Læsetid: 4 min.

Krigens trykkoger

Kathryn Bigelows 'The Hurt Locker' er hendes hidtil bedste film, fordi hun enkelt og effektivt får fortalt en gribnede historie om menneskilig pervertering
Bag facaden. Måske er  det netop, fordi instruktøren er kvinde, at hun har så godt et blik for mænd og deres måde at agere på, for at der under den hårde og visuelt ofte spejlblanke overflade findes stor sårbarhed og usikkerhed.

Bag facaden. Måske er det netop, fordi instruktøren er kvinde, at hun har så godt et blik for mænd og deres måde at agere på, for at der under den hårde og visuelt ofte spejlblanke overflade findes stor sårbarhed og usikkerhed.

4. september 2009

»Der er nok bang derinde til at sende os alle op til Jesus. Hvis jeg skal dø, vil jeg dø, mens jeg har det rart.«

Sådan siger oversergent og bomberydder William James (Jeremy Renner) til sine to makkere, Sanborn (Anthony Mackie) og Eldridge (Brian Geraghty) og smider sin ukomfortable beskyttelsesdragt. James er en cowboy, en vovehals og en adrenalinjunkie, men han er også noget nær en kunstner, når det kommer til at demontere bomber af den ubehagelige slags, der har det med at gå af, når man mindst venter det.

Han gør regelrette Sanborn og neurotiske, defaitistiske Eldridge, hvis job er at sikre området omkring bomben, så James har fred til at arbejde, nervøse, og mere end én gang kommer Sanborn og James op at toppes. Og man forstår dem, ikke mindst fordi det umage trekløver rydder bomber i fjendeland, et krigshærget Irak, hvor et dødt dyr, en dreng, en bil og en dynge skrald på gaden kan gemme på en såkaldt IED, et 'improvised explosive device' - hjemmelavet bombe - som kan tage livet af dem alle tre.

Mellem linierne

Den farlige situation sættes kun yderligere i relief af, at James' forgænger, sergent Matt Thompson (Guy Pearce), bliver dræbt af en bombe i begyndelsen af The Hurt Locker, Kathryn Bigelows film om bomberydderne, der er den bedste film om krigen i Irak, jeg endnu har set.

Det kan umiddelbart synes paradoksalt, at The Hurt Locker, der mere er en karakterdrevet thriller end en konventionel krigsfilm, har bedre og mere helstøbt greb om krigen i Irak - der lige så godt kunne være Afghanistan - end tidligere forsøg, Robert Redfords Lions for Lambs, Gavin Hoods Rendition og Brian De Palmas Redacted.

Men det skyldes i høj grad, at Kathryn Bigelow tager udgangspunkt i personerne, menneskene, hvor de andre film i højere grad havde et tematisk og missionerende sigte. Bigelow har også noget på hjerte - hun er f.eks. ikke nogen tilhænger af krig, men hylder den menige soldat for en heroisk indsats - men det meste er at finde mellem linierne i en film, der er så intens og åndeløst spændende, at man først bagefter får øje på budskaberne.

Hun skildrer hovedpersonernes situation og arbejde med håndholdt kamera, benhård klipning og en fantastisk sans for at iscenesætte action, så det til forveksling ligner virkelighed, og hun giver samtidig publikum mulighed for at lære personerne så godt at kende, at man virkelig lever sig med i Eldridges frygt og det kick og den koncentration, James' oplever, når han står over for en ny og vanskelig opgave.

Akavet hengivenhed

Vi finder ud af, at Eldridge kun har kort tid tilbage, før han skal hjem, og at han går til sin enheds psykiater, fordi han er så bange. Vi får at vide, at James har kone og barn, som han elsker højt, men ikke så højt som sit farefulde arbejde. Og vi lærer på sin vis at forstå hvorfor.

38-årige Jeremy Renner, der spiller William James, er ikke ligefrem en novice i filmsammenhæng - han skuespildebuterede for 14 år siden - men The Hurt Locker bør blive hans store gennembrud. Anthony Mackie og Brian Geraghty yder ham godt og troværdigt modspil, men Renner stjæler billedet, når han er på.

Den af udseende renskurede James er kæphøj og ubekymret, men har sine egne dæmoner og sin fandenivoldskhed at slås med, og han gemmer samtidig detonatorer og andre dimser fra demonterede bomber under sin seng - som en slags talismaner mod alt det, der kan slå ham ihjel.

I en scene midtvejs i filmen drikker James, Sanborn og Eldridge sig fulde og åbner sig mere for hinanden - og for publikum - end før. Men det er betegnende for dem - og vel i det hele taget for soldater under stort pres - at de har svært ved at udtrykke følelser verbalt og i stedet tæver løs på hinanden for sjov og for at vise en akavet form for hengivenhed.

Kvinde i mandeverden

57-årige Kathryn Bigelow har en broget karriere bag sig, men hun er ikke blot en dygtig, kvindelig instruktør - en af Hollywoods få - hun er en dygtig instruktør. Punktum.

I ellers meget forskellige, genrespecifikke film som Near Dark, Point Break, Blue Steel og Strange Days har hun med noget nær fetichistisk fascination dyrket det, man kan kalde en typisk mandeverden fuld af maskulinitet, vold og forkrøblede følelser. Måske skyldes det netop, at hun er kvinde, at hun har så godt et blik for mænd og deres måde at agere på, for at der under den hårde og visuelt ofte spejlblanke overflade findes stor sårbarhed og usikkerhed.

The Hurt Locker er en af hendes allerbedste film, fordi hun så enkelt og effektivt får fortalt en vigtig og gribende historie om mennesker i krig: Om hvordan krigen perverterer alt; hvordan man kan miste overblikket og evnen til at tænke klart, fordi man hele tiden får at vide, at man ikke kan stole på nogen eller noget; hvordan frygten omvendt kan gøre én klarsynet; og ikke mindst hvordan afhængighed fratager et menneske muligheden for at leve et normalt liv.

The Hurt Locker. Instruktion: Kathryn Bigelow. Manuskript: Mark Boal. Amerikansk (Palads i København og BioCity i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu