Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kirsten Thorup set gennem romanen

Marianne Juhl er velskrivende og indsigtsfuld i sin gennemgang af Kirsten Thorups prosaforfatterskab, men man savner lyrikken og dramatikken
Kvindehistorie. Gennem Marianne Juhls fremstilling af Kirsten Thorups roman-forfatterskab får vi et rullende tidsbillede, set gennem især kvindernes temperament. Epoken er beskrevet mange gange før, men her får vi den opsuget og indføjet i romanernes konkrete univers. Det gør fremstillingen interessant.

Kvindehistorie. Gennem Marianne Juhls fremstilling af Kirsten Thorups roman-forfatterskab får vi et rullende tidsbillede, set gennem især kvindernes temperament. Epoken er beskrevet mange gange før, men her får vi den opsuget og indføjet i romanernes konkrete univers. Det gør fremstillingen interessant.

Børge Lassen

Kultur
10. september 2009

Kirsten Thorup hedder Marianne Juhls bog om den populære forfatter kort og godt. Måske skulle den have heddet Kirsten Thorups romaner, for det er kun romanerne fra og med Baby fra 1973, bogen behandler. Til gengæld er Marianne Juhls tilgang til romanerne både læseværdig og indsigtsfuld. Hun skriver godt og klart, hun er i stand til at åbne romanerne, så man kommer tæt på personerne, man er godt underholdt. En af grundene hertil er nok, at Marianne Juhl skriver med romanerne. Hun går så at sige ind i Kirstens Thorups personer og udlægger og beskriver deres problemer og dilemmaer indefra. På den måde får man næsten den samme læselyst, som hvis man sad med romanerne selv.

Familiens ud- og afvikling

Metoden består i først at uddrage romanernes hovedtemaer og så bringe dem i tråd med den tid, de foregår (og udgives) i. Fokus rettes mod familiens ud- og afvikling i efterkrigstiden.

Det er temaer som identitet, hvordan man bliver sig selv; normalitet vs. unormalitet; konflikten mellem den traditionelle kvinderolle og behovet for at skabe sig et selvstændigt liv, 'blive til noget', samt vanskelighederne ved at indgå i en familie på de splittede betingelser, der er fremstillingens omdrejningspunkter. Der findes kun to nogenlunde harmoniske familier i hele forfatterskabet, konstaterer Marianne Juhl, og de har begge hjemme i den ældre generations traditionelle samfund.

Personerne - kvinderne især - tager flugten, hvorved de ændrer sig, men samtidig betyder det, at de plages af den usikkerhed på sig selv, som transformationerne og den for dem fremmede verden, som de søger tilflugt i, fører med sig.

Eftersom den efterhånden 67-årige Kirsten Thorup hele tiden har skrevet samtidig med den tid, hun har befundet sig i, kan Marianne Juhl, på det tidspunkt, hvor hun tager forfatterskabet op, udlæse dets genkommende temaer, som de tager sig ud fra forskellige alderstrin. Opbruddet fra familien ses i forfatterskabets første del fra barnets side, senere fra forældreside, når børnene er vokset op og selv har fået børn, og til slut igen fra det voksne barns side, da far er blevet gammel og afatisk. Først i sin seneste roman Førkrigstid vender Kirsten Thorup sig mod sin egen forældregenerations synsvinkel.

Det lyder simpelt, men det er godt set af Marianne Juhl at læse forfatterskabet under den optik, det betyder, at hun får meget frem om Kirstens Thorups formidable iagttagelsesevne og blik for at udforske menneskers forskellige livssituationer - ikke mindst det indre kaos, der er forbundet med dem.

Samtidig får vi et rullende tidsbillede, set gennem især kvindernes temperament. Epoken er beskrevet mange gange før, men med Marianne Juhls fremstillingsform får vi den her opsuget og indføjet i romanernes konkrete univers. Det gør fremstillingen interessant.

Ukendte områder

Marianne Juhl tager afsæt i en iagttagelse af den tjekkiske forfatter Milan Kundera af, at de forfattere, der bidrager varigt til romankunsten, gør det, fordi de fortæller om områder af tilværelsen, som ikke tidligere er indgående beskrevet, de »sønderriver forhåndstolkningens tæppe«. Det gør Kirsten Thorup ifølge Marianne Juhl, når hun skriver om homoseksuelle skinægteskaber, om nyreligiøse sekters magt over unge, om afasi hos gamle og om omkostningerne for kvinderne ved det store samfundsopbrud fra 1960'erne og frem.

Personligt vil jeg tro, at Kundera har eksistentielle områder af 'ulidelig lethed' eller oplevelsen af, at 'livet er et andet sted' i tankerne, og Marianne Juhls tolkning kan virke noget håndfast. At man sætter sine personer i forskellige, besværlige eller problematiske situationer, bringer vel ikke i sig selv ny erkendelse for dagen. Det gør det kun, hvis man via sit miljøvalg får fat i sider af menneskesindet, som åbner for ny erkendelse.

Og her synes jeg, Marianne Juhl med begrænsningen af sit emne til romanerne fraskriver sig nogle muligheder.

Den betyder nemlig, at den skæve, eksperimenterende del af Kirsten Thorup (som også kan findes i romanerne) ikke er den, der kommer i fokus. Jeg tænker på digtsamlingerne Indeni-udenfor fra 1967; Love from Trieste fra 1969 og I dag er de Daisy fra 1971 samt novellesamlingen I dagens anledning fra 1968.

Hele Kirsten Thorups dramatiske forfatterskab er heller ikke med.

Med Kunderas 'krav' kommer Juhl på en måde til at tilskrive Kirsten Thorups tilsyneladende hverdagsrealisme en lidt 'falsk' originalitet - hvor originaliteten måske snarere ligger i eksperimenterne med fortælleformen. For eksempel i Bonsais kinesiske æskesystem. Eller i selve sproget, som på én gang viser personerne indefra og udefra. Eller i Thorups syrede kvindeskikkelser, der nærmest surrealistisk dukker op de mest uventede steder - som nøgen martyr på Gelsteds hovedgade i Førkrigstid; som Renes mor i Elskede ukendte, der pludselig og uventet voldtager sin søn, eller i skikkelse af spåkonen Jasmin i Himmel og helvede. Flere af kvindeskikkelserne omtales, men vægten ligger ikke på deres surrealistiske væsen.

Derimod betyder det, at koncentrationen samler sig om det specielle i romanernes skildringer, hvor man efter min mening med fordel kunne fremhæve den ovenfor nævnte, brede samfundsskildring, altså hvor meget af det almene, Kirsten Thorup får opsuget gennem sine specifikke sonderinger. Også psykologisk set.

Styrkerne

Bogen falder i to dele, første del om romanernes temaer, anden del om romanerne én for én. Her analyseres fortællestrukturerne, og temaerne sættes ind i den enkelte romans sammenhæng. Kender man forfatterskabet, er første del den mest interessante, har man ikke læst romanerne, får man mere udførlige handlingsreferater i anden del, men også en hel del gentagelser, såvel hvad angår handlingsreferater som citater og pointer. Den forvirrede det-har-jeg-da-læst-før-følelse indfinder sig lidt for tit, men kunne på den anden side næppe være undgået, sådan som bogen er anlagt. Og man får et godt overblik over, hvordan forfatterskabet har udviklet sig.

Alt i alt en vellykket fremstilling, der yder samtidsforfatteren Kirsten Thorups analyse- og fortælleevner retfærdighed. Og det er to af Kirsten Thorups styrker.

Nu venter vi blot på bind to om digteren, stilisten og dramatikeren Kirsten Thorup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her