»I'm not a business-man, I'm a business, man,« bralrede Jay-Z i en nær fortid. Den finurlige punchline indkapsler til fulde, hvad en af verdens mest succesfulde rappere gør og kan bedst. Står for. Den snart 40 år gamle Shawn Carter fra Brooklyn, New York, er smart med ord og en blærerøv af en anden verden - og så ved han, hvad der skal til for at holde gryden i kog.
Jay-Z har altid kendt sin besøgelsestid. Han grundlagde et succesrigt hiphoppladeselskab og solgte det videre med gylden timing. Han lagde sig ud med bysbarnet Nas, da han oven på nogle udflugter i popland igen havde brug for at blive taget alvorligt af sit oprindelige og gadekloge publikum. Han overtog direktørposten i Def Jam Records efter at have forkyndt sin rappension til stor furore blandt verdens hiphopglade lyttere. Han gjorde comeback sølle to år senere, da appetitten og efterspørgslen blev stor nok til at smide endnu et million-sælgende album på markedet.
Jay-Z pladedebuterede med Reasonable Doubt i 1996 og skrev sig øjeblikkeligt ind i New Yorks kongerække af store rappere. Den endnu ikke skuddræbte Notorious B.I.G var hørbart blandt forbillederne, hvis bedste linjer blev genbrugt og bøjet, men Brooklyn-flabens skarpt optrukne flow var hans eget. Efter yderligere tre album, der placerede ham som en hårdtslående rapper med hitlisteflair, begik han i 2001 sit mesterværk. The Blueprint var mestendels produceret af hans noget nær ubeskrevne opfindelse Kanye West, der med en række soulgroovende akkompagnementer klædte Jay-Z' hørbare strategi med at skære ind til benet i sin rap og kræve den hiphoptrone, som havde stået ledig, siden 2Pac og Notorious B.I.G efter drive by-shootings havde parkeret deres funklende hvide sneakers henholdsvis fem og fire år tidligere.
Siden har kvaliteten været mere svingende, og Jay-Z efterlader på mindst hvert andet album et indtryk af, at han udgiver plader som en business-man, der holder liv i sit brand ... for at forblive en business, man. Hjerteblodet bruser sjældnere, fornemmer man. I stedet lyner rapperen, når det betaler sig.
Kongen dikterer
Således også på langspiller nummer 11, der symptomatisk nok hedder The Blue-print 3. Jay-Z gør sig ofte i blockbustertermer, og derfor lukrerer titlen på en tidligere succes i ren Hollywood-stil. Men udgivelsen byder også på en række stærke skæringer, som trods alt gør albummet til et af årets hidtil bedste i den kommercielle afdeling.
På »D.O.A. (Death of Auto-Tune)« sætter han foden ned og protesterer mod den bølge af digitaltmanipulerede sangstemmer a la den gamle vocoder-effekt, som dårligt syngende rappere har oversvømmet deres udspil med på det seneste. Autotune er ikke kommet for at blive, dikterer kongen af Brooklyn over en fabelagtig, klarinetklingende produktion fra Kanye West, som netop begik et helt (og prægtigt) pop-album med virkemidlet for mindre end et år siden. Jay-Z bræger pivfalsk i omkvædet, og pointen er klar - så dårligt ville alle syngende rappere lyde uden ulovlige hjælpemidler. Senere på Blueprint 3 skimtes autotune i øvrigt uden forbehold, og så kan man jo spekulere lidt over, hvor seriøst Jay-Z ønsker at blive taget.
En sikker hitlistebasker bliver det til med »Run This Town«, selv om sangerinden Rihanna atter minder om, at hendes knævrende vokal ikke har mange facetter at trække på. Så slap dog af, kvindemenneske. Ødelægge den mægtige beat formår hun dog ikke.
Nuancer rummer Alicia Keys heldigvis til overflod, og sammen med Jay-Z leverer hun en intet mindre end en magisk ode til Drømmenes By på »Empire State of Mind«, hvor rapperen usentimentalt tripper over New York på godt og ondt. Det har han prøvet før, men klassen fornægter sig ikke i dette ridt gennem gangsterjunglen i gule taxier, høj på kemikalier, lav på korrumperet kærlighed og blændet af lys og liv, som aldrig lader til at svinde.
For lidt modstand
Herefter flader The Blueprint 3 ud i en snasket grød uden samme højtravende konturer, inspiration og drivkraft. Trods bidrag fra den sikre garde - Kanye, Timbaland, The Neptunes og Swizz Beats. Jay-Z brænder ikke igennem og foredrager uinspireret over stillestående tematikker hørt mange gange før. Man ville ønske, at han i stedet opprioriterede den historiefortælling, som altid har været hans akilleshæl i sammenligning med eksempelvis eksrivalen Nas, men som netop lykkes på »Empire State of Mind«.
De gange, hvor Jay-Z tager tilløb til nybrud på produktionssiden, bremser hans egen selvtilstrækkelighed på tekstsiden projektet. Tag nu bare den langsomt pulserende »Hate« med de mange finurlige vokalloops, hvor han gudhjælpemig affærdiger sine jaloux kritikere. Men hvem er de efterhånden? Har Jay-Z stadig fjender, der ikke viser entreprenøren den fornødne respekt? Næppe. Det virker hult og postuleret.
»And I made myself so easy to love,« hoverer manden, de kalder Hova, ikke desto mindre. Måske er det i virkeligheden hans egentlige problem. Modgangen mangler, og Jay-Z slipper af sted med endnu en bekvem udgivelse, der rummer tegningen til noget større - men ikke behøver at gå hele vejen.
Folk elsker ham alligevel. De investerer i hvert fald i ham.
