Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kronprinsens kamp

Sportsjournalist Lars Jørgensens 'Frederik og Flammen' om Kronprins Frederiks kandidatur til den olympiske komite er både velinformeret og medrivende. Svagheden ved den er, at Jørgensen kaster sig ud i så grovkornede formuleringer og generaliseringer, at bogen bliver en anklage
Kultur
12. september 2009
Kandidaten. Den nye bog 'Frederik og Flammen' har det hele: En saftig, detaljerig gennemgang af den korruption, nepotisme, gamle fascister, kommunister og almindelig uhæderlighed, der har plaget den internationale olympiske komite i årtier. Plus en herligt grundig gennemgang af kronprinsens og hans allieredes magtspil for at få ham placeret på posten.

Kandidaten. Den nye bog 'Frederik og Flammen' har det hele: En saftig, detaljerig gennemgang af den korruption, nepotisme, gamle fascister, kommunister og almindelig uhæderlighed, der har plaget den internationale olympiske komite i årtier. Plus en herligt grundig gennemgang af kronprinsens og hans allieredes magtspil for at få ham placeret på posten.

Claus Bjørn Larsen

Timingen er perfekt. Kronprins Frederiks indædte indsats for at blive den olympiske komites repræsentant i Danmark fuldbyrdes i oktober, når IOC holder topmøde i København. Mediernes spotlight har været på sagen i en rum tid, men det er nu, det kulminerer.

Sportsjournalisten Lars Jørgensens Frederik og Flammen hælder benzin på bålet. Her er det hele: En saftig, detaljerig gennemgang af den korruption, nepotisme, gamle fascister, kommunister og almindelig uhæderlighed, der har plaget den internationale olympiske komite i årtier. Plus en herligt grundig gennemgang af kronprinsens og hans allieredes magtspil for at få ham placeret på posten. Lars Jørgensen samler detaljer og tegner hermed på bedste journalistiske vis et billede af en kronprins, der forfølger sit mål med en vilje til at manipulere og tromle, som hidtil har været ukendt i hvert fald for denne anmelder. Lars Jørgensens imponerende indsigt i sportens politiske kringelkroge, systematisk indsamlet gennem mange års journalistiske rejser, interviews og research, bliver rigtig interessant, når det nu er den fremtidige regent, vi taler om.

Kronprinsen gjorde allerede i 1998 klart, at han havde lyst.

Siden har han blæst på, at skarpe hoveder som tidligere departementschef Niels Bernstein, nu direktør i Nationalbanken, og den stadigt regerende departmenschef Karoline Prien Kjeldsen i Kulturministeriet stærkt og vedholdende har frarådet projektet. Frederik har stået på sit, selv om stærke kræfter i idrættens verden har været imod. Han har trodset et trompeterende pressekorps, der fortsat argumenterer mod ham for fulde skrald.

Glimtvis får man indblik i en del af kronprinsens liv, vi ellers sjældent aner. Et liv, hvor kongefamiliens reelle magt udnyttes til råt og brutalt at få gennemført det, familiens medlemmer ønsker. Hvor familiens mere hærdede elementer, især prinsens græske onkel Konstantin, der sad i IOC i 26 år før han blev æresmedlem, viser sig at være indflydelsesrige rådgivere for kronprinsen: Det er angiveligt ikke mindst hos Konstantin, at Frederik har fundet råstyrke til at holde fast.

Hvis man elsker sin sport

Bogen efterlader ingen tvivl om, at kronprinsen ved præcis, hvor belastet IOC er, og hvor usikkert det er, om komiteen i nogen overskuelig fremtid kan lægge det misliebige bag sig.

Og her når vi så bogens klare svaghed: Lars Jørgensen kaster sig allerede i forordet ud i så grovkornede formuleringer og generaliseringer, at bogen bliver en anklage. Hvor havde det dog været mere interessant, om Jørgensen med sin store indsigt havde sat sig for at se på Kronprinsens argumentation med samme velvilje og omhu, som han ser på sin egen.

Som den tidligere guldvinder i dragesejlads, eks-kong Konstantin siger cirka midtvejs: »Hvis man elsker sin sport og den olympiske organisation, som jeg gør, bakker man ikke ud, bare fordi der kommer modgang. Det ville være for let. Jeg føler, det er bedre at blive og bidrage til en bedre udvikling af den olympiske idé, som ikke mindst takket været tv er blevet verdens største fredsbevægelse.«

Her er jo for fanden et statement, som kunne tyde på, at de kongelige måske mener noget seriøst. De gode argumenter imod kronprinsens kandidatur er talrige. Men hør lige, hvad man også kan læse i Jørgensens bog:

»Kong Georg I af Grækenland, som sikrede de første, moderne Olympiske Lege i 1894, var dansker. Christian den 10.'s fætter, Prins Axel, sad i IOC fra 1932 til 1959. Hollands kronprins Willem har siddet i IOC siden 1998; faktisk har hele 10 procent af de nuværende 107 stemmeberettigede medlemmer af IOC titel af prins, prinsesse, hertug eller hertuginde.«

Der er med andre ord glimrende, historisk belæg for Kronprinsens ambition, og der er tradition i IOC for, at kongelige kan få reel indflydelse. Kronprinsen har desuden længe arbejdet seriøst i den internationale sejlsportsverdens organisationer: Han er ikke idiot.

Ikke en debatbog

Var det ikke en tanke værd, at en dansk, ambitiøs, akademisk top-tunet kronprins, der brænder for sporten, så han er ved at få svømmehud mellem tæerne og som jo ikke har meget andet at lave, måske kunne bidrage til at demokratisere IOC? Hjælpe med i den omfattende oprydningsproces, som den nuværende præsident Jacques Rogge ifølge Jørgensens bog har sat i værk? Kunne Kronprinsen måske være med til at skabe gennemsigtighed om anvendelsen af de milliarder af dollars, som IOC henter hjem på tv-rettighederne til OL og Vinter-OL? Skabe større politisk indflydelse til de menige sports-folk? Sikre at IOC fremover arbejder mere konstruktivt?

Lars Jørgensen berører alle disse aspekter af prinsens kandidatur, men hver gang han præsenterer et potentielt, godt argument for Kronprinsens drøm, skynder han sig at hobe al det smuds op, der kan anvendes imod.

Vi får f.eks. aldrig reelt indblik i de reformer, Rogge har sat i værk, men adskillige eksempler på, hvad reformerne endnu ikke har kunnet hamle op med.

People's Press kalder bogen en debatbog, men det er det ikke. Lars Jørgensen argumenterer ikke, men fremlægger blot sine data på en måde, så læseren må forstå, at Kronprinsen og hans meningsfæller har rotter på loftet. Samtidig er bogens hovedkilde Danmarks nuværende medlem af IOC, Kai Holm, formand for Danmarks Idræts-Forbund, som i dag er Kronprinsens ivrigste frontkæmper. Det ender som et paradoks.

Men pyt, Lars Jørgensens bog er velinformeret og medrivende og vil gøre den menige læser adskilligt klogere på kronprinsens kandidatur og på IOC's enorme betydning i sportens verden. Det er godt gået.

Lars Jørgensen: Frederik og Flammen, People’s Press, 200 sider 199 kr., ISBN 13: 9788770556699

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Var det ikke en tanke værd, at en dansk, ambitiøs, akademisk top-tunet kronprins, der brænder for sporten, så han er ved at få svømmehud mellem tæerne og som jo ikke har meget andet at lave, måske kunne bidrage til at demokratisere IOC?"
Jo, det var det - og den er bestemt værd at gøre sig om en mand, der inkarnerer det udemokratiske.

Lars Jørgensen for President. Længe leve republikken!

Hvis man blot en enkelt gang har oplevet Martin Breum som studievært på tv, kan man ikke være et sekund i tvivl om, at han har fødderne solidt plantet på højrefløjen.

Derfor virker det en kende malplaceret når Martin Breum her bebrejder Lars Jørgensen, at han har en holdning til det emne han skriver om.

Det er langt mere ærligt og reelt, at melde klart ud hvad man mener, sådan som Lars Jørgensen gør, frem for at anvende Martin Breums mere gængse journalistiske metode, hvor man forsøger at sælge politisk journalistik som en værdifri og objektiv vare.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Kronprins Frederik er så manipulerende som Lars Jørgensen åbenbart mener, han er. Blot konstatere, at min holdning er den, at Kronprinsen er blevet brugt i et politisk spil af en vis hr. Fogh og en vis Brian (da denne var kultur-minister) til at få OL til Danmark, forstået på den måde, at så kunne lille Danmark da endelig komme på verdenskortet - og vise sig i konkurrencen med de store.

Dertil kommer, at Frederik selv har udtalt, at han mener, at han via sit OL-kandidatur og evt. medlems-skab af OL-komiteen kan opfordre og opmuntre unge mennesker til at dyrke sport. Lige fra starten, også i 1998-1999, hvor TV2 vist sendte nogle udsendelser om en Kronprins i Tiden, har Frederik skoset danskernes, især de unges, lyst og behov, til og for at dyrke sport. Han, Frederik ser OL som en murbrækker ifht. at få flere unge til at dyrke sport.

Jeg er dog ikke enig i dette synspunkt. Hvis Frede gerne vil have flere til at dyrke sport, så må han selv på banen, (og ja, han løber ganske vist marathon-løb). Men han og familien må på banen ved Ecco Walkathon arrangementer, han må deltage, sammen med sin søn i de 5-6 km løb, der efter-hånden er rundt omkring. Sådan får han danskerne til at dyrke motion, ikke ved at sikre at BMX f.eks. kommer på som olympisk sport eller fastholdes som olympisk sport.

I 1984 blev legene givet til Los Angeles; her begyndte nedturen for den moderne Olympiske Bevægelse, mener jeg. Her gav OL Komiteen private firmaer som Coca Cola mv. hånd og halsret over OL...

Vi kan håbe, at Fredeik skal være regent i 2012...

Jeg vil blot referere til mit tidligere indlæg om den spin-fangne prins:

http://www.information.dk/157174

Den omtalte bog tyder ikke på, at prinsen for alvor erkender, at han er i et minefelt.