Læsetid: 3 min.

Et kongerige for et kys

Blev du også kysset af Søren? Eller blev du bare voldtaget af Sætter-Lassen og myrdet af Richard III? Magt-psykopaten har frit spil i Staffan Valdemar Holms makabre opsætning i Skuespilhuset
Sonja Richter bliver næsten til et genfærd, da Søren Sætter-Lassens diktator først myrder hendes mand og derefter tvinger hende til at blive hans hustru i Skuespilhusets vellykkede 'Richard III'.

Sonja Richter bliver næsten til et genfærd, da Søren Sætter-Lassens diktator først myrder hendes mand og derefter tvinger hende til at blive hans hustru i Skuespilhusets vellykkede 'Richard III'.

Natascha Rydvald

21. september 2009

Hvis Shakespeare havde kendt Søren Sætter-Lassen, ville han formodentlig have skrevet Richard III specielt til ham. For Søren Sætter-Lassen har hele utilregnelighedspaletten til sin rådighed: Det charmerende, det påtrængende, det længselsfulde, det infantile, det brutale, det selvkritiske ... Alle psykopatens træk findes i Søren Sætter-Lassens sceneoptræden - forstørret i hans lillebitte krop, så hver en trækning af mundvigene og hver en sitren med en finger næsten giver stød nede på tilskuerpladserne. Oveni lægger han så den historiske Richard III's medfødte deformitet: Han griber om sin ene skulder med hånden og drejer skulderen rundt, så armen kommer til at stritte spastisk bagud - og så er han pludselig handikappet. Akkurat lige så manipuleret som alt andet i hans optræden.

Alligevel er det stærkeste ved Søren Sætter-Lassens 54-årige Richard III ikke hans sygelighed, men hans humør. Han er simpelthen skrigende morsom hele stykket igennem, uanset om han besnakker, forfører eller myrder. Og dermed præsterer han en grotesk komik, der trækker på hans tidligere toppræstationer inden for den komiske, magtrige lunefuldhed, fra rollen som Christian VII til forføreren Tartuffe og advokaten i Forbrændt.

Holm og hofsnogene

Søren Sætter-Lassen realiserer kernen i iscenesætteren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møllers Shakespeare-fortolkning: At afsløre dramaets resignation over magtmordernes strategi.

Nøglen hertil er en scenisk enkelhed ligesom i duoens opsætning af Macbeth, som kunne opleves på Dramatens gæstespil på Kgs. Nytorv for tre år siden. Faktisk er både tid og sted fjernet i denne pragmatiske opsætning af Richard III. Tilbage er kun et rum med tre tavlevægge - med kridtnavnene på alle dem fra Richards slægt, der skal slagtes på hans vej frem mod Englands trone: En kridtstreg hen over et navn, og så er vedkommende ude.

Denne Bergman'ske enkelhed fungerer besnærende flot, og den skubber fokus herligt væk fra de indviklede slægtsforhold og navnene på de mange hofsnoge. Den lader kvinder være mødre og mænd være sønner, i lyset af Ødipus & Co. Til gengæld sætter den sceniske forenkling ekstra lys på skuespillerne, der er ladt i stikken i mærkeligt moderne, blege kostumer, sådan fra et mindre heldigt sted mellem 1970'erne og i dag. Men samtidig retfærdiggør iscenesættelsen et spil yderst fremme på scenen i Torben Lendorphs levende lyssætning, hvilket også lydligt fungerer godt i Skuespilhusets scenerum, hvor Niels Brunses oversættelsesord føles nutidige og mundnære.

Richter og mordhånden

Hvem er det så, at Søren Sætter-Lassen skal forråde? Det er såmænd aristokratiet inden for dansk skuespilkunst. Kvinderne er Kirsten Olesens blikstærke ex-dronning, Benedikte Hansens opportunistiske enkedronning, Birthe Neumanns rædselsslagne dronningemoder og Sonja Richters chokerede enke. Holm har iscenesat disse fire wonderwomen med vanlig næsten koreo- grafisk præcision, så de hele tiden bøjer i kroppene i uventede ubalancer, der får dem til at vælte.

Særligt Sonja Richters voldtagne kvindeskikkelse satte sig på nethinden ved premieren. Hendes åndedræt blev hivende og forsinket, og hun frøs næsten fast i luften, da hendes hånd ikke ville bevæge sig - som om hun blev til genfærd i levende live, simpelthen fordi hun ikke kunne forvandle sig selv fra et menneske til en morder. Men det kunne hendes kære Richard. Før eller efter han havde kysset hende ...

Plaugborg og maven

Mændene omkring den legendariske konge har alle grader af sleskhed. Stærkt står scenen, hvor Olaf Johannessen og Peter Plaugborg spillede den mest groteske scene som lejemorderne, der ikke kan blive enige om få det beskidte overstået ... Her glitrede alle nuancer af spil, fra Olaf Johannessens overlegne diktion og skarphedsautoritet til Peter Plaugborgs eminente fysiske spil med mavekvababbelse og samvittighedshænder. Men med vanlig Holm-diskretion gled de samme spillere straks ud i nye roller på den lange rolleliste - sammen med en god-til-at-dø Lars Ranthe og en god-til-at-rapportere Søren Lenander og en god-til-at-smiske Peter Gilsfort. Spørg også gerne disse herrer, hvordan det er at blive kysset af Søren Sætter-Lassen. Dødskys er nok for svagt et ord ...

Om forestillingen da ikke byder på den berygtede horror-replik, »Et kongerige for en hest«? Jovist. I flerstemmig vrængen, endda. Men da har morderen forlængst smittet sine ofre med sin makabre mund. Et kongerige for et kys ...

'Richard III' af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Benedikte Hammershøy Nielsen. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lys: Torben Lendorph. Skuespilhuset, Store Scene, til 22. nov. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Endnu en klassiker der bliver voldtaget af en instruktør der skal »modernisere« klassikeren, og dermed gøre den ligegyldig.

Lige som vi i sidste sæson så med Euripides' Iphigeneia i Tauris, hvor instruktørens manglende tro på de græske guder fører til at gudinden Artemis' redning af Iphigeneia fjernes, og en happy-ending gøres til en tragedie. Samtidig med at Menelaos gøres til en gammel horebuk der bare vil have den skønne Helene tilbage i ægtesengen, også selv om det må koste niecen Iphigineia offerdøden til Artemis.

Og tidligere endnu er Kaj Munks »Ordet« blevet maltrakteret af en anden ateist. Det centrale i dramaet, den sindssyge der tror han er Jesus, og derfor som Jesus genopliver den døde, gøres i denne »version« til noget helt andet. Den genoplivede holder en tale, fortæller om det utilbørlige i at genoplive de døde, og om Guds ikke-eksistens - hvorefter lægger hun sig til at dø igen.

Nutidens instruktører og scenografer lader hånt om handlingens sted og tid, og hånt om dramatikerens [operakomponistens] tid og sted. De begår dermed forræderi mod klassikerne og mod publikum - de er ganske simpelt blevet ramt af diva-syndromet. Det hele centrerer sig om dem selv og deres egne ligegyldigheder.

Med det jeg hidtil har set af anmeldelser af Richard III, er jeg sikker på at jeg /ikke/ skal ind og se forestillingen.