forsigtighed, fordi han som mulig efterfølger efter Johannes Paul skulle træde varsomt, men med vittig frækhed, fordi han er Martini - at cølibatet nok næppe blev ophævet i »dette århundrede«. Udtalelsen faldt i december 1998. Det var det tætteste en mand i hans position kunne tillade sig at gå i retning af agitation for ophævelse af en ordning, som jo ikke har været tvunget for præster i hele kirkens historie.

De Røde Brigader

Martini er således ikke en konservativ, men en reformist, som ønsker en fornyelse af kirken.

Bemærkelsesværdig er også Martinis evne til at række ud til dem, der ikke kunne drømme om at nærme sig kirken. Da nogle folk fra De Røde Brigader blev fængslet, vidste han med sig selv, at »dem måtte jeg besøge i fængslet«. Ikke fordi de var et let bytte for en evangeliseren (hvad de næppe var), men fordi der i deres naive og brutale stræben efter en anderledes verden lå et ønske om retfærdighed, som Martini mente at kunne møde med noget, der var mere dybde i, end den 'løsning', de selv praktiserede. Mange af samtalerne resulterede i længerevarende kontakt til nogle af fangerne.

Reformist

I modsætning til den nuværende og foregående pave er Martini tilhænger af visse former for prævention, herunder kondomer, og han fordømmer heller ikke homoseksualitet: »Blandt mine bekendte er der homoseksuelle par, meget respekterede og socialt indstillede mænd og kvinder. Jeg er aldrig blevet bedt om, og det har aldrig forekommet mig rimeligt, at fordømme dem.«

Egentlig er det påfaldende, at en person så tæt på den øverste magt i den katolske kirke er så langt fra den linje, der lægges fra den nuværende pave. Men man skal ikke glemme, at selv om uenighed inden for kirken sjældent kommer frem, er der mere debat, end man måske skulle tro internt i den katolske kirke. Og med Martini har kirken endnu lidt tid en vis og klog reformist.

Kardinal Carlo Maria Martini/Georg Sporschill: Jerusalemer Nachht-gespräche. Über das Risiko des Glaubens. Herder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for denne tankevækkende artikel. Og mon ikke den katolske kirke godt kunne bruge (eller have brugt) en sådan pave? Det vil jeg både mene og tro.

I stedet for fik den den ultra-konservativ pave, Benedikt den 16. som stålsat og med vilje (sin egen, ej Guds) er opsat på at rulle fremskridtene fra det 2. Vatikanerkoncil tilbage.

Det 2. Vatikaner-koncil varede fra 1962-1968 og var i de første år ledet af Johs. den 23. som var pave fra 1958-1983, og som reformerede stort set hele kirken, tilladelse til at holde messe på lokal-sproget blev givet. paven blev ikke længere båret rundt og bar ikke længere en rød hat mm. Alle disse progressive tiltag er Benedikt den 16. stålsat og opsat på at rulle tilbage, præcis som en vis Johs. Paul den 2. også til dels var det.

Endelig er der hele pave Benedikts den 16.'s tilgang til f.eks. biskop Williamson, som ikke mener at Holocaust har fundet sted og af den grund er blevet lyst i band af - Johs. Paul den anden. Ophævelsen af bandlysningen mm. viser at den nuværende paves magtbase indenfor den katolske kirke hviler på konservative kliker som f.eks. Opus Dei. De progressive fremskridt som f.eks. Johs Paul II tog til fred og forståelse mellem religionerne er den nuværende også ved at sætte over styr totalt, bevidst vil jeg næsten tro.

Og for hvad?

For at få nogle 1000 katolikker, ikke heims in Reich, men hjem igen til den katolske kirke. Kendtest er nok Mel Gibson og far; katolikker som er frafaldne netop pga. det 2. Vatikanerkoncils moderniseringer og progessivitet.

Vi andre kan kun håbe, at den katolske kirke virkelig formår at forny sig, når en ny pave igen skal vælges om nogle år...altså når pave Benedikt den 16. også kendt som Kardinal Ratzinger engang dør...

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

den katolske kirkes opløsning ligger vist ikke lige for. Medlemstallet er fortsat stigende, så vidt jeg erindrer. Kraftige reformer af dogmer o.a., ville alt andet lige være et fremskridt.

På trods af at den katolske kirke på vores breddegrader er en stående vittighed, har katolikker og katolske lande vist sig noget mere moderne og pragmatiske på nogle områder, end de lutheranske nationalstaten i Europas nord.

Hans Jørgen Lassen

Der findes jo så andre metoder ...

Man kunne f.eks. forbyde kunstig befrugtning og den slags.

Det er vildt absurd, at i en tid, hvor overbefolkning truer, bruges der vanvittige ressourcer på at give folk, hvad de ønsker, inklusive børn.

Jeg tænkte nu mere på dem der får 7-12-14 unger. Det er ofte religiøse. Dem der får kunstig befrugtning får vel sjældent mere end et eller to

Casper Thorup

Man skal som katolik høre mange sjove fordrejninger af hændelser men det er selvfølgelig pga. medierne... Williamsons holdninger/forhold til Holocaust har intet med ophævningen af exkommunikationen at gøre... Det handler om at de ikke ville anderkende andet vatikankoncil og præsteviede/bispeviede uden Pavens godkendelse...

Pavestolen kendte ikke til Williamsons udtalelser... og paven har personligt vist et godt eksemplar både i Roms synagoge og senest i Israel på Kirkens ønske om et bedre forhold mellem kristne og jøder...

og det er bestemt ikke alle der favoriserer denne reform at liturgien til lokalsprog... latinske messer er eftertragtet af mange og endda populære blandt flere unge jeg kender...

homoseksualitet vil aldrig blive anerkendt fordi det strider direkte mod Biblen og kirkens seksualitetsfortståelse...

Og Pave Benedict er muligvis ikke ligeså karismatisk som Johannes Paul II men han er tilgængæld utrolig intellektuel og har gjort mange ting for f.eks at bekæmpe præsters overgreb... desværre gider medierne ikke gennemlæse hans tiltag men bringer istedet alle mulige latterlige udsagn om disse...

Lennart Kampmann

Utroligt at man vil acceptere en religiøs organisations udtalelser om hvordan man skal leve sit liv. Frivillig udforskning af dogmer er i orden, men hvis de ikke passer må man være fri til at gøre som bedst er.

Tænk selv og bed de kloge religiøse repræsentanter om at passe deres eget liv selv.

Med venlig hilsen
Lennart